Da jeg opdagede min mor drak gik jeg i 5 klasse, går nu i 9. Og ved ikke hvad jeg skal gøre mere, hver evig eneste gang jeg søger hjælp, bliver jeg ignoreret. Ingen gider hjælpe, jeg blir vred, skuffet og føler mig mere ensom end nogen side lige pt. Ka ikke forstå mine egne følelser mere, fatter ikke hvordan jeg kan gå fra at være helt oppe og gå være helt nede på 10 sekunder.
Jeg har den dårligste samvittighed, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre for at hjælpe hende. Jeg føler jeg står helt alene med det, og jeg orker det ikke mere. Jeg orker ikke være sur, såret eller træt mere. Jeg orker ikke hverdagen mere. Det hele gør ondt, jeg har intet der betyder noget mere, intet er vigtigt.
Camilla Rode Jensen says
Kære du
Øv hvor er jeg ked af at høre, at du bliver ignoreret, når du søger hjælp. Jeg kan godt forstå at du bliver vred og skuffet og føler dig ensom. Det må være ufatteligt hårdt at stå alene med at hjælpe din mor. Jeg kan mærke at jeg også bliver vred over, at der ikke er nogen af dem du har rakt ud til, der har hjulpet dig.
Måske ved du det godt allerede, måske er det et af de steder du har forsøgt at få hjælp, men jeg vil lige være sikker på at du ved, at alle kommuner tilbyder gratis alkoholbehandling. Der er derfor et tilbud til din mor, I den kommune hvor I bor. Kommunen har også et tilbud til dig som pårørende. Du kan finde det ved at søge på navnet på din kommunen og alkoholbehandling.
Desværre er det sådan, at din mor selv skal ville det, hvis hun skal i behandling. Det ved jeg ikke om hun vil? Du kan få hjælp og støtte, uanset om din mor vælger at få hjælp eller ej.
Måske er der en TUBA afdeling, i den kommune hvor du bor, ellers er der et andet tilbud, hvor du kan komme og tale med en terapeut eller måske andre unge, som oplever noget af det samme som dig. Kunne det være noget for dig tror du?
Her i TUBA møder vi mange der, ligesom dig, ikke orker mere og de fortæller at det er rart at have nogen at dele det hele med, mange af dem siger, at de føler sig mindre ensomme, efter at de har fundet nogen at tale med, som ved lidt om, hvor svært det er at have en forælder der drikker.
Hvis vi har en afdeling, i den kommune hvor du bor, er du meget velkommen her hos os. Du kan se alle vores afdelinger på kortet her https://tuba.dk/.
Du må meget gerne sende en mail til mig på , hvor du skriver hvilken kommune du bor i, så vil jeg hjælpe dig med at finde ud af, hvilket tilbud der er, der hvor du bor.
Du er også meget velkommen til at skrive til vores chatrådgivning, som er åben man-tors kl 18-21, her kan du tale med vores søde rådgivere, som er vant til at snakke med unge som har forældre der drikker. Du finder chatten her http://www.tuba.dk/chat
Tak for dit mod til at skrive herinde, jeg ved at der er mange andre unge, der vil kunne genkende de følelser og den ensomhed du fortæller om.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA