Hej med jer. Er vokset op med en alkoholisk far og han døde for 7 år siden snart. Jeg rører ikke selv alkohol og i forhold til mange jeg kender så er jeg anderledes for jeg er ikke til sociale sammenkomster. Har det bedst herude på landet med min lille familie uden at skulle tage stilling til om jeg er god nok for andre eller om jeg kan leve op til deres idealer ( hvilket nok mest er noget der foregår inde i mit hovede). I dag blev vi så inviteret til spisning hos min datters venindes forældre (pigerne går i 3.). Vi sagde ja. Selv om vi hygger og snakker så tænker jeg allerede efter en time på om det nu er rigtigt at de hygger med mig eller om de bare lader som om. Jeg må jo hellere gå inden de bliver trætte af mig For man kan jo ikke holde af mig for den jeg er. Efter rigtig mange timer er vi nu kommet hjem og så sidder jeg her og tænker ….. Bare jeg ikke har åbnet mig for meget for så har jeg prøvet så tit at det kommer tilbage i hovedet på mig selv. At jeg bliver skubbet væk fordi jeg ikke er god nok. Er det normalt at have det sådan. Jeg sidder og er bange. Tænk sig hvis de kommer til at kende den rigtige mig. Min kollega på arbejdet fortæller at man er mærkelig hvis man ikke er social og ikke ønsker at være sammen med andre, mærkelig hvis man gør dit og dat og sådan er jeg jo. Hun er stik modsætning. Og sådan en som hende er jo lige præcis hvorfor jeg ikke omgås mennesker. Fordi de vil ikke kunne forstå alle de gange man er blevet såret og at det er nemmere at undgå andre for så bliver man ikke såret. Er jeg normal? Bliver jeg det nogensinde? Jeg har det godt med min mand og to børn. Ved ikke om jeg forsøger at få svar… Jeg vil gerne høre om andre har det på samme måde og om det er normalt for alkoholiker børn?
Svar:
Kære du
Som jeg forstår dit spørgsmål, så spørger du om det er normalt at tænke på, hvad andre tænker om én. Er det mon nognelunde rigtigt kogt ned?
Jeg vil svare både og. Det er almindeligt at vi tænker over, hvad andre tænker om os. Det er også en måde at regulere vores adfærd på. Det er f.eks. her samvittigheden hersker og forhindrer os i, at gøre noget slemt mod andre. Det du beskriver er måske lidt noget andet, og handler (som jeg forstår dig) om, om du grundlæggende er god nok, som du er og værd at være sammen med. Jeg vil svare dig så godt jeg kan, ud fra den her tolkning af dit spørgsmål. Du må altid skrive igen, hvis jeg ikke har forstået dig helt rigtigt.
Hvem bestemmer om du er god nok?
Du skriver: “uden at skulle tage stilling til om jeg er god nok for andre eller om jeg kan leve op til deres idealer ( hvilket nok mest er noget der foregår inde i mit hovede).” Det lyder som en helt umulig opgave, at tage stilling til, om andre synes du er god nok og lever op til deres idealer. Jeg tror vi har hver vores idealer og hver vores oplevelse af, hvornår en relation f.eks. er god og givende. At skulle leve op til ALLE andres idealer er på den måde slet ikke en mulighed. Hvornår ville du være i mål og hvordan skulle du kunne bedømme det? Hvad tænker du mon om det? Jeg tænker at det i stedet er relevant, at du finder ud af med dig selv, hvornår DU synes at DU er god nok og hvad DINE idealer er. På den måde bliver det dig selv der afgør, om du er god nok. Her er der noget, som kan være særligt besværligt, når man er vokset op med drikkende forældre. Det kan være, at du i din barndom har været rigtig opmærksom på din far, og på hvad du kunne gøre for at gøre ham glad og måske for at forebygge at han drak? Det kan samtidig være, at din far har været meget optaget at sit misbrug og ikke har haft øje for dig og derfor ikke har kunnet hjælpe dig til at føle at du er lige som du skal være og at du er okay med alt hvad du er? Er der noget i det her du kan genkende? Hvis du kan, så tænker jeg at din opvækst med en drikkende far, måske har besværliggjot og forsinket din proces med at elske dig selv helt og fuldt og at du måske har et stykke arbejde at gøre i forhold til, at komme til at elske dig selv helt og fuldt. Så du på den måde selv kan mærke, om du er god nok og ikke behøver tage stilling til, hvad andre synes. Dette er en proces som mange har gavn af at arbejde med i terapi.
Du skriver også “Bare jeg ikke har åbnet mig for meget for så har jeg prøvet så tit at det kommer tilbage i hovedet på mig selv.” Gad vide hvad det er for nogle erfaringer du har gjort dig her? Hvad vil det sige, at det kommer tilbage i hovedet på dig? Er det måske noget a al det du skriver senere? “at det er nemmere at undgå andre for så bliver man ikke såret.” Jeg tolker det sådan, at du har oplevet at blive såret, når du har åbnet dig for andre. Jeg er nysgerrig på, hvordan du er blevet såret, hvad er der mon sket?
Du har ret i, at du ved at ungså andre mennesker kan undgå at blive såret af dem. Jeg tror der er mange der lever på den måde. Det kan man godt. Når du skriver herind, så får jeg en fornemmelse af, at du måske alligevel ikke er helt tilfreds med at leve sådan, er det mon rigtigt forstået? Når du fortæller om den aften, hvor I spiste hos din datters venindes forældre, så får jeg det indtryk, at du egentlig gerne vil? At du har lyst til at lære dem at kende og på den måde også hjælpe din datter på vej til at få nogle gode sociale relationer? Måske er der også andre motivationer i det for dig? I hvert fald tager du med og bliver der i mange timer i stedet for at blive hjemme. Som jeg læser det du skriver om den aften, så lyder det som om, at du oplevede at I hyggede jer, og at du på et tidspunkt begynder at tvivle på, om din egen oplevelse af, at I hygger jer er rigtig. Det lyder som en rigtig generende tvivl og hvis du har lyst, så tænker jeg at det kunne være relevant at undersøge denne tvivl i terapi. Måske er det en tanke fra fortiden, som kommer og driller dig i nutiden.
Det er det tanker jeg gør mig om dit spørgsmål, her til sidst får jeg lyst til lige at understrege at det er almindeligt at have det som du har det og særligt når man er vokset op i en familie med misbrugsproblemer.
Du er velkommen til at skrive igen.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA