Hvad skal jeg gøre min mor er så alene og ensom

Køn: 
Kvinde
Alder: 
22 år
Hvem i din familie har et misbrug?: 
Min mor
Spørgsmål: 

Hej Tuba.

Hvor skal jeg starte?
I september i år mistede jeg min far, som igennem hele min barndom har haft mere eller mindre alkoholmisbrug og dør desværre af akut nyresvigt.. Så helt fra barns ben har jeg altid haft et meget tæt bånd med min mor (mine forældre har været skilt lige siden jeg var 2 år) fordi hun altid gav mig kærlighed og omsorg.

Efter min fars død går jeg tit og tænker på, hvad jeg gør den dag min mor dør, for hun er mit et og alt og jeg er så bange for, at hun dør før tid.

Hun har nemlig ikke i de sidste 16 år ca. haft en kæreste, hendes 3 ældre børn vil ingen kontakt have med hende, selvom jeg har kontakt med mine søskende, hun bor helt alene med hendes hund i en kæmpe lejlighed, hun har så mange skavanker og mangler et stof i hjernen der gør at bliver mere og mere glemsom, derudover er hun bare meget alene og jeg tror inderligt at hun er MEGET ensom.. Hun har heller ikke rigtig nogen veninder udover kontakt med hendes bror og søster + deres påhæng. og hun finder altid på undksyldninger for ikke at kunne komme over og besøge mig, fordi jeg altid er på besøg hos hende. Jeg ved at hun har haft et mindre alkohol misbrug da jeg var mindre, men hun drak aldrig når jeg var der og hun har haft det rigtig svært med mænd i hendes liv, hendes første mand begik selvmord, den næste er alkolhiker og de næste kærester er åbenabart gift... der er så mange ting der har sat sine spor i hende, og jeg vil så gerne kunne give hende noget behandling, så hun turde at komme ud, ses med folk, møde nye mennesker, evt kærligheden, så jeg ikke er den eneste hun gider at være sammen med, for jeg har også et liv ved siden af. 

Har i nogle råd til hvad man kan gøre for at hjælpe hende? for det går min på hver eneste dag, og jeg er så bange for at hun begynder at drikke igen pga. ensomhed og det så måske kan ende ud i selvmords tanker, fordi hun ikke rigtig har nogen omkring sig?

Hilsen Karina. 

Svar: 

Kære du.

Mange tak for dit brev. Det er dejligt at du skriver herind, med de bekymringer som du går og tumler med.

Jeg vil starte med at kondolere og udtrykke min medfølelse med dig,- det er en ung alder at miste sin far i.
Ud fra dit brev læser jeg, at din fars død har startet nogle bekymringer omkring din mor. Du skriver at dine bekymringer bl.a. går på tanker om, hvorvidt hun også kunne dø før tid, da hun har nogle skavanker og du oplever at hun er ensom og at hun har haft et hårdt liv som præger hende. Du frygter derfor, at hun begynder at drikke igen og at hun kan ende med selvmordstanker. Til sidst spøger du om, hvad man kan gøre for at hjælpe din mor.
Jeg vil forsøge at svare dig, så godt som jeg kan og til sidst komme med lidt forskellige muligheder, som du kan benytte dig af.

Ud fra dit brev tolker jeg, at din far døde ret pludseligt og måske uventet. Uanset hvor tæt relationen til ens nærmeste er, så er sorg en naturlig reaktion på det at miste. Sorg kan have mange størrelser og former, men en af de ting det at miste kan gøre, er at starte bekymringer og tanker omkring døden og det at miste andre omkring en. Du skriver så fint, at din fars død har startet tanker omkring, hvad du gør, den dag din mor dør og at du er bange for, at hun dør før tid. Det er nogle barske og hårde tanker at gå med, og på samme tid er de meget naturlige, da døden sætter tilværelsen lidt i perspektiv og husker os på det og dem vi oplever som værdifulde. Nogle gange kan det være en idé at forsøge at dele sine tanker op i ”katastrofetanker” og ”rationelle tanker”, f.eks. ved at spørge sig selv: var jeg bekymret på samme måde, inden min far døde? Eller reflektere lidt over, om din mors liv har ændret sig, siden du er bekymret for, om hun starter med at drikke igen og om hun får selvmordstanker. Jeg ved ikke, om det er noget, du måske har forsøgt eller om det giver mening for dig, men det er en øvelse i en måde at tænke på, for at tage kontrollen og ejerskab over sine egne tanker.

