Jeg er en pige på 16 år, der har en far, der drikker mere, end hvad han burde. Det er først noget, der er gået op for mig inde for de sidste få år, og det gør mig meget urolig. Min far sidder ofte for sig selv og drikker, når resten af min familie og jeg sidder sammen i stuen, drikker te og ser film. Jeg rejser snart afsted til udlandet, og grunden er ligeså meget for at komme lidt væk fra alle problemerne derhjemme. Desværre presser min far nogle gange både mine søskende og mig til at drikke, selvom vi ikke bryder os om det, og hver gang jeg ser en øl, får jeg det psykisk dårligt, hvilket ikke er nemt, når jeg tit ser det i f.eks. supermarkeder og lign., og min fars problemer har fuldstændigt gjort at jeg ikke bryder mig om at drikke, men det er svært, når mange af mine venner gør det, og jeg også der bliver presset til det og gør det under pres. Hvad gør jeg for at sige nej? Og hvordan kan jeg hjæple min far?
-F.R.
Svar:
Kære du
Det lyder rigtig ubehageligt at du og dine søskende bliver presset til at drikke, når I ikke har lyst. Du spørger, hvad du kan gøre for at sige nej. Jeg tror det bedste du kan gøre er netop at sige ‘Nej’. Du bestemmer selv om du vil drikke og du har lov til at sige nej. Også selvom din far presser på. På den måde viser du din far, at du ikke har lyst til at være en del af hans drikkeri. Måske kan det være en støtte for dig, at tale med dine søskende om at sige nej. Hvis de også har lyst til at sige nej, kan I måske støtte hinanden når situationerne opstår, sådan at I alle siger nej og bakker hinanden op i at sige nej. Ville det mon være en mulighed?
Jeg kan kun sige det sammen til dig, når det kommer til dine venner, du har lov til ikke at drikke. Hvis du har mod på det, kan du fortælle dem hvorfor du ikke har lyst til at drikke. Ved de mon allerede at din far drikker? Hvordan ville det være for dig at fortælle dem det?
Hvordan kan du hjælpe din far spørger du. Det er et rigtig godt spørgsmål. Hvad mon du allerede har gjort og hvad mon du kan forestille dig at gøre?
Nogle gange, når man drikker for meget, så har man rigtig svært ved at erkende det. Jeg ved ikke om din far erkender at han drikker for meget? Hvis ikke, så er det det første skridt. Det du kan gøre, for at hjælpe din far med erkendelse er, at holde fast i at du synes han drikker for meget og i at du ikke vil drikke sammen med ham. På den måde viser du ham, hvordan din virkelighed ser ud. Det tror jeg er det bedste du kan gøre. Der er desværre ingen garanti for, at det betyder, at din far kommer til at erkende at han drikker for meget. Det kan være meget svært at se i øjnene. Jeg tror han har brug for, at der er nogle andre voksne, der også fortæller ham hvad de oplever og fortæller ham, hvor han kan få hjælp. Er der mon nogle voksne, som også oplever at din far drikker for meget? Nogle som kan tage en snak med ham om det?
Jeg kan godt forstå at du glæder dig til at komme til udlandet og få det hele lidt på afstand. Hvor længe skal du mon være væk?
Måske er det en ide, at du bruger lidt tid mens du er væk, på at finde ud af, hvad du vil være med til fra din far side, hvad du vil finde dig i osv. Når du er afsted, kan du måske se dit liv sammen med din far lidt udefra og få øje på, hvad du kan gøre og sige, hvis du står i de samme situationer igen, som du allerede har oplevet. På den måse kan du måske ruste dig til at komme hjem igen og vide med dig selv, hvordan du vil sige nej til at drikke med din far. Vide om du vil fortælle ham, hvordan du oplever hans forbrug af alkohol og hvordan det påvirker dig og hvis du du vil sige det, så kan du måske forberede helt konkret, hvad du vil sige til ham.
Hvis du har lyst er du velkommen til at skrive til vores rådgivere på chatten eller kontakte den afdeling der er nærmest dig og høre om mulighederne for at komme i et forløb i TUBA. Du finder alle informationerne her på hjemmesiden.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA