Hej TUBA
Jeg er en pige på 18 år, og min mor har drukket siden jeg gik i folkeskole, pt går jeg i 2g.
Hun har længe været i kontakt med enten terapeut, AA, tjele og hvad der ellers findes derude, men intet har hjulpet. Jeg er den yngste i min søskende flok, og er den af os allesammen der har haft hendes misbrug tættest på i længst tid.
Min mor er rigtig god til at formidle sig selv og er god til at overbevise min resterene familie (mostre, onkler og bedsteforældre, samt søskende der ikke bor hjemme længere) om at hun har styr på hendes misbrug, men sandheden er bare ikke så fin som hun udgiver den for at være.
For ikke så lang tid siden blev hun taget i spritkørsel og står til at miste kørekortet. Det har rystet op i hele familien og de er alle i ret stort chok over hvor slemt det egentlig står til. De er alle rystet over at hun, stadig, drikker. Men mest af alt at hun køre imens.
Min oplevelse er lidt en anden. Det kunne egentlig rage mig en skid om hun køre eller ej, selvom jeg godt ved at det er en meget dum beslutning. Men for mig handler det i langt større grad om at hun lyver for mig, sig selv, og resten af familien om at hun har kontrol, og at hun “nok skal tage sin behandling seriøst denne her gang.” Jeg har hørt den sang så mange gange før, og det har aldrig ændret sig, så hvorfor skulle det gøre det nu?
De sidste par uger har jeg boet hos min moster, og vi valgte at opsøge AA sammen og prøve at finde nogle svar på hvordan pokker vi lige skal håndtere situationen for ikke at falde i samme fælde som så mange gange før. Indtil nu har tanken været at hun bare skal have al den støtte vi kan give hende som familie. Men jeg er begyndt at sætte et stort spørgsmålstegn ved den tanke. Ham vejlederen vi snakkede med snakkede meget om at sætte et ultimatum som familie. At vi simpelthen sætter os ned allesammen og skriver breve og siger at hvis hun ikke stopper med at drikke, at så vil vi ikke have kontakt til hende længere. Det virker bare så barskt….
Jeg er stadig et ungt menneske der holder meget af min mor, når hun er ædru.
Sammentidigt så ved jeg at resten af min familie ikke har lyst til at sætte dette ultimatum. De tror stadig på hende når hun siger at hun nok skal tage sig sammen, så hvis vi skulle gøre det, så ville det kræve at jeg overtaler dem allesammen til at gøre det, hvilket ville være rigtig ubehageligt, og føler heller ikke at det er min plads at fortælle dem hvilket forhold de skal have til hende.
Jeg ved at jeg har mulighed for at gøre det på egen hånd, men ville det have den rigtige effekt? Ville det være at “miste nok”? Hvis jeg derimod vælger kun at have begrænset kontakt til hende, så giver det hende en mulighed for at fortsætte sit misbrug bag lukkede døre, og ud fra al min erfaring er jeg ret sikker på at hun ikke ville være ærlige over for nogle af os hvis vi så spurgte ind til hvordan det gik med hendes misbrug.
I bund og grund er jeg bare pokkers forvirret over hvordan jeg skal takle denne her situation. Har ikke haft kontakt med hende siden hun blev taget for sin kørsel, og har ikke umiddelbart nogle planer om at genoptage den kontakt.
Mine spørgsmål er:
– Virker det at sætte et ultimatum? Også bare som enkelt person?
– Er der en mulighed for at jeg kan opretholde et forhold til hende?
– Hvordan / hvornår ved man at en alkoholikker tager sin behandling seriøst?
-Hvordan kan jeg vide om hun taler sandt om hendes misbrug?
– Hvad FUCK skal jeg gøre?
Håber I kan give mig nogle redskaber eller konkrete svar på min situation, eller situationer der minder om
Svar:
Kære du.
Først og fremmest vil jeg fortælle dig, at jeg er glad for, at du har skrevet herind. Det er sejt og modigt, at du tager kontakt til TUBA og på den måde er med til at bryde med det tabu, som det også lyder til præger din familie. Godt gået!
Du stiller nogle spørgsmål til sidst i dit brev, som jeg vil prøve at svare på. Jeg kan ikke svare konkret på, hvad du skal gøre, men jeg vil dele mine overvejelser med dig i forhold til det, du spørger om.
