Men kæreste er 15 år gammel og har en rigtig dejlig familie, men der er et problem og det er at hendes forældre er rigtige glade for alkohol.
Jeg er 17 år og fylder somsagt snart 18 år inden for 1 måneds tid, og det gør self at jeg render rundt med en lidt mere voksen tankegang end min kæreste.
Problemet er at hendes forældres trang til alkohol har taget overhånd, jeg føler mig magtesløs, og min kæreste ser åbenebart ikke på det som et problem, om det er fordi hun er bange for konsekvensen ved at fortælle det til folk, eller om hun i hele taget ikke synes det er et problem ved jeg ikke.
Men deres alkohols vaner er ikke kun problemet, de har nemlig en meget nedgørende attitude over for min kæreste når de er fulde, de siger alle mulige ting der gør hende ked, men ikke nok med det så kører de bil fulde, som om det er normalt.
Jeg ved ikke hvor jeg skal finde hjælp henne, og det er virkelig frustrende.
og det ikke kun i weekenden deres alkohol hører til.
Alkohol + bil, og nedgørende attitude over for min kæreste, jeg føler det er et stort problem og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, eller hvor jeg skal søge hjælp henne, så please TUBA hjælp mig
Svar:
Kære du
Jeg kan godt forstå at du føler at du ikke ved havd du skal gøre ved, at din kærestes forældre drikker, er nedgørende overfor din kæreste og køre bil når de er fulde, det er et svært dilemma at stå i og det kan være svært for dig, som står på sidelinien, at gøre noget.
Der er flere ting i dit dilemma – som jeg læser det.
- Du ved ikke om din kæreste opfatter det som et problem at hendes forældre drikker.
- Du bryder dig ikke om når din kærestes forældre taler nedgørende til hende og gør hende ked af det.
- Din kærestes forældre kører bil fulde.
- Du ved ikke, hvor du skal finde hjælp henne.
Jeg vil prøve at svare dig så godt jeg kan på de forskellige dilemmaer.
- Jeg tænker at det kan være en rigtig god ide, at tale med din kæreste om, hvordan hun opfatter tingene, får hun mon øje på det sammen som du får øje på, eller opfatter hun det på en anden måde?
Når I taler om det, vil jeg opfordre dig til at være undersøgende i forhold til, hvordan din kæreste opfatter sine forældres forbrug af alkohol og undlade at forsøge at overbevise hende om, at du har ‘ret’, hvis hun opfatter det på en anden måde.
Jeg tænker det er vigtigt at du ved, hvordan din kæreste opfatter det, da det har betydning for om og hvad I kan gøre ved situationen. - Hvis du har mod på det vil jeg opfordre dig til at sige det højt når det sker. Når du opelver at din kærestes forældre siger noget nedgørende til hende vil jeg opfordre dig til at sige noget a la ‘ jeg bryder mig ikke om, når I siger sådan’, du kan også uddybe og sige noget a la, sådan synes jeg ikke min kæreste er, jeg synes hun er…’ (hvad end det nu må være).
- Det kan måske være lidt svært for dig at blande dig, men de muligheder du har er f.eks. at tage nøglen fra dem eller at ringe til politiet når du ved at de kører mens de er fulde. Du kan også prøve at tale med dem om, at du har lagt mærke til at de kører når de er fulde og tale med dem om, hvordan det kan være de gør det, hvad de tænker om at de er til fare for sig selv og andre og samtidgi bryder loven. Jeg kan forestille mig at det vil blive en svær snak og at de enten vil benægte eller neglisere det du kommer med.
- Du ved ikke, hvor du skal finde hjælp henne. Tænker du her på hjælp til dig selv, din kæreste eller til din kærestes forældre?
I forhold til din kærestes forældre, så kan de kun få hjælp hvis de selv ønsker det. Her tænker jeg på hjælp i form af alkoholbehandling.
I forhold til din kæreste, så gør det samme sig gældende, hun kan godt få hjælp her i TUBA, hvis hun har lyst til det.
I forhold til dig, så har du allerede skrevet herind og derudover vil jeg opfordre dig til at tale med f.eks. dine egne forældre om, hvad du oplever hjemme hos din kærestes forældre.
Det er hvad jeg lige kan komme på som svar på dine spørgemål. Du er velkommen til at skrive igen.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA