Hej så det sommerferie kl er 04.09kan ikke sove. Kigger ud total mørkt alle tanker køre rundt der stille i huset ved min plejfamilie min lillebror sover trygt med viden om en tryg barndom er jeg taknemlig for dog kender jeg ikke hans skæben på livet når han begynder forstå voreS forældre drikker vil det påvirke ham på sigt ??? Jeg selv mærker vreden det vreden over ingen rak en hånd ud til mig men hvem skulle os det ingen kan se igennem mig. For facaden var sat op faktis lært jeg det i en alder af 5år hvor var de voksne i det her hvorfor så ingen det ikke engang i skolen opdage de noget med tiden lært jeg bytte rolle forældre/barn det var nu bytte om jeg have ansvar for lillebror og mine forældre Hvem have så ansvaret for mig?? Ikke nogen livet var ikke som jeg ønske det husker min 10års fødselsdag tydlig ønske mig forældre der ikke drak men det ønske bliv ikke opfyldt den morgen og jeg var vred ingen hørt min bøn og ingen holdt min fødselsdag i skolen husker jeg de spurgt hvad fik du i gave kan huske jeg kigge rundt og følte mere og mere jeg ikke kunne trække vejert jeg sagde hurtig penge hvordan skulle jeg ellers bevise mine gaver ?? Så nærmer vi os 13år denne dag bliv min og lillebror s liv ændre denne morgen er jeg nok lidt for tidlig på skolen ind normal så sætter mig med min iPad i en sofa kan huske en lære siger godmorgen jeg svare ikke hun går vider da hun kommer tilbage får vi øjenkontankt hun siger godmorgen jeg siger godmorgen hun siger haft en god weekend jeg kigger iPad og svare ikke hun ligger min iPad til siden og siger sårn her har jeg ikke set dig før skal vi tale svare nej og tager ipaden igen så kl 08.00 ses med venner min lære ligger mærke til jeg stille og er bekymre midt i timen kommer en vi ansat der snakker med børn /unge på skolen min lære peger og alle glor på mig hun spørge vil du kom med mig jeg svare nej min lære går ned til mig og siger stille det syns jeg vil vær en god ide svar nej hende damen nu vil jeg ikke skrive hvem hun er og kan ikke huske hvad det er jeg kalder altid SSP men det er hun ikke nå men hun kommer hen og siger så sidder jeg ved siden af på en stol nu spoler vi lige frem i timen her så der pause de fleste køber i boden eller madpakke med jeg har ingen af delene jeg siger bare jeg har penge er ikke sulten da alle er gået ud af klassen og jeg alene de voksne er os gået eller det er de så ike de står i et lokale op mod klassen døren på halv ser dem ikke jeg kigger rundt her er ingen så kan rase lidt af her griber de voksne ind og den samtale ændre livet det bliv kaldt akut for fik møde og mig og lillebror bliv akut fjernet jeg altid i fælles chatten så kan folk altid komme forbi der og høre hvordan jeg lever mit liv idag efter svigt hilsen {navn}
Svar:
Kære {navn}
Mange tak for dit åbne og ærlige brev. Jeg vil gerne starte med at beklage den forsinkede svartid, men brevkassen har desværre været lukket i sommerferien.
Du skriver i dit brev, at du har fået en tryg barndom efter du er kommet i pleje, at du er taknemlig for det, men at du også er bekymret for din lillebrors fremtid, når det på et tidspunkt går op for ham, at jeres forældre har et misbrug, og du spørger, om det vil påvirke ham på sigt.
Når jeg læser dit brev, så får jeg øje på en meget omsorgsfuld storebror, og jeg tolker, ud fra det du skriver, at du har fået de dårlige oplevelser, du har haft pga. dine forældres misbrug, på større afstand, efter du er kommet i pleje. Men samtidig bliver du ramt af mørke tanker og en stærk vrede – en vrede, der især bunder i, at der ikke var nogen, der greb ind i tide, da du boede hos dine misbrugsforældre – at der ikke var nogen, der gennemskuede den massive omsorgssvigt, du blev udsat for.
