Jeg er en 25 årig kvinde der sidder fast i sit eget liv. Jeg har for nyligt afsluttet min uddannelse og kan nu kalde mig pædagog. Nu er jeg så ledig, og jeg kan godt mærke at det er begyndt at forværre min i forvejen skrøbelige tilstand. Jeg henter meget af mit selvværd og selvtillid fra arbejdet, og nu hvor jeg ikke har det længere – er det blevet mere og mere svært at finde en mening med livet. Oveni det er jeg heller ikke den mest aggressive når det kommer til jobsøgning, i og med at mit selvværd er så lavt. Min far har været alkoholiker så længe jeg kan huske og jeg har ikke snakket med ham i snart 7 år. Jeg husker en tid hvor jeg var den skøre, glade og livlige pige, men med årene er jeg langsomt blevet mere indadvent og asocial. Jeg går i gruppe i tuba, men jeg føler mig ærlig talt meget udenfor. Mest af alt at jeg ikke er god til at give feedback til de andre i gruppen, fordi jeg føler at det jeg har at sige, egentlig ikke er særlig meget værd. Det har så resulteret i at jeg ikke føler, at de kan lide mig – og jeg går egentlig derfra i et dårligere humør end da jeg kom. Jeg føler mig så ensom og føler ikke jeg kan fortælle nogen om hvordan jeg virkelig har det, for jeg vil ikke bekymre dem som holder af mig. Jeg har lige meldt afbud til en jobsamtale, fordi jeg ganske enkelt ikke har overskudet til det pres det ligger på mig, hvilket har resulteret i at jeg er endnu mere ked af det og skuffet over mig selv. Jeg ved egentlig ikke hvad pointen med dette brev er, jeg havde bare brug for at komme ud med nogle ting.
Svar:
Kære du
Det er meget velkomment, at du skriver herind for, at komme ud med nogle ting. Det har vi alle brug for engang imellem. Du spørger ikke direkte om noget, så jeg vil give dig mine tanker i forhold til det du fortæller. Så kan du bruge dem, hvis de giver mening for dig.
Det lyder til, at du er inde i en rigtig dårlig spiral:
Du har ikke noget arbejde og det betyder at du føler det er mere og mere svært at finde en mening med livet. Samtidig har du ikke overskud til at gå til jobsamtale, hvilket gør dig mere om mere ked af det. Det lyder som en rigtig dårlig proces der bare forstærker sig selv. Jeg tænker på, om der mon kan være en måde at bryde den på? Jeg har ikke lige et godt og enkelt råd til dig, som kan bryde den dårlige spiral og motivere dig til at gå til jobsamtale, desværre. Når jeg læser dit brev i sammenhæng, får jeg indtryk af, at din situation er mere kompleks end som så. Du nævner f.eks. at du for tiden føler dig asocial og indadvendt og ikke skør, glad og livlig, som du kan huske, at du har været. Du nævner at din far har drukket så læne du kan huske og at du ikke har haft kontakt med ham i 7 år. Jeg gætter på, at du formentlig går rundt med nogle ting som det kan være godt at arbejde med, tale om og bearbejde. Jeg gætte på at du måske også selv har haft den tanke, da du startede i TUBA?
Nu går du i gruppe i TUBA, men har nogle vanskeligheder ved det, som jeg forstår dig. Du føler ikke, at det du har at sige, er særlig meget værd og det resulterer i, at du ikke føler de andre kan lide dig. Du skriver også, at du føler dig ensom og ikke kan fortælle nogen om, hvordan du virkelig har det. Det lyder bare rigtig svært og igen som noget der forstærker sig selv. Forstået på den måde, at hvis du ikke kommer frem med dig selv i gruppen, har du ikke mulighed for at føle at de andre vil dig og mindske ensomheden. Giver det mon mening? Jeg tænker at det er rigtigt vanskeligt for dig og jeg ved at der er andre, der har det på samme måde. Måske sidder der endda nogle i gruppen og har det lidt på samme måde som dig. Det er ikke til at vide. Jeg sidder og tænker på, om du mon kan tale med den terapeut der er i gruppen om, hvordan du har det og de vanskeligheder du oplever ved at deltage i gruppen? Måske er der mulighed for, at du kan få et par individuelle samtaler. Jeg er ret sikker på, at terapeuten kan genkende og forstå at det kan være svært at sige noget og give feedback i gruppen.
I forhold til det med jobsamtalen og det med at finde overskuddet så har du lov til at tage det op i gruppen og tale om det. Det tænker jeg ville være meget relevant. Det er okay at du taler om dig og hvordan du har det, når du er i gruppen.
Jeg håber du finder gode måder, til at få det som du gerne vil have det i dit liv. Det har du fortjent.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA