Hej
Det er nu 6 år siden min mor døde af sit alkohol og medicinmisbrug.
Mens hun levede, forsøgte jeg altid at afværge de katastrofer, hun skabte for sig selv, når hun ringede og sagde dumme ting. Jeg boede de sidste 10 år hos min far og hans nye familie, men besøgte hende i weekenden. Vi havde de bedste kærligste weekender, når hun var ædru og de værste, når hun var fuld.
Jeg talte i telefon med hende hver dag, sørgede for at vide, hvor hun var, om hun var ædru.
i hele mit liv med min mor havde jeg styr på sagerne. Jeg overvågede telefonen hos min far, sørgede for hun ikke ringede rundt og gjorde folk vrede på hende, løj omkring hvem hun var til skoler, venner, venners forældre, lånte hende penge, talte hendes kærester fra at gå fra hende, holdt hende indendøre på fulde dage, hvor jeg var hos hende, lagde hende i seng og sørgede for antabus om morgenen, hvis muligt osv.
Imens gik jeg i skole og i gymnasiet og havde en energi, jeg slet ikke kan forstå idag. Et højt humør, en charme, en kvik bemærkning, den ene kreative stil efter den anden, gode karakterer, glade lærere, jeg tror, jeg spejlede mig meget i de glade lærere.
Mens hun levede og efter hun er død, er der ingen i familien som taler om hende, alt går videre som om intet er sket, ligesom alle lod som om, alt var okay, mens hun var der og lavede konstant kaos.
Tit føler jeg, jeg er ved at eksplodere af behovet for at huske hende, tale om hende, alle de gode kærlige ting, for hun var så kærlig, og så destruktiv og fortabt på en gang. Og samtidig er det umuligt for mig at bringe hende på bane, når jeg sidder med min familie. Det er også umuligt, som det altid har været, at vise dem, jeg er ked af det. Ligesom jeg heller ikke kan vise mine venner det, selv når jeg rigtig gerne vil.
Nu i årene der er gået efter hun er væk, er det som om, jeg kan holde mindre og mindre sammen på mig selv. Jeg kan ikke sige nej, sætte grænser, slippe andre mennesker energier. Jeg tror hele tiden, dem i min familie er sure på mig, trætte af mig, ikke kan lide mig mere, lidt som hvis de følelser de havde for min mor skulle være overført til mig. Jeg har haft søvnproblemer i årevis nu, jeg er tit så træt og ked af det, at tanken om døden ville være en stor lettelse.
Jeg har studeret og klaret mig fint, udadtil er alt stadig godt, men indadtil bliver det sværere og sværere at holde sammen på det. Den glæde og sociale energi, jeg engang havde, kan jeg ikke længere mobilisere, jeg tænker på, om den overhovedet var ægte.
Det skal siges, at jeg har en kæreste, som er den eneste i verden, jeg kan vise jeg er ked af det og som forstår problematikkerne meget fint, men jeg vil ikke, at det skal være for tungt for ham at være sammen med mig.
Jeg går ud fra mit spørgsmål lyder, er det tid til at søge hjælp? (i virkeligheden vil jeg nok gerne bare have et bekræftende svar på det, da det er noget, jeg har svært ved at gøre alvor af). Og ville jeg kunne tale med Tuba, selvom forælderen ikke lever mere?
Svar:
Kære du
Det første jeg har lyst til at sige efter jeg har læst dit brev er, hvor har du kæmpet hårdt og længe for og med din mor, du lyder som en tapper ung pige.
Samtidig kan jeg rigtig godt forstå, hvis du er rigtig træt nu og ked af det. Du har slidt og slæbt og brugt en masse energi på din mor. Det lyder til, at din familie agerer som om din mor aldrig har været her. På den måde gætter jeg på, at de heller ikke anerkender alt det du har gjort. Det må være en mærkelig følelse.
Jeg kan genkende det du fortæller om, at du har svært ved at holde sammen på dig selv, efter at din mor døde. Det er helt almindeligt, at man, når man har brugt meget tid og energi på et menneske (og på et alkoholproblem), som pludselig er væk, så kan det være svært at finde ud at, hvad man så skal stille op. Mange oplever også deres egne følelser stærkere, f.eks. følelsen af ked af det hed eller vrede. Det gør man fordi der er blevet plads til ens egne følelser. Der er ikke længere en anden, som man tager mere hensyn til. Jeg ved ikke om, det også kan være sådan noget du oplever. Du fortæller at du altid havde styr på sagerne i din mors liv, jeg tænker det må have fyldt meget. Nu er din mor her ikke længere, alt det du var for hende, er der ikke brug for mere. Nu har du tid og rum til at fokusere på dig selv. Finde ud af hvad du har lyst til og ikke lyst til, mærke dine behov og opfylde dem, sætte dine egne grænser osv. Det kan være en meget vanskelig proces, når man er vokset op med en forælder der drikker.
Det er en stor hjælp for mange, at tale med en terapeut, både om fortiden, nutiden og håb og drømme for fremtiden. Udfra det du har fortalt tænker jeg bestemt, at de ting du bøvler med, er noget du vil kunne arbejde med i terapi. Du er meget velkommen her i TUBA, også selvom din mor ikke er her længere. Det er gratis at gå i TUBA. Det du skal gøre er, at sende en mail til afdelingen nær dig. Du kan se TUBA’s afdelinger her http://www.tuba.dk/hj%C3%A6lp
Bedste hilsner
Camilla, TUBA