Du skriver i dit brev, at du og din familie har talt med en vejleder, som har foreslået, at I som familie stiller din mor et ultimatum. Du skriver også, at du tænker, at resten af din familie ikke vil stille sådan et ultimatum, så du overvejer, om det er nok, hvis du gør det. Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvilken effekt det at sætte et ultimatum overfor din mor vil have på hende. Jeg forestiller mig, at der bag tanken om at stille et ultimatum ligger et stort ønske om at få din mor til at stoppe med at drikke, og måske et håb om at kunne gøre noget, så det lykkes. Det kan lyde barskt, men for at din mor stopper med at drikke, kræver det, at hun selv træffer beslutningen om at gøre det. Det skriver jeg ikke for at tage håbet eller modet fra dig, men fordi jeg får brug for at fortælle dig, at det ikke er dit ansvar at få din mor til at stoppe med at drikke. Det er den drikkendes ansvar at stoppe, og uanset hvor meget familien, venner eller andre ønsker det, så vil det altid være op til den drikkende at træffe beslutningen.
Udover at stille et ultimatum, overvejer du hvordan det vil være at have begrænset kontakt til din mor – at du tænker det vil kunne give hende mulighed for at fortsætte sit misbrug og ikke være ærlig omkring det overfor dig eller dine nærmeste. Du skriver også, at du holder meget af din mor, når hun er ædru. Den følelse vil rigtig mange andre unge, som er vokset op ligesom dig kunne genkende. En stor kærlighed til den ædru forælder og en lige så stor sorg og måske vrede til den drikkende forælder. Gad vide, om du mon kan genkende den følelse af dobbelthed i forhold til din mor? Det kan være meget ambivalent at stå i den position, og mange kan have svært ved at finde hoved og hale i deres følelser. Måske kan du genkende det?
Du skriver sidst i dit brev, at du ikke har nogen umiddelbare planer om at genoptage kontakten til hende. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du tænker på, hvordan du bedst muligt passer på dig selv i dine overvejelser omkring, hvordan og hvor meget kontakt du har med din mor. Det er helt okay at fokusere på, på hvilken måde det er rarest og nemmest for dig at have kontakt til din mor. Vi ved i TUBA, at mange børn af forældre med misbrug kan have besvær med at lytte til deres egne behov og stå ved dem. Jeg kommer til at tænke på, om der kan være noget i dig, der stadig har lyst til at se din mor for at “holde øje” med, hvordan hun har det, og om hun drikker? Vi ved også fra mange, at det kan være rigtig svært at beslutte ikke at have kontakt til den drikkende forælder, fordi der kan føles meget endegyldigt. Det er vigtigt, at du ved, at en sådan beslutning ikke behøver at være permanent, men derimod kan være en nødvendighed for en periode for at passe på dig selv. Hvad tænker du mon om det?
Du skriver at din mor lyver overfor sig selv, dig og jeres familie i forhold til sit misbrug. Du skriver også, at din familie stadig tror på, at din mor er i stand til at stoppe med at drikke, hvor du har det anderledes. Jeg kommer til at tænke på, om du har talt med nogen i din omgangskreds om, hvordan det kan være i din familie og med din mor? Jeg forestiller mig, at det må være svært at være den, der er tættest på din mor og er vokset op med hendes alkoholmisbrug så tæt på, og samtidig opleve, at din familie ser helt anderledes på situationen. Nogle gange kan det give noget andet at tale med nogen udenfor familien om det, og samtidig ved jeg at det for mange kan være svært at gøre. Er det noget, du har gjort, og hvis ikke er det så noget, du kunne have mod på at gøre?
Jeg får også sådan lyst til at fortælle dig, at de tanker, du har været så modig at dele med mig i dag, er nogle, som mange unge i TUBA også har. I TUBA kan man få et gratis terapiforløb, hvor man fx kan snakke om nogle af de ting, du har nævnt i dag. Kunne du mon forestille dig, at det kunne være en hjælp for dig? Hvis du tænker ja, så kan du læse mere her.
Jeg håber du fik svar på dine spørgsmål. Hvis ikke, eller hvis der er andet du får brug for at skrive til os om, er du mere end velkommen til at skrive herind igen.
Kærlig hilsen
Iben