Kære Tuba,
Hvordan skal man forholde sig når ens far, der har været alkoholiker stort set hele sit voksne liv, er blevet ædru? Jeg synes det er svært, fordi fra min side er relationen skrøbelig, og jeg tør/vil ikke lægge for mange følelser i den, da jeg er blevet skuffet så mange gange. Fx kan jeg tage det ret hårdt, hvis han glemmer at ringe tilbage, eller ikke har tid til at snakke, på trods af at jeg ved at der ikke ligger mere i det.
Mine forældre er skilt og min mor har altid beskyttet os børn meget, så jeg har egentlig aldrig haft særlig mange dårlige oplevelser med min far. Og dog. Der har været gange, hvor han har glemt at hente mig efter skole, gange, hvor han har lugtet af alkohol og haft tømmermænd og utallige telefonsamtale hvor jeg har lyttet efter om han kun var glad eller om han også var fuld. Og selvfølgelig de gange hvor jeg er kommet hjem til ham og har opdaget at han var fuld og har ringet til min mor for at blive hentet. Og så en hel masse sjove og gode minder, og helt almindelig hverdag, men nu er det ikke det, jeg vil skrive om.
Sidste år fik min far en sygdom og var igennem nogle rigtig slemme ture, hvor han nok for første gang blev rigtig bange for at miste forstanden hvis han blev ved med at drikke. Nogle måneder forinden havde vi haft et kæmpe skænderi, hvor jeg og min lillebror for første gang i mit liv pressede meget hårdt på at han var nødt til at holde op med at drikke (det hade eskaleret lige så stille i løbet af et års tid). Han fik sagt nogle rigtig grimme ting. Jeg sagde at jeg syntes at alkoholen ødelagde vores relation, og hans svar var at det var vigtigere for ham at drikke vin med kæresten, end at have en god relation til os børn. Det var frygteligt og jeg fortrød meget at vi havde presset ham ud i den situation. Jeg er ikke sikker på at han mente det, jeg tror egentlig bare at han var presset og ville lukke diskussionen. Men han fik sat ord på noget, som jeg ofte har følt, når jeg som barn eller teenager har stået og ventet og han ikke er kommet: at alkoholen var vigtigere end mig.
Så fik han den her sygdom, der gjorde ham virkelig bange og han har ikke drukket siden nytår. Jeg har ingen grund til ikke at tro ham og han er glad og frisk hver gang jeg snakker med ham. I forbindelse med sygdomsforløbet havde vi også en rigtig fin og ærlig snak, hvor han sagde at han godt viste at han havde drukket og arbejdet for meget og ikke havde været der særlig meget i vores barndom. Jeg er sikker på at det var ment som en undskyldning og kunne ikke andet end at sige at vi også har haft det sjovt og at jeg elskede ham og at han havde været en god far. De første to ting er rigtige nok, men jeg synes jo egentlig ikke han har været en god far i klassisk mening. Men lige der føltes det rigtigt at sige det, og måske er det heller ikke så vigtigt. Han blev meget rørt og lettet og jeg var også selv glad og lettet, men tænkte bagefter lidt på om jeg havde løjet for ham, eller hvad definitionen på en god far er.
Grunden til at jeg skriver nu, er at de skuffelser fra min barndom alligevel hænger lidt fast, og jeg ikke vil gå igennem livet og være bange for at blive skuffet. Jeg synes at den snak jeg og min far havde var rigtig god, og på trods af at jeg nok aldrig vil turde stole 100% på min far, vil jeg turde bede ham om hjælp uden at være bange for at han siger nej. Og ikke tage det så alvorligt hvis han gør.