Du skriver også, at du egentlig godt kan forstå, hvis ingen fik øje på det, for du lærte i en meget tidlig alder at holde facaden, så alt så pænt og normalt ud på overfladen. Du lærte samtidig at påtage dig et alt for stor ansvar – et voksent ansvar over for både dine forældre og din lillebror. Og som jeg læser det, så følte du dig alene og efterladt i dette kaotiske liv – og som du selv spørger: ”hvem skulle tage ansvar for mig?”
Jeg kan slet ikke undgå at blive berørt, når jeg læser din historie, og jeg forstår virkelig godt din vrede og din frustration over, at ingen greb ind over for de gentagne svigt, du oplevede. Sikken bagage at bære på i så tidlig en alder. Det gør mig oprigtigt ondt, at du skulle igennem alt dette, og du har alle mulige grunde til at føle, som du gør. For uanset hvor pæn en facade du selv har været med til at opretholde, så burde der have været nogle voksne omkring dig, der langt tidligere burde have gennemskuet det eller i det mindste haft en mistanke om, hvad der foregik hjemme i din familie.
Desværre er der stadig mange voksne, der er bange for at blande sig i andre familieres måde at leve på, og hvis man som voksen er det mindste i tvivl pga. den ’pæne’ facade, så lader mange desværre hellere være med at gøre noget, fordi de er bange for, at deres mistanker er forkerte. Men alle voksne har underretningspligt, hvis de har en mistanke om omsorgssvigt, vold m.m. – lærere og pædagoger har endda skærpede underretningspligt, hvilket betyder at de skal være ekstra opmærksomme og underrette kommunen, hvis der opstår den mindste mistanke.
Så du har god grund til at være vred over, at der skulle gå så mange år, før der var nogen, der skred ind og gjorde noget – jeg forstår dig virkelig godt. Det var først den dag på skolen, da du lod din maske falde, at din lærer fik øje på dig, at der skete noget, og alt blev forandret for dig og din lillebror, og I kom i pleje hos en ny familie.
Det er ikke muligt at sige på nuværende tidpunkt, hvor påvirket din lillebrors liv bliver i fremtiden pga. jeres forældres misbrug af alkohol. Men jeg er ikke i tvivl om, at den kærlighed og omsorg, du har til ham, vil være en kæmpe og uundværlig støtte for ham i fremtiden. Jeg vil dog gerne minde dig om, at du også husker at passe på dig selv og sørge for at få den støtte og omsorg fra andre, som DU har brug for.
Jeg ved af erfaring med andre (især ældre søskende), der er vokset op i misbrugsfamilier, at det kan være svært, fordi man har været meget optaget af at sørge for at alle andre har det godt i familien. Og derfor kan det være svært at mærke efter, hvad man selv har brug for, at spørge andre om hjælp og vise andre, at man er ked af det – det kræver mod pludselig at turde vise andre det. Jeg håber derfor, du har nogen at snakke med – som er der for dig i hverdagen, og som står klar til at lytte og give dig et kram, når de vrede og sårede tanker og følelser dukker op.
Derudover skal du vide, at det er helt normalt, alt det du føler. Og at mennesker oplever, tolker og husker forskelligt, og at der er der ikke noget rigtigt eller forkert, når det handler om oplevelser og følelser. Din lillebror er måske ikke i stand til at huske jeres barnedom på samme måde, da han er yngre end dig, og derfor vil det på sigt måske ikke påvirke ham på samme måde, som det har påvirket dig. Men uanset hvad, så har I hinanden, og I er sammen hos jeres plejeforældre, hvor I begge oplever den tryghed og omsorg, som alle børn har brug for og krav på.
Og kære {navn}, jeg håber du vil fortsætte med at dele din ærlige historie, så vi alle, store som små, kan lære af alt det, du har måttet gennemleve og kæmpe med i din barndom, og så vi alle kan blive bedre til at få øje på det store tabu et misbrug stadig er og kan gennemskue den facade, der ofte bliver bygget op omkring misbrugsfamilien.
Og du er som altid velkommen i gruppechatten og 1til1 chatten. Du kunne eventuelt også overveje TUBAs gruppeterapi? – du er meget velkommen til at læse mere på https://tuba.dk/hjælp.
De kærligste hilsner
Isabella, TUBA