Julie: – Jeg følte mig meget alene
– Jeg er født og opvokset på Bornholm. Jeg boede med min mor, far og storebror, til jeg var seks år. Jeg kan ikke huske drikkeriet, før jeg var seks år. Men jeg kan huske voldsomme slåskampe. Min mor jagtede en gang min far med en brødkniv.
*
– Mine forældre blev skilt, da jeg var 10 år. Jeg flyttede med min mor. Der opdagede jeg, at det var lige så meget min mor, der drak. Der var ingen regler. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Jeg kan ikke huske, at hun lavede mad de to år, jeg boede der. Jeg husker ikke, at jeg spiste. Hun sov altid. Havde deltidsarbejde til kl 12.00, og så sov hun resten af dagen.
*
– Jeg husker en episode med en gryde, hvor min far besøgte os og sagde “Aj, hvor ulækkert”. Der var mug på gryden, men hun rørte bare rundt i maden og ville servere det.
*
“Jeg kan ikke huske, at hun lavede mad de to år, jeg boede der. Jeg husker ikke, at jeg spiste. Hun sov altid.”
*
– Da jeg var 12 år, flyttede jeg tilbage til min far for at få lidt flere regler. Han var selvstændig og så hærdet, så han kørte virksomheden, mens han drak. Min storebror var 15, og min far tog på druk med ham, mens jeg var alene hjemme. Der var dog lidt flere regler. Jeg lærte at hjælpe til og have respekt. Det var kæft, trit og retning.
*
– Når han drak, var min far meget vulgær. Gennem en årrække tog han på mig, gramsede på mig, ville røre ved mine bryster. Han var en dejlig far, når han var ædru, men når han var fuld, var han et modbydeligt svin.
*
– Da jeg var 15, fik han en blodprop i hjernen og blev halvt lammet. I starten var han helt rolig, men så gik der nogle år, og han begyndte at drikke igen. Han døde for syv år siden. Han var på plejehjem, og jeg brugte mange ressourcer på at være der for ham til sidst. Det er hårdt at sige, men nu er jeg glad for, at han er død. Det var en kæmpe lettelse. Jeg har en datter på syv år, og jeg skal ikke tænke på, om hun kan være alene med ham.
*
– Min mor døde, da jeg var 18. Hende savner jeg til gengæld. Vi mindede om hinanden. Hun valgte selvfølgelig selv at sætte flasken mod munden, men hendes odds var dårlige. Hun mødte min far meget ung, det ene glas tog det andet. Hun var ikke stærk nok til at sige fra. Hun havde mange gode værdier i sig. Natur, dyr og mennesker. Det hele blev langsomt ødelagt.
*
– Jeg følte mig meget alene i mange år. I 10. klasse blev det for meget. Min mors drikkeri, min fars sygdom. Jeg prøvede at begå selvmord. Jeg røg på hospitalet til udpumpning. Jeg oplevede at systemet tog hånd om mig. Jeg kom til psykolog.
*
– Jeg endte tilfældigt i TUBA. En fra min familie spurgte, om jeg kendte det. Hun sagde “Julie, det er gratis”. Vi tog kontakt, og jeg kom til samtale. Da terapeuten sagde, hun ville hjælpe mig, brød jeg helt sammen.
*
– Først kom jeg i individuel terapi, siden i gruppeterapi. Der gik jeg i to år. Det har været min redning. Jeg fandt ud af, jeg ikke var alene. Jeg brugte gruppen rigtig meget og har arbejdet meget med mig selv. At det ikke var min skyld. Jeg fik lagt hadet væk. Bebrejdelserne. Jeg fik nogle redskaber til at sige “Okay, det er sket, men tag det op lidt ad gangen”. Nu kan jeg tåle at have det i mit liv.
*
– Uden TUBA havde jeg ikke været her.
*
– Jeg ville ønske, jeg havde vidst tidligere, at der var hjælp at hente. Jeg ville ønske, nogen havde set mig. Den alenefølelse har påvirket mig. Det at blive forladt. Det har jeg for eksempel mærket i kærlighedsrelationer som voksen. Hvis man blev uvenner og ens kæreste bare gik, og man ikke vidste, om de kom tilbage. Jeg kunne gå helt i spåner. Jeg lå og græd og holdt i deres ben, hvis de ville gå. Som et lille barn. Jeg følte jeg skulle dø, hvis de gik fra mig. Jeg har været ufatteligt jaloux. Jeg var bange for at blive forladt, for at føle, at at jeg ikke er god nok. Det er mere okay i dag. “Jeg dør ikke, hvis de går,” tænker jeg. “Jeg vil blive ked af det, men vil overleve.” Jeg kæmper stadig med selvværdet i forhold. Også i venskaber. “Er jeg ikke god nok?” Den er der stadig. Men jeg arbejder på det. Skriver på spejle og på små sedler: Du er dejlig.
*
– På Facebook er der en gruppe for børn af alkoholikere. Det er fantastisk. Alle ved, hvordan hinanden har det. Folk skriver deres historier. Man kan også bare læse med. Man kan bidrage med hvad man vil. Man får luft.
*
“Jeg kæmper stadig med selvværdet i forhold. Også i venskaber. Men jeg arbejder på det.”
*
– Jeg blev på Sjælland mange år efter efterskolen. Fik kæreste, studerede. Da jeg blev gravid, flyttede jeg tilbage til Bornholm. Det har været godt. Det er et godt sted at have børn. Jeg blev skilt sidste år. Vi var enige, men alligevel var det en drøm, der brast. Men nu er jeg glad. Lyset kommer, jeg kan glæde mig over, at fuglene synger.
*
– Jeg er kommet så langt, så jeg synes, det er fedt, hvis jeg bare kan hjælpe en. Hvis bare jeg kan nå én, der finder ud af, at det er muligt at komme videre med sit liv, så er det fantastisk. Der er lang vej, men der er håb.