Hej Tuba.
Jeg sidder for tiden med lidt af en fustration!
Meget kort fortalt omkring hele situationen, min far har drukket gennem hele mit liv. hvilket jo naturligvis har påvirket mig på rigtig mange punkter. Jeg fik for et par år siden, et rigtig rutsjetur følelses mæssig, hvilket fik åbent mine øjne for at række hånden ud mod noget hjælp, bla, hjælp fra jer også.
Jeg er kommet RIGTIG lang, og længere end jeg ren faktisk nogensinde havde turde håbe på.
Jeg har haft rigtig meget afmagt i forhold til min far og de oplevelser jeg har været igennem sammen med ham. For mig har det været et spørgsmål om at tilgive, komme videre og få det bedste ud af det hele. Jeg har været rigtig splittet. Et sted har jeg haft en KÆMPE HAD, til den fulde side af min far, og et andet sted en enormt stor kærlighed til den ædruelige side. Jeg har det omfang, jeg har haft overskud ig lyst til det brugt den tid sammen med ham jeg nu har kunne rumme.
Nu til mit “problem”
Når man vælger at drikke så meget som min far nu har gjort og stadig gør. så kommer der naturligvis et tidspunkt, hvor kroppen ikke længere kan følge med. det tidspunkt er kommet for min far nu.
Det startede for et års tid siden nu.
I en periode hvor jeg ikke havde været hos ham, pga. arbejde.(sejler i {job})
var gået i nogen tid uden at spise, drikke osv. manden var faldet på gulvet og kunne ikke komme op. Han fik efter et stykke tid fat på hjælp og blev indlagt på sygehus.
Jeg blev på daværende tidspunkt lettet. lettet over at der nu endelig var nogle proffesionelle der tog sig af ham, og fik givet ham det hjælp han nu havde behov for.
For lige at forklare hvad problemerne er med min far, kan jeg opyse om at han har Gigt, mavekatar, skrumpe lever og skrumpe hjerne, hvilket har gjort han ikke længere er i stand til at styre sine ben og ikke længere kan gå.
Nå, sygehuset blev klar de problemer min far havde, altså også de alkoholiske.
og der blev tale om at min far skulle have en ældrebolig.
MEN det hele gik ligesom lidt i sigselv og min far blev sendt hjem. Min far bror og hans kone havde dog forinden været i min fars hus for at rengøre det hele, da de naturligvis også et eller andet sted havde troen på at min far ville vågne lidt op efter indlæggelsen.
Min far kommer som sagt hjem, og jeg kommer hjem efter min sejlads.
Min far virker overraskende klar, og har på det tidspunkt jeg kommer hos ham ikke drukket siden før indlæggelsen. Jeg bruger min sommer hos ham, og får i den grad ryddet ud i hele hans have, hus osv. vi har ren faktisk en rigtig hyggelig sommer sammen.
Men troen på at det vil holde har jeg ikke, jeg ved efter at have se min far lave flere forsøg på at stoppe med at drikke, ryger han altid i igen. så for mig handler den sommer om bare at nyde det, sammen med den far, som jeg virkelig elsker højt og holder ufattelig meget af.
efter den sommer, starter arbejdet igen. min far skal til at klare sig selv, og ja han hopper selvfølgelig på falsken igen. Hans situation bliver værre og værre.
Jeg er så en dag på besøg hos ham, min far begynder så at beklage sig over sin situation.
Lige der bliver jeg rasende!!!
Manden sider og beklager sig til mig? Jeg forsøger at banke ind hovedt på ham at han har haft alletiders mulighed for at blive i bare nogenlunde stand!
vi har en meget lang diskution, men jeg kommer på ingen måde igennem til ham.
Jeg bliver så rasende at jeg vælger at kører min vej, inden jeg kører giver jeg har et kram, fortæller ham at alle står klar til at hjælpe ham, men der sker ikke noget så længe han ikke selv tager initetativ til at gøre noget.
jeg stor tuder på vej hjem i bilen. Jeg får de kommende dage lige styr på mine tanker igen.
Jeg skal så efterfølgende ud og sejle med arbejde. Jeg ringer hjem til min far, en gang hveranden uge.
for nu to uger siden bliver min far igen indlagt af samme grund som sidst.
Lige nu er han så kommet hjem igen, det eneste manden skal gøre er at ringe til en visitator, der skal hjælpe min far med at komme videre til en ældrebolig.
Men det kan han ikke lige tage sig sammen til.
Mit problem er så nu, Jeg orker virkelig ikke mere.
Jeg ved at jeg skal og burde tænke på mig selv.
hvilket jeg også gør, jeg føler ikke rigtig jeg kan gøre mere for ham.
Jeg har ikke overskudet til det. Men jeg har det også pisse dårligt med at lade ham rådne op i sit “lort” , ja undskyld mit ordvalg, men det er i virkeligheden det han gør.
Det gør et eller andet sted rigtig ondt i mig at se en mand, som jeg elsker så højt ligge og have det sådan.
men jeg kan ikke gøre mere for ham. når jeg snakker med ham i telefonen, tuder han og beklager sig igen og igen. Men han har jo for pokker selv valgt det. Jeg har altid været der for ham, men nu kan og vil jeg ikke mere..
et eller andet sted, ville det være en kæmpe lettelse at han bare stille og rolig sov ind. ved godt at det lyder virkelig ondt. men det er sådan jeg har det.
det er så fustrende for mig at se en mand, ligget og jamre sig. men alligevel ikke gider at gøre noget selv for at selv at ændre sin situation.
Det gør mig enormt ked at det, man burde mene at jeg bare skulle lade ham være og ikke kontakte, lade ham rådne op. Men det har jeg virkelig ikke samvittighed til.
Det er lige nu en kamp om at tænke på mig selv, og have en indre diskution med min samvittighed…
ved sku hvad søren jeg snart skal gøre. Det skal siges at resten af min fars familie har givet op, alle har flere gange forsøgt hjælpe ham til en ny chance i livet, men det har altid endt med at sætter sig ned og griner af dem og mig.
det blev sku lidt af en roman! håber i måske kan hjælpe mig!
Svar:
Kære du
Sikke en smertefuld situation du er i. Det er en stor pine at se et menneske man holder af forvalte sit liv som din far gør. Det gør ondt. Magtesløsheden er frustrerende.
Du beskriver meget præcist det dilemma du står i, hvor du på den ene side har stor kærlighed til din far og af hele dit hjerte gerne vil hjælpe ham og på den anden side slet ikke kan hjælpe ham, hvis ikke han selv vil. Jeg ved at rigtig mange børn af alkoholikere lever med lige nøjagtig det dilemma. Samtidig beskriver du en masse forskelligartede følelser i forhold til din far.
Du stiller ikke som sådan noget spørgsmål i dit brev. Jeg kan forstå på dig, at du tidligere har gjort meget for at få hjælp til dig selv og har udviklet dig meget. Jeg føler mig derfor ydmyg i forhold til at kunne hjælpe dig og bidrage med noget nyt her i brevkassen. Jeg vil gerne dele det med dig, som jeg får øje på i dit brev – du må selv mærke efter inde i dig om du kan bruge det. Det jeg får lyst til at skrive lidt om, når jeg læser dit brev er dillemmaet og følelserne.
Dilemmaet
Rigtig mange børn af alkoholmisbrugere oplever at stå i det dilemma du beskriver. Jeg tror ikke man kan undgå at føle sig klemt, når nogen man holder af vælger at drikke så meget, at de ikke længere tager ansvar for sig selv. Det er smertefuldt for dig som pårørende. Ikke mindst fordi du ikke kan påtage dig ansvaret, du er reelt magtesløs. Jeg ved desværre ikke af, at der findes en nem vej ud af dillemaet. Der findes i bedste fald forskellige måder at håndtere det på, men det kan kun forsvinde, hvis din far tager ansvaret for sit liv. Jeg kender til flere måser som voksne børn af alkoholmisbrugere håndterer dillemmaet på. Jeg vil gerne dele dem med dig, måske er der noget af det du føler du kan bruge i dit eget liv.
