Kære Tuba.
Jeg er en kvinde på 28 år. Jeg bor sammen med min familie som består af min kæreste og vores to børn på 5 år og 1½ år.
Grunden til at jeg skriver er at mine to mindre brødre og jeg er vældig bekymrede for vores far.
Jeg vil lægge ud med at beskrive min baggrund og min far så godt som jeg nu kan.
Når jeg skal beskrive min far kommer jeg til at tænke på et isbjerg ude i vandet; man ser kun lige toppen og hvad der er under overfladen ved man faktisk ikke. Jeg har aldrig følt at jeg kender min far. Jeg kender til mange af hans karakteristika og andre faktuelle ting omkring ham, men jeg ved egentlig ikke hvem han er. Sådan tror jeg de fleste mennesker har det med ham. Jeg tror ikke der er nogen der virkelig kender ham og ved hvem han er.
Som barn var jeg ofte bange for min far. Han sagde ikke særlig meget og lige pludselig kunne han finde på at råbe og skælde os ud uden varsel. Hans humør svingede fra dag til dag – ja fra time til time. Selvfølgelig var der dage hvor han mest af alt viste godt humør og faktisk var en okay far, der kunne lave aktiviteter med os børn. Andre dage var han fuldstændig bomstille – sagde ikke en lyd til nogen (og kunne se meget vred ud). Ofte var det når han var i dårligt humør. Min mor kunne tale til ham og spørge ham om noget og han svarede simpelthen ikke. Selv efter at hun ofte havde gentaget spørgsmålet var han stille. Det skete af og til at han forsvandt i weekenden. Tog bilen og kørte sin vej. Vi vidste ikke hvor han tog hen og han ville ikke sige noget om det. Min mor blev naturligvis meget vred og frustreret i disse situationer og måske fik hun ham alligevel til at fortælle noget, men det ved jeg ikke noget om.
Min far har gennem hele mit liv (mere eller mindre) haft et forbrug af alkohol som har ligget os nærmeste til last. Der har været / og er tider hvor han ikke drikker tror jeg. Men jeg