Hej alle sammen.
det forholder sig således, at mine forældre er skilt, og det har de været i al den tid jeg husker.
Der har igennem min opvækst altid, været problemer med min far, der har en let tendens til at drikke en tand for meget, men det gik for alvor først rigtigt op for mig, juleaften sidste 2013, hvor han valgte at drikke sig fuld foran alle mine søskende, vi er en søskende flok på 6, hvor 50% er yngre end mig, den yngste er 4 år.
I starten, blev jeg ved med at “forsvare” ham, da han en månedstid inden valgte at gå fra sin daværende kone, efter 12 års ægteskab. Men med tiden, hvor alkoholen i perioder bliver et problem for ham. Og hvor han lever livet, med nye damer bliver jeg urolig – ikke fordi jeg ikke under ham at være glad, med de nye damer.. men her tænker jeg på hans yngste børn der boede hjemme ved ham og hans tidligere kone. De møder den ene efter den anden dame, og den ældste af de to, har sagt til mig at hun føler at vores far glemmer hende, og hellere vil være sammen med hans nye kærester.
dette såre mig utrolig meget, da jeg efter skilsmissen i efteråret, har været “bonus” mor for de to yngste, da de ikke vil hjem til vores far, fordi han alligevel aldrig er hjemme når de er der, og hvis han er hjemme snakker han ikke dansk fordi de nye kærester har været af andet etnisk baggrund, ikke noget imod dette, da deres moder selv er fra Ghana. (vi har ikke samme mor, meget indviklet)!
Derud over træder jeg også til hvis moderen trænger til “luft” fra børnene, hvor jeg passer dem imens. Men de gange dette er sket, er jeg blevet lovet af moderen at hun f.eks. var hjemme ved 21-22 tiden senest, men så først kommer ved 08:00 tiden dagen efter.. dette påvirker især den ældeste af disse to piger, gør hende bange og hun føler sig glemt og ligegyldig – dette er ord hun selv bruger!
Jeg er efter disse oplevelser, begyndt at tage børnene hjem til mig, men da jeg bor ved mine svigerforældre, da min mor ikke har råd/plads til mig.
dette er selvfølgelig heller ikke stabilt for pigerne, men det er dog det eneste jeg føler jeg kan gøre for dem! og når jeg ved det ikke er godt nok – det er pirrende og tager en masse energi, i det jeg konstant forsøger at gøre det så godt så muligt da begge piger jo er “svigtet” der hjemme.
Det er dog gået op for mig, at sådan kan det ikke fortsætte, indtil nu har jeg stået med pigerne hver 2. weekend, og da jeg flytter til {By} i sommerferien for at studere, kan jeg ikke være der for pigerne på samme måde mere :’-( hvilket tager på mig og gør mig ked af det!
jeg er dog kommet frem til den konklusion at pigerne ville have bedst af en “blid” overgang, fra mig og tilbage til forældrene! dette har jeg gjort ved at indberette omsorgssvigt i familien, til kommunen – som anonym da jeg var bange for at min far skulle opdagde det var mig, og derved føle sig svigtede af mig, da jeg bl.a. nævnte at deres far var alkoholiseret – hvilket han jo også er, dog mere i nogle perioder i forhold til andre, men børnene forhindre ham ikke i at drikke sig fuld foran familien.
Hvor jeg her mener at det går hen og bliver et problem – selvfølgelig ikke noget jeg skal konkludere, men følte mig låst, og følte det var den eneste “rigtige” løsning..
Så nu må vi se!
Derudover, har min mor også problemer..
efter et forhold med en mand, der af min rådgiver fra åbenrådgivning tilknyttet skolen blev karakteriseret som hverdagspsykopat.. enden på dette forhold resulterede i at min mor fik et psykisk kolaps.
hun holdte op med at spise ordentligt i måneder, hvilket resulterede i at hun i marts var nede på 40 kg, hun er en kvinde på 1.65 og i en alder af 43. dette i sig selv var utrolig hårdt at se, hvor man samtidig var magtesløs, jeg kom ofte forbi for at lave lækker mad, men intet fristede hende. hun havde det så dårligt psykisk at hun først, google hvordan man hængte sig selv – dette blev ikke til handling, men det gjorde forsøg nr. 2.
selvmordsforsøget nr. 2, skete da hende og jeg var alene hjemme ved hende, for rigtigt at hygge – aftenen ender dog med et skænderi med den tidligere kæreste og et skænderi med min store søster, hvilket resultere i at hun følte sig magtesløs og den eneste udvej hun så var selvmord. efter opkaldet til min søster som var det sidste skænderi, tog hun sin computer – som eks kæresten truede med at tage fra hende (hun er ordblind, og har en stram økonomi, computeren er hendes eneste redskab til korrekt skriftlig kommunikation. Hun tog hendes bil nøgler, og sagde inden hun kørte:
Jeg har ikke lyst til at leve mere, hun så på mig med det overbevisende blik en moder kan have, tog sine bil nøgler, gik ud af døren og kørte sin vej..
min kæreste var på daværende tidspunkt til {sport}, hvor han spiller på landsholdet, og derfor træner rigtig længe af gangen og ikke har mulighed for kommunikation i pauserne. .
jeg ringede og ringede til ham – jeg var magtesløst.. 40 minutter gik der før jeg fik fat i min søster, som sagde jeg skulle ringe til min mormor og morfar, hvilket jeg gjorde. de henvendte mig til at ringe til politiet, hvor jeg så fik dem til at opspore hende, hun befandt sig i en skov 50 km fra hendes bopæl..
Efter det gik op for mig at min mor havde googlet hvordan man hang sig selv, kontaktede jeg hendes læge, og fortalte ham situationen hvor efter han indkadlte hende til en samtale – det endte med at hun skiftede læge..
men det stoppede mig ikke, jeg ringede så til den nye læge, og han fik hende ind til en samtale, hvor han fik hende bedømt – HUN HAVDE DESPERAT BRUG FOR HJÆLP. dette burde nok være en lettelse – men nej..
jeg stod selv, angående med at hjælpe min mor, ingen hjælp var der at hente hos mine søskende, da den nærmeste valgte det kloge valg og beskytte sig selv, ved ikke at blande sig.. men jeg følte jeg var nød til at holde sammen på min familie!
tilsidst og ikke mindst så er der mig selv. Alt dette har resulteret i at jeg ikke engang har overskud til at stå op om morgen, jeg finder ingen mening i livet fortiden.. jeg har en dejlig kæreste der lytter – men hvor meget skal jeg ødelægge ham også? hver gang jeg nævner noget, bliver han ked af det, han vil gerne vide alt – men jeg kan ikke også se på at han ødelægger sig selv.. så jeg fortæller ham ikke alt 🙁
er jeg en dårlig kæreste?
jeg føler ikke rigtigt at jeg høre til nogle steder længere..
1. jeg kan ikke bo hos min mor som jeg har gjort hele tiden, da under forholdet med hendes tidligere kæreste træf den beslutning om at de skulle flytte sammen – men jeg måtte ikke flytte med, som den eneste – jeg havde for meget rod.. dette gjorde at min mor selvfølgelig heller ikke flyttede ind, men måtte finde en ny lejlighed da hun allerede havde sagt sin tidligere lejlighed op.. hun fandt en der var for dyr til hendes budget, der kunne jeg godt flytte med, men måtte kort efter finde en ny da økonomien ikke kunne løbe rundt. det eneste hun havde råd til var en lille lejlighed hvor der ikke var plads til os alle.
min ældre søster der tidligere havde været udeboende, men var flyttet hjem igen, nægtede at flytte så det blev mig. på det tidspunkt var jeg 17.
jeg bor nu hos mine svigerforældre der giver mig stabalitet men på den anden side føler jeg mig ikke helt hjemme her, for jeg har så meget jeg skal ordne “hjemme hos min familie”..
Derudover føler jeg at jeg har taget ualmindeligt meget skade selv. Jeg hader at møde nye mennesker. men på den anden side, gør det mig rigtig ked af det, jeg føler ikke at jeg længere kan finde ud af at begå mig socialt. jeg får tit at vide at jeg er for hård ved mig selv, men det tror jeg i bund og grund ikke på.
jeg studere fortiden, med en helt flok nye mennesker, hvor vi er inddelt i grupper, jeg er kommet i en drenge gruppe, hvor jeg føler mig langt under niveau fagligt, hvilket får mig til at føle mig dum. ja jeg har bare rigtig svært ved at omgåes socialt, hvis jeg skal nyde og bare hygge mig – det er efterhånden længe siden..
jeg vil ikke have folk de lære mig at kende, fordi jeg er bange for at de vil dømme mig.
puha det var en lang smørre, er ikke engang sikker på at jeg har fået det hele med, eller om der mangler sammenhæng nogle steder.. Men det lettede at få det ned på skrift, håber i har nogle gode råd eller bare et lyttende hjerte..