Nogle forsøger så godt de kan, at tage ansvar for deres drikkende forælder. De tager ansvar for at tingene fungerer så godt som de kan, på de betingelser der er. Det kan være meget stressende og frustrerende, men mange lever med det og kæmper videre. Nogle kommer til at tænke om sig selv, at de ikke er gode nok. At det de gør ikke er godt nok, for hvis det var det, så villle det virke, og den drikkende ville stoppe med at drikke. Sådan hænger det ikke sammen. Man drikker ikke fordi andre ikke er gode nok.
Andre sætter efterhånden grænser for, hvor meget tid og energi de vil bruge på at hjælpe. Hvor meget ansvar de vil tage osv. De engagerer sig mere eller mindre i forskellige perioder. Det er meget individuelt, hvor meget man engagerer sig, men fælles er, at den enkelte selv tager stilling og selv bestemmer hvor meget tid og energi han eller hun vil bruge på sin drikkende forælder.
Andre igen giver hen ad vejen slip. De oplever med tiden at det ikke er deres indsats der gør en væsentlig forskel. I stedet for at bruge tid og energi på den drikkende vælger de at bruge tiden og energien på at skabe et godt liv for sig selv. De accepterer at de er afmægtige. De lever med den smerte der er forbundet med ikke at kunne gøre noget.
Det er rigtig svært at komme på plads i sig selv med, hvordan man bedst håndterer det dilemma du står i. Jeg tror det kan være en god ide at overveje følgende spørgsmål med dig selv, måske det kan hjælpe dig til at komme nærmere på, hvor du står. Spørg eksempelvis dig selv:
Hvor meget tid og energi vil jeg bruge på min fars alkholmisbrug?
Hvor meget må det koste mig?
Hvilken forskel gør den indsats jeg lægger i det?
Hvor tilfreds er jeg med mit eget liv?
For mig lyder det til, at du i nogen grad accepterer din magtesløshed og nyder de gode stunder du kan have med din far, når de er der. For tiden lyder det til at du er fyldt op af en følelse af frustration og måske også sorg over, at du ikke kan gøre noget for din far?
Følelserne
De følelser du beskriver at du har til din far, kærlighed, omsorg, had, dårlig samvittighed, afmagt, frustration er allesammen følelser indeni dig. Det kan være forvirrende at have så forskelligartede følelser som alle er rettet mod den samme person. Selvom følelserne er forskellige er de allesammen rigtige inde i dig. Det er okay at du har det på mange forskellige måder med din far. Det er også helt almindeligt at nogle følelser dominerer i nogle perioder og andre i andre. Jo mere du kan sige til dig selv, det er okay, at jeg er frustreret lige nu, det er okay at jeg er ked af det og mærker sorg, det er okay at jeg er vred osv, des bedre kan du rumme de forskellige følelser du har indeni. Formentlig vil du blive ved med, at opleve mane forskellige følelser i forhold til din far.
Jeg ved ikke om du kan bruge noget af det jeg har skrevet. Måske kan det være en hjælp for dig at få et par samtaler med en terapeut i forhold til det sted du er lige nu i dit liv. Hvis du har gået i TUBA er du velkommen til at kontakte den afdeling du gik i og høre om det er muligt at få en opfølgende samtale.
Til sidst vil jeg bare sige, at du har lov til at sætte dig selv først og gøre det der føles rigtig for dig. Når du diskuterer med din samvittighed kan du måske prøve at tale med den om, hvad det gør ved dig at prøve at tage ansvar i noget du ikke har magt over? Sige til den, at du ville gøre alt i verden for at hjælpe din far, men du kan mærke, at det ikke er noget du kan gøre der skal til. Det der skal til, kan han kun selv gøre. Det du kan gøre er, at tage ansvar for dit liv og din lykke – hvordan gør du det med god samvittighed, overfor dig selv?
Bedste hilsner
Camilla, TUBA