Kære brevkasse
Jeg skriver her, fordi jeg ellers ikke ved, hvor jeg skal gå hen med min bekymring.
Lige siden mine forældre blev skilt, da jeg var 11 år, har jeg været ret bevidst om, at min far drikker mere end gennemsnittet og på en usund måde (drikker hver aften et par øl i eget selskab, bliver mere eller mindre beruset til de fleste familiefester – også når de fleste andre er ædru). Jeg har som teenager været utrolig bekymret for ham, fordi det var så tydeligt, at han ikke havde det godt. Det var min mor, der gik fra ham, og jeg kunne fornemme, hvordan han brugte alkohol til at lindre sorgen. I den periode, hvor jeg stadig boede hjemme, har jeg påtalt det mange gange og på flere måder, dog uden held. Det har altid gjort situationen værre, og jeg har fået at vide, at jeg skal lade vær med at blande mig og være sådan efter ham, til trods for at jeg har prøvet at forklare ham, at det handler om mine følelser og ikke om at ville være efter ham. For snart 3 år siden døde min mor af brystkræft. Det skal lige siges, at min far er 20 år ældre end min mor, så han er oppe i alderen. Frygten for at miste ham fylder, både fordi han er den eneste forælder, jeg har tilbage, han er 78 år gammel, og jeg ikke føler, han passer ordentligt på sig selv. Filmen knækkede for mig, da jeg sidste juleaften opdagede ham stille sig væk fra os andre ude i gangen, åbne for en flaske sprut, han havde gemt i sin taske, tage en slurk af den og gå tilbage til os andre, til trods for at der var masser af vin inde i stuen. Det gjorde mig meget ked af det, frustreret og skuffet, men har også været prikken over i’et til at få sat en stor streg under, at det er et reelt problem, han har. Jeg har ikke snakket med ham om det, da det tidligere ikke har ført noget godt med sig. Jeg har dog snakket med flere “voksne” i min familie om det, som sagtens forstår mig, men kender min far og erkender mig i, at det måske er ved at være en tabt kamp.
Men nu til mit endelige spørgsmål og det, der skaber stor frustration. Min kæreste og jeg er blevet forlovet, hvilket jo er dejligt. Fordi min frygt for at miste fylder så meget, har vi valgt at blive gift allerede til sommer. Men jeg kan mærke at tanken om, at min far bliver virkelig fuld til mit bryllup, påvirker mig rigtig meget. De fleste kommer jo nok til at drikke, men grundet de negative følelser, der er forbundet med, at min far er fuld, er jeg bange for, at jeg vil være alt for fokuseret på netop dette og ikke kan nyde min dag, fordi jeg vil være for opsat på, om han har det godt eller om han er pinligt fuld (eller om han selv tager noget alkohol med og drikker det i smug). Jeg ved ikke, om jeg skal snakke med ham om det, eller hvad jeg kan gøre for at det ikke skal fylde så meget. Måske ville det være lettere at håndtere, hvis jeg stadig havde min mor, men nu, hvor jeg kun har ham, har jeg en forhåbning om bare at have én forælder, som er fuldt ud til stede, men jeg ved ikke, om det er for meget at forvente?
Jeg håber mit brev giver mening og at I har nogle råd til, hvad jeg kan gøre.
Svar:
Kære dig
Tak for dit brev. Hvor er det godt du skriver herind. Dit brev giver absolut mening. Du beskriver så fint hvordan det er at være dig og hvilke bekymringer og frustrationer, der fylder hos dig.
Du fortæller hvordan din fars alkoholmisbrug har fyldt siden dine forældres skilsmisse og det lyder til, at du sidste juleaften endeligt fik bekræftet at din far drikker for meget. Det kan være rart at få bekræftet elefanten i rummet, men det kan også føre uro med sig når man først begynder at blive opmærksom på og anerkende de mønstre og den indvirkning alkoholmisbruget har for ham og for jeres relation.
Jeg får lyst til at dele med dig, at her i TUBA er et alkoholmisbrug defineret af, om misbruget påvirker relationen til de pårørende. Det handler derfor ikke om hvor meget eller hvor lidt alkohol, der indtages eller hvornår. Giver det mon mening for dig?
Som jeg hører det, kunne du godt bruge at have din mor at dele dine tanker med, du beskriver at det ville gøre det lettere at håndtere din bekymringer og frustrationer i relation til din far. Når jeg læser dit brev, får det mig til at tænke, at din frygt for at miste din far, er en helt naturlig reaktion. Du har allerede prøvet at miste én forælder og den forælder du har tilbage, oplever du ikke passer ordentligt på sig selv. Det er hårdt og svært.
Jeg hører at du står i et svært dilemma lige nu i forhold til dit kommende bryllup. Først vil jeg lige sige – stort tillykke med at du skal giftes og har fundet det menneske du gerne vil dele tilværelsen med. Det er dejligt og livsbekræftende.
Og nu til dit dilemma omkring jeres bryllup. På den ene side vil du gerne sikre dig at din far er med til dit bryllup og på den anden side er du ikke sikker på, hvilken tilstand din far vil være i når dagen kommer. Du udtrykker en angst for at din fars tilstand på dagen vil overskygge din egen oplevelse og at du ikke kan nyde dagen sådan som du egentlig gerne vil. Det er rigtig sundt at du mærker efter, hvor dine grænser går og prøver forskellige muligheder af for at få luft for dine tanker om din fars misbrug. Det er kun godt hvis du bliver ved med at gøre det og respekterer dine egne grænser.
Du spørger om det er for meget at forvente at du kan have én forælder på din bryllupsdag der er fuldt ud til stede. Det lyder som et helt naturligt ønske og noget som mange vil kunne genkende – at netop en bryllupsdag skal dreje sig om brudeparret og kærligheden mellem de to. I dit tilfælde har du en far der, så vidt jeg kan høre, bringer en del ubekendte faktorer med til sådan en dag – vil han drikke for meget? Vil han medbringe gemte drikkevarer? Det lyder som om, du har prøvet at stå i lignende situationer før med din far og måske er det derfor du prøver at ruste dig til, hvad dagen kan indebære af ubekendte faktorer?
Jeg kan ikke vide hvordan din far vil opføre sig på dagen eller om han vil imødekomme dig, hvis du fortæller ham hvordan du har det. Jeg tænker at det er vigtigt at huske at det er dit og din forlovedes bryllup og at det allervigtigste er at dagen bliver rar for jer. Har du mon allerede gjort dig nogle tanker om hvad der skal til for at din fars tilstand på dagen ikke overskygger glæden ved både forberedelserne og selve bryllupsdagen?
Jeg vil i al ydmyghed gerne dele nogle af mine tanker om hvordan du kan tackle den uro du beskriver. Måske kan noget af det være hjælpsomt for dig.
- Du kan, som du selv siger, fortælle din far hvordan du har det. Jeg hører at du har dårlige erfaringer med dette og det lyder som om, at det du fortæller din far, hurtigt bliver misforstået. Jeg får lyst til at fortælle dig, at det er meget normalt, at det kan være svært at få en alkoholmisbrugende forælder til at forstå, hvordan misbruget påvirker én som pårørende. Det møder vi tit her i TUBA og jeg vil gerne dele lidt af de erfaringer andre unge finder behjælpelige i sådan nogle situationer. Det kan virke godt, hvis du i samtalen med din far fokuserer på, hvad du har brug for fra ham på din bryllupsdag frem for hvad han ikke skal gøre. Du kan fx sige ”Jeg har et stort ønske om, at du er nærværende på min bryllupsdag. Tanker om du vil blive fuld på dagen giver mig en stor uro som fylder meget hos mig. Jeg vil derfor gerne at du er ædru til mit bryllup”. Når du holder fokus på dine behov, ønsker og grænser får du både sagt dem ærligt og højt til din far og samtidigt kan de ikke diskuteres, for dine følelser er dine og kan ikke betvivles. På den måde får du luft for det der er vigtigt for dig at sige samtidigt med at du får din uro afleveret, der hvor den hører til. Hvordan vil det mon være for dig med en sådan samtale?
- Du kan også skrive et brev til ham hvor du giver plads til nogle af de tanker, der fylder i dig netop nu. Brevet behøver ikke at blive sendt. Det primære fokus for brevet kan sagtens være at give plads og luft til det der fylder i dig – ligesom du så fint vælger at gøre når du skriver herind til brevkassen.
- Måske du har overvejet at række ud til nogen du stoler på og som skal med til dit bryllup. En ven, veninde, din forlovede eller andre. Nogle gange kan det være rart at kunne læne sig op ad nogen, der ikke er en del af familien og som ikke i forvejen har en nær relation til din far. En som kan holde dig lidt i hånden og fokusere på hvordan du har det – både i forberedelserne, men også på selve bryllupsdagen og efterfølgende.
Hvis du har lyst, er relationen til din far også noget du kan arbejde med i et terapeutisk forløb. Fx her i TUBA. Du kan læse mere om terapi i TUBA her og finde vores afdelinger her.
Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive igen, eller til at logge på chatrådgivningen, hvis du har lyst til at tale lidt mere med en rådgiver om din situation.
Jeg håber, at du finder en måde at nyde brylluppet og forberedelserne på, som virker for dig.
Bedste hilsner Lærke, TUBA