I dit brev læser jeg, at du har listet nogle forskellige indikationer op, som tegn på, at din mor kan føle sig ensom. F.eks. at hun ikke har kontakt med dine søskende, at hun ikke kommer så meget ud og at hun ikke rigtig har nogle veninder og derfor er meget alene. Det er tegn, som jeg godt kan forstå bekymrer dig, da hendes liv måske står i stor kontrast til det liv som andre lever. Mon din mor mere eller mindre altid har brugt meget tid alene? Det at være alene meget af tiden, er nødvendigvis ikke det samme, som at føle sig ensom. Ensomhed handler om at føle sig ufrivilligt alene, og den følelse kan komme af mange årsager. Det får mig derfor til at tænke på, om din mor mon er bekendt med dine tanker og bekymringer? Måske har hun ikke selv en følelse og oplevelse af at være ensom?
Det er et stort ansvar, at hjælpe et menneske ud af ensomheden og ikke mindst, er det din mors ansvar, at bryde med ensomheden. Dermed ikke sagt, at du ikke kan hjælpe hende, men det er i sidste ende hendes valg, hvordan hun ønsker at leve sit liv. Det kan lyde meget barsk, men min erfaring siger mig, at forandringen skal komme indefra og den forandring kan måske starte, ved at tale med hende om det. Du skriver, at I har et tæt forhold, hvilket er rigtig dejligt at læse og jeg er sikker på, at du vil gøre alt hvad du kan for at hjælpe hende. Som du også skriver, har du også selv et liv ved siden af og det er netop her, at ansvaret bliver relevant. Du kan støtte hende, tale med hende, give hende forslag osv., men skridtet ud af ensomheden er hendes eget.

Dit brev er enormt sympatisk og omsorgsfuldt, og jeg tillader mig at tænke, at din mor også kan mærke den varme og omsorg som du har for hende. Alene det, at bruge tid sammen med hende og tale med hende, er en stor støtte i sig selv.

Hvis din mor selv føler sig ensom, er en mulighed, at søge på forskellige organisationer, som brænder for at hjælpe mennesker ud af ensomhed.

Slutteligt vil jeg tilbyde dig nogle muligheder, hvis du en dag oplever, at du kunne have brug for det. Du skriver, at du tænker på det hver dag, og at du er bange for at hun skal begynde at drikke igen og få selvmordstanker. Det er en ret stor frygt og hårdt at gå og tænke på og være bange for. Hos TUBA tilbyder vi terapi til børn og unge som har haft alkoholmisbrug tæt inde på livet. Hvis du en dag tænker, at det kunne give mening for dig, skal du skrive til den TUBAafdeling, som er i din kommune. Du kan skrive, at du er vokset op med misbrug tæt inde på livet. https://tuba.dk/hjælp . 

I TUBA har vi også en online chatrådgivning, hvor du har mulighed for at skrive ind mandag, onsdag og torsdag fra 18-21. Her kan du måske komme af med oplevelser, tanker, følelser osv. omkring den frygt og de bekymringer du har, for at hun begynder at drikke igen. Du kan se mere her: https://tuba.dk/chat

Jeg håber, at mit svar giver mening for dig. Ellers er du meget velkommen til at skrive ind til brevkassen igen.

Kærlig hilsen, Maria TUBA.