Svar:
Kære du
Jeg har nu læst dit brev et par gange og sidder tilbage med en fornemmelse af, at du er en stærk ung pige som har kæmpet længe og hårdt for at gøre det bedste for de mennesker du holder af. Det har jeg stor respekt for. Som jeg forstår dig er du nu løbet tør for kræfter og skriver herind for at dele det du har været igennem og måske få et par råd – det har jeg også stor respekt for og jeg er glad for at du skriver herind og deler dine oplevelser med mig og de mange unge der sidder derude og læser med.
Du stiller ikke som sådan et spørgsmål i dit brev, men du spørger efter nogle råd og et lyttende hjerte. Jeg vil gerne dele mine tanker med dig, det er op til dig at vurdere om du kan bruge dem. Jeg har delt mit svar ind i tre dele ’din familie’, ’dig’ og ’din kæreste’.
Din familie
Noget af det første jeg får øje på når jeg læser dit brev er, de svære, men i mine øjne rigtige, valg du har truffet. Både i forhold til at indberette omsorgssvigt i din familie i forhold til dine søskende og i forhold til at tilkalde politiet og kontakte din mors læge i forbindelse med hendes selvmordsforsøg. Jeg ved at det er nogle svære valg at træffe. Men nogle gange er der ikke mere vi kan gøre, fordi vi har gjort alt hvad vi er i stand til og vi reelt ikke har magt og indflydelse til at gøre mere. Så må andre træde til.
Ud fra det du skriver lyder det for mig til, at du har gjort alt hvad du kan for både dine søskende og for din mor. Det lyder til, at du har gjort så meget for din familie, at du ikke har mere at give. Du fortæller at du ikke har overskud til at stå op om morgenen og ikke finder nogen mening med livet for tiden. Jeg tror du trænger til at blive fyldt op. Få ny energi. Måske være lidt god ved dig selv og give dig selv det du har brug for. Nogle gange, når man giver meget til andre, sker der det, at man bruger den energi man har. Hvis man ikke får fyldt op indimellem, så løber man tør, det her helt almindeligt og sådan er det for alle mennesker – jeg tror du er løbet tør nu. Hvad tænker du mon om det? Det er lidt ligesom hvis man er ude at sejle med en båd som synker, så skal man altid først tage sin egen redningsvest på og derefter hjælpe andre med deres. Ganske enkelt fordi, at hvis man selv synker til bunds, så kan man slet ikke hjælpe.
Jeg siger det ikke for at bebrejde dig, for at sige at du har gjort for meget. Jeg siger det kun for at gøre dig opmærksom på, at man kun kan give, så længe man har noget at give af, når man løber tør, har man brug for at blive fyldt op.
Mange som vokser op i familier med alkoholproblemer, har svært ved at give sig selv et pusterum, for hvis de ikke tager ansvar og holder sammen på familien, så er der ingen der gør det – måske kender du den følelse? Mange kommer, uden at vide det, til at tage et for stort ansvar, forstået på den måde, at de kommer til at tage ansvar for noget, som de slet ikke har ansvar for og som de derfor ikke kan tage. Det bliver for mange et helt umuligt projekt som aldrig vil lykkes, ikke fordi de ikke selv er gode nok, men fordi alt det gode de gør, ikke er det der skal til. Netop det kommer jeg til at tænke på, når jeg læser om din mor. Det er utroligt smertefuldt at se til, mens ens man holder af forsøger at begå selvmord. Det er svært at acceptere at man ikke har magt til at gøre noget, at det alene er den andens valg – i sidste ende. Det samme gælder med din far og hans alkoholmisbrug og den måde det påvirker hans måde at være far på. Du kan være der for dine søskende, men du kan ikke lave om på din far og du kan heller ikke tage det forælderansvar for dine søskende som er din fars. Det er et ansvar kun han kan tage.
For mig lyder det til, at du er i gang med at erkende at din indflydelse i forhold til din familie er begrænset samtidig med, at du er begyndt at få øje på, hvad det gør ved dig og dit liv, at du forsøger at tage ansvar for noget, hvor din indflydelse er begrænset. Jeg forstår dig også sådan, at du er begyndt at lægge ansvaret fra dig ved at forsøge at give det til andre, f.eks. kommunen og din mors læge – jeg mener du gør det helt rigtige.
Dig selv
Du skriver at du flytter til Aarhus i sommerferien, som jeg forstår dig kommer du dermed længere væk fra din mor og dine søskende og kan ikke være der for dem på samme måde længere. Er det mon rigtigt forstået? Er du mon flyttet?
Det, jeg tror, er vigtigt i forbindelse med din flytning er, at du giver dig lov til at føle dig hjemme og prøver at give slip på de ting du skriver du ’skal ordne hjemme hos din familie’. Måske kan det hjælpe dig at prøve at sige at du har gjort dit. Du har underrettet myndighederne i forhold til dine søskende og du har informeret din mors læge. Du har givet ansvaret videre.
Du skriver at du føler at du har taget skade selv. At du ikke bryder dig om at møde nye mennesker og at det gør dig ked af det, at du ikke føler du kan begå dig socialt. Du skriver at du har svært ved at nyde og bare hygge dig. Du skriver også at du ikke vil lade folk lære dig at kende, for du er bange for at de dømmer dig.
Jeg får lyst til at sige til dig, at jeg synes du skal starte hér, med dig selv. Undersøge hvordan du kan få det lidt bedre, hvordan du kan komme i gang med at skabe sociale relationer som er der for dig, hvordan du kan hygge dig og tanke op på energien. Jeg ved også at det er meget nemt for mig at sige, at du skal give lidt slip på din familie, din far der drikker, dine søskende som ikke trives og din mor som truer med selvmord – og fokusere lidt mere på dig selv. Men jeg siger det alligevel. For i mine ører lyder du som en 19 årig pige som er slidt. Som har brug for at kram og nogen der siger, ’lad det ligge lidt, der er ikke mere du kan gøre, lad os gøre noget af det, du gerne vil’. Jeg tror tiden er inde til, at du tager dig af dig selv, men hvordan gør man det?
De ting du beskriver i forhold til, at have svært ved at begå sig socialt, være bange for at blive dømt og have svært ved at nyde og hygge sig, er velkendte her i TUBA. Der er ikke nogen nem måde, at få det anderledes på. Det er en lang proces som starter med langsomt at begynde at rette din opmærksomhed, omsorg og kærlighed imod dig selv. Mange har gavn af, at arbejde med dette i en terapeutisk proces. Der er også ting du selv kan gøre, som f.esk. at starte med at lytte til dig selv. Spørg din krop, hvad den har brug for lige nu, måske svarer den ’et kram’, ’at græde’, ’at sove’ eller noget helt fjerde, prøv at se om du kan give din krop det den har brug for lige nu. Det er en måde at lytte til dig selv på. Du kan også spørge dig selv om ting som: Hvordan har jeg det lige nu? Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg brug for? På den måde får du langsomt en stærkere fornemmelse af dig selv og kan begynde at bruge dine egne følelser som pejlemærker. Når du giver dig selv det du har brug for er det som at trække i redningsvesten, når du har den på, kan du igen begynde at hjælpe andre, hvis det er det du har lyst til.
Hvis du har lyst er du velkommen til at kontakte TUBA afdelingen i Aarhus, det er gratis at gå i TUBA og her kan du gennem individuelle forløb eller i gruppe få hjælp til netop at få fokus på at mærke dig selv, skabe relationer til andre mennesker og give sig selv plads til at nyde og hygge.
Din kæreste
Du nævner i dit brev din kæreste. Du skriver at han gerne vil lytte men spørger hvor meget du skal ødelægge ham…. Jeg er ikke helt med på, hvordan du ødelægger ham? Du skriver at han bliver ked af det, er det mon det du mener med at ødelægge? Da jeg ikke helt er med, har jeg svært ved at sige noget til det, men jeg kan sige at jeg grundlæggende tænker, at din kæreste er i stand til at passe på sig selv og sige fra, hvis han ikke kan lytte mere til dig – jeg ved ikke om du også tænker sådan?
Du spørger om du er en dårlig kæreste. Ud fra det du har beskrevet mener jeg ikke du er en dårlig kæreste.
Her i oktober er der i Aarhus et drop-in-møde om parforhold og nære relationer. Måske kunne det være noget for dig at deltage i. Det er gratis og anonymt. Du kan læse om det her
http://www.tuba.dk/begivenhed/drop-naere-relationer-venskaber-og-parforhold-1
Til sidst har jeg bare lyst til at sige til dig, at der ikke er noget i vejen med dig. Du er helt normal og lige som du skal være. Du har lov til at sætte dig selv frem i forreste række. Jeg siger ikke det er nemt eller uden smerte. Men det er dit liv som du fortæller om det lige nu, heller ikke. Du har kæmpet hårdt og længe, du har gjort hvad du kunne. Du har lov til at give dig selv en pause nu. En pause hvor du retter fokus mod dig selv og det DU har brug for.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA