Hej, til hvem end der læser det her.
Jeg må indrømme fra en start, at jeg ikke tror på, at det dette vil ændre noget som helst. Jeg har engang været ansat på slagteri, og er der én ting jeg har lært der er, at man ikke kan have sympati med samtlige svin, der ruller ned at transportbåndet. Jeg tror heller ikke på, at en psykolog, psykiater eller hjælper kan have sympati med alle de snakker med. Sympati er nøgleordet for hjælp i min verden, og har man ikke sympati for personen man taler med, kan man ikke hjælpe. Men jeg er efterhånden på så dybt vand, at jeg bliver nødt til at prøve.
Jeg har det af helvede til. Jeg er en skald af den person jeg engang var, min humor har forladt mig, min lidenskab for mine interesser er borte, positiviteten jeg engang havde så meget af, er væk. Jeg er i stor gæld (700.000), jeg kan ikke flytte før min gæld er væk, jeg er ensom på trods af at jeg bor med min kæreste, jeg har stress, jeg hader mit job, jeg sover af helvede til, jeg er intiativløs og modløs, jeg tror ikke på mig selv og ruller om på ryggen ved modstand. Engang ku jeg det hele, nu kan jeg knap finde ud af hvordan man står op og passer sit job. Min nye yndlingshobby er, at sidde på min terasse til jeg næsten har frosset fingrene af. Så går jeg i seng.
Hvad gør man, når hele ens synspunkt på livet er: “Giv nu bare op. Verden vil ikke huske dig for de 1.000 gode ting du gjorde, den vil håne dig for de 5 du gjorde forkert.” For det er sandheden. Jeg prøver, og jeg mener jeg prøver virkelig at være det bedste menneske jeg kan, men hver eneste gang man får brudt en dør ned, er der altid 10 nye at vælge imellem. Uden selvværd eller gå-på mod, hvad gør man så?
Det moderne liv er jo en umulighed, hvis ikke man er en kynisk stodder. Man skal vitterligt trampe sig igennem en pøbel af stakler, for til sidst selv at stå på toppen af bunken og råbe: “Jeg er kongen!” Men jeg siger FUCK KONGEN, fuck den kongelige tankegang og FUCK hiraki! Jeg vil langt væk her fra! Jeg vil bo i en skov med dem jeg elsker, bo blandt dyrene og leve med de konsekvenser livet udenfor det moderne samfund nu engang har. Jeg bliver sindssyg og deprimeret af vores samfund alene, hvordan helvede skal jeg nogensinde nå til min pension når livet allerede nu driver mig til vanvid?!…
Svaret jeg leder efter kommer med nær 100% chance ikke en i brevkasse, men måske.. Hver ting jeg ikke prøver, er vel en spildt mulighed…. Så, hvad gør jeg forkert? Det er måske tosset alt jeg siger, det ved jeg ikke, men jeg har aldrig prøvet livet før. Det er første gang jeg er her, og jeg kan snart ikke det her samfund mere. Det slider mig op, det gør mig til en anden.
Svar:
Kære du
Det er mig, Camilla, der læser med, her i den anden ende.
Det lyder næsten til, at du har bestemt på forhånd, at jeg ikke har sympati med dig. Du lyder også ret overbevidst om, at det ikke hjælper dig at skrive til brevkassen her. Alligevel er der noget mod og vilje i dig, som får dig til at skrive. Det er beundringsværdigt og vidner om, at der er et sted indeni i dig, hvor håbet stadig lever.
Du er ikke den første der har skrevet ind, som har det på den måde. Jeg har oplevet det før. Mennesker der tror så lidt på, at noget kan hjælp dem at de afskriver muligheden på forhånd. Min oplevelse er, at det også kan være et forsvar mod at få det bedre. Ikke fordi man ikke gerne vil have det bedre. Men fordi vejen derhen kan være svær. Når man ønsker forandringer i sit liv og når man ønsker at ‘få det bedre’, er det sådan, at der er et stykke arbejde som man kun selv kan gøre. Terapeuter, psykologer og andre hjælpere kan støtte en, og hjælpe en med at undersøge, hvordan man kan arbejde med sig selv – men selve arbejdet kan man kun selv gøre. Manglende tro på, at man kan få det bedre, kan være en måde at slippe for, at arbejde med sig selv på. Der kan være mange gode grunde til, at noget inde i én, gerne vil slippe. Måske er der dårlige minder som er fortrængte og som vil gøre ondt at komme i tanke om. Måske er der valg som skal træffes, som er svære at føre ud i livet og som får konsekvenser man ikke kan overskue. Måske er der noget helt tredje på spil.
Jeg ved ikke om det er sådan for dig. Men jeg ved at det er at uudholdeligt sted at være fanget – det sted, hvor man gerne vil have det bedre, men har mistet troen på, at man kan få det bedre. Jeg kan forstå på dig, at du har det svært for tiden, du skriver at du har det af helvede til, at du føler du er en skal, du føler dig ensom, initiativløs og modløs. Jeg har lyst til at spørge dig, hvor længe du mon har haft det sådan? Er det en permanent tilstand, eller er det noget der kommer og går? Er det blevet værre jo ældre du er blevet? Jeg har også lyst til at sprøge dig; hvorfor skulle du ikke kunne skabe det liv for dig selv, som du ønsker dig? Hvad forhindrer dig i det? Samfundet lyder det til i dit brev. Du vil bo i en skov med dem du elsker – hvorfor mon du ikke allerede gør det?
Det jeg kan tilbyde dig her i brevkassen, er et perspektiv på det du skriver. Et perspektiv set med TUBA øjne, som handler om det, at være vokset op med drikkende forældre. Det perspektiv vil jeg gerne give dig. Det er helt op til dig, om du kan bruge det. Det fremgår ikke direkte af dit brev, at du er vokset op med drikkende forældre. Det er en antagelse jeg gør mig, på den baggrund at du har skrevet hertil.
Når jeg læser din indledning og din afslutning får jeg en fornemmelse af, at du har givet op – at du har lagt dig på ryggen, som du selv beskriver – og ligger og venter på, at nogen skal trille dig om på maven igen og op at stå. Samtidig har jeg en fornemmelse af, at du gør modstand og siger til dem der prøver ‘det hjælper ikke alligevel’. Jeg kan være bange for, at det kan gå hen og blive en selvopfyldende profeti, i den forstand, at den hjælp der hjælper, er den man tager imod – ikke den man afviser. Din holdning til, at det nok ikke hjælper, får mig til at tænke på, om du mon er vant til, at der er nogen der er der for dig – ubetingt. Nogen som lytter til dig og er oprigtigt interesserede i, hvordan du har det? I klassisk terapeutisk forstand tænker jeg på, om dine forældre var der for dig, med ubetinget kærlighed og omsorg da du var barn? Eller om de var sådan nogle forældre, der havde mere travlt med andre ting, som sagde at du måtte klare dig selv eller måske endda bildte dig ind, at der var noget du ikke fortjente, at du ikke var god nok? Drikkende forældre har en tendens til at være mere optagede af flasken end af deres barn, og forældre der ikke drikker, kan på andre måder også komme til at overse deres børn og neglisere børnenes behov. Hvordan mon du er endt uden selvværd og gå-på-mod? Med manglende tro på, at du kan skabe det liv du ønsker dig? Måske kan det være et sted for dig at starte, at gå på opdagelse i og undersøge, hvordan det kan være, at livet er sådan for dig, hvor mon det kommer fra? Hvornår startede det?
Måske vil det vise sig, at der ikke var nogle voksne der i tilstrækkelig grad tog sig godt af dig, da du var barn. En konsekvens heraf kan være, at man som voksen falder ned i dybe huller af opgivelse. Alex Kastrup Nielsen, som er faglig leder i TUBA, skriver følgende om de sorte huller i bogen ‘TABU – måske er der noget brugbart for dig, at hente, i citatet:
“Men hvordan kan man forstå, hvad nedturene handler om? En tydelig måde at forstå nedturene på er for mig at tale om begrebet indre barn. Den unge har på et tidspunkt været et barn, der voksede op i en alkoholiseret familie, hvor visse oplevelser, følelser og tanker ikke kunne deles med nogen voksne, men måtte gemmes væk. Man kan billedeligt sige, at et barn blev gemt væk: det barn, der var ked af det, bange, ensom og magtesløst. Dette kalder jeg det indre barn. Når et barn på den måde svigtes og må gemmes væk, undertrykkes dets følelser af skam, sorg og ensomhed.
Når nedturene kommer i ungdomslivet, kan det være fordi det indre barns smerte og virkelighed aktiveres ved hjælpe af noget, der sker i den unges liv her og nu. Forskellige omstændigheder gør altså, at den unge kommer i kontakt med og mærker det indre barn og dets smerte og virkelighed.
Arbejdet med at komme igennem nedturene på en ny måde går derfor gennem at få kontakt med og hjælpe det indre barn. Du skal gerne kunne se og anerkende, at du engang var et barn, der var ked af det, ensom og magtesløs. Du skal også gerne kunne acceptere det billede, at du nu har et indre barn, som er ked af det og alene – og kan stikke hovedet frem i dine nedture. Du kan hjælpe barnet ved at anerkende, at det er der og ved at bekræfte, at du vil have med det at gøre. Det kan du blandt andet gøre ved at dele dets historie med et andet menneske. Det indre barn skal have lov til at være ked af det og sørge over de tab, det har lidt. Det skal have mulighed for at fortælle, hvad det vitterligt er vred over. Det skal efterhånden kunne opleve, at det er elsket af dig, uanset hvad. Barnet skal mærke, at det har en plads i dit liv og i din verden i stedet for at være forvist til de mørke huller, der ellers har været dets tilholdssted. Det skal erfare, at det kan have tillid til livet og andre mennesker, i hvert fald nogle af dem.”
Mon det giver mening for dig, at tænke sådan om den måde du har det på lige nu? Hvis det gør, mon du så kan begynde at se din sindstilstand som et udtryk for et indre barn, som har brug for omsorg og kærlighed? Og kan du mon give det indre barn det, det har brug for? Måske sidder du lige nu og tænker, at det på nogle måder giver lidt mening og samtidig er det måske lidt svært at få hold om. Til det vil jeg sige, at det er en længerevarende proces. Det ændrer ikke noget med et snuptag at se på de mørke huller som et udtryk for et indre barn der er blevet gemt væk. Arbejdet ligger i at trække det indre barn frem i lyset igen og give det anerkendelse, omsorg og kærlighed. Det er en proces der indimellem udfordres af, at det indre barn repræsenterer nogle sider som man har undertrykt længe og forsøgt at skjule fordi man ikke har lyst til at forholde sig til dem. Hvis alt dette giver mening for dig, kan du overveje at begynde at eksperimentere med at lytte til dit indre barn, dele dets historie og give det, hvad det har brug for.
En ting er, at gå på opdagelse i fortiden for at finde ud af, hvad det er der gør, at du har det som du har det i dag. Noget andet er, at sætte dig mål for livet og gå efter dem. Når jeg læser dit brev får jeg det indtryk, at du kunne have gavn af, at have en retning. Noget du vil med dit liv. Så du kan begynde at gå efter det. Du nævner drømmen om at bo i en skov med dem du elsker, hvad skal der mon til for, at den drøm bliver til virkelighed? Nogle mennesker oplever store udfordringer i at sætte sig mål og gå efter dem. For unge som er vokset op med drikkende forældre er det ofte sådan, at forældrenes behov har været i fokus gennem hele den unges opvækst. Forældrene har ikke været i stand til, at støttet barnets selvudvikling og barnet har været tvunget til, at være opmærksom på forældernes behov. Det betyder for mange, at de har svært ved at mærke sig selv og hvad de egentlig har lyst til – når man har svært ved det, er det en udfordring at finde en retning i livet. Måske du kan genkende noget af det? Hvis du oplever at du har svært ved at mærke dig selv, sætte mål for dit liv eller føre målene ud i livet, så kan det være gavnligt at have én at tale med i processen. Der er mange unge i TUBA der arbejder med netop det, at skabe sig et godt liv, i terapeutiske forløb. Måske kunne det også være en mulighed for dig?
Jeg ved ikke om TUBA perspektivet bidrager til noget nyt i din overvejelser. Måske rammer det helt forbi og selvom det er tilfældet, så håber jeg du vil bruge det mod og den vilje der fik dig til at skrive herind, til at række ud et andet sted – jeg tror på at der er hjælp at hente – hvad mon du tror?
Bedste hilsner
Camilla, TUBA