Og endnu vigtigere – jeg vil turde stole mere på andre mennesker i min nærhed, og give slip på min grundfølelse at det er bedre at gøre alt selv, ellers bliver jeg skuffet. Jeg er 31 og har ikke haft en kæreste, fordi jeg ikke tør lukke nogen så tæt ind på livet. Jeg VED at jeg på et eller andet tidspunkt bliver skuffet og så synes jeg ikke rigtig at det er det værd – jeg har det meget fint selv. Men jeg er bange for at blive ensom når alle andre får børn, og jeg vil ikke lade min frygt for at blive skuffet få så meget plads at jeg lader være med at indlede eller fordybe relationer af den grund. P.t. synes jeg at den styrer alt for meget, fx bliver jeg også kun forælsket i mænd, der bor langt væk. Det er helt sikkert ikke tilfældigt – det er nok et ubevist valg fordi at jeg tænker at det er usandsynligt at det bliver til noget. Så har jeg sluppet for skuffelsen på forhånd.
Hvordan skal jeg få vendt mine tanker rundt? Og hvordan giver jeg slip på min frygt at blive skuffet? Hovedet ved jo at både jeg selv og mine (venskabs-)relationer sagtens kan tåle en skuffelse eller to men følelserne er ikke helt med. Og hvordan skal jeg gøre for at turde være sårbar og åben i en kærlighedsrelation?
Tak for at I findes.
Mange hilsner og god jul,
{navn}
Svar:
Kære {navn}
Først og fremmest tusind tak for dit meget fine, velovervejede brev. Jeg kan godt forstå, at du gør dig mange tanker om din relation til din far. Det ved vi fra mange andre børn fra misbrugsfamilier, at de også gør sig, når de bliver voksne. Jeg vil prøve at svare så godt som muligt på dine spørgsmål og dine tanker.
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at du sammen med din lillebror – ligesom mange andre børn fra misbrugsfamilier – har taget rigtig meget ansvar for relationen til din far. Jeg læser, at du har været meget omsorgsfuld, loyal og beskyttende over for ham, og at du nu er begyndt at sætte grænser og sige fra for at passe på dig selv. Det er rigtigt vigtigt, at du ved, hvor stærkt det er af dig, at du har formået at gøre dette – det skal du være stolt af.
Inden din fars sygdom havde din lillebror og dig en snak med jeres far om hans drikkeri, som I oplevede, var eskaleret. Du fortæller, at det endte i et skænderi, hvor din far fik sagt nogle ting, der, som du så fint forklarer det, satte ord på noget, du ofte har følt. Jeg ved, at mange andre kan relatere til den følelse, som du sætter ord på – følelsen af, at alkoholen er vigtigere. Du skriver, at du ikke er sikker på, at han mente det. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om du mon stadig er en lille smule i tvivl om det? Om han mente, at alkoholen er vigtigere end dig? Det lyder til, at din fars sygdom har sat gang i en masse tanker og følelser hos både dig og ham, og at I har haft en bedre dialog og klarere kommunikation imellem jer efter sygdommen og hans ædruelighed. Kunne du mon have mod på at prøve at snakke med ham om skænderiet her og de ting, der blev sagt?
Frygten for at blive skuffet fylder for rigtig mange, som er vokset op i et hjem med misbrug. For mange har skuffelsen desværre været et grundvilkår i deres opvækst, og mange lærer derfor at forvente skuffelsen. Du spørger også til, hvordan du skal turde at være sårbar i en kærlighedsrelation. Jeg tænker, at der er noget meget rigtigt i det, du skriver med at turde. At turde at være i en relation, hvor man skal give så meget af sig selv, som man skal i en kærlighedsrelation. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, om det med at turde mon også kan hænge sammen med frygten for eventuelt at miste. At det føles nemmere at lade være med at turde end at prøve og så miste. Er det mon noget, du kan genkende? Frygten for at blive skuffet og at turde at være sårbar er noget, mange børn af misbrugere oplever, og som mange har i TUBA arbejder med i terapi. Jeg tænker derfor, at du måske kunne overveje, om de ting, du beskriver i dit brev, er noget, du kunne have mod på at snakke med en af vores terapeuter om? Du kan læse mere om det her på vores hjemmeside: https://tuba.dk/find-hjaelp/
Jeg håber, at du måske har mod på eventuelt at prøve at arbejde videre i terapi. Du skal vide, at jeg tror på dig.
De bedste hilsner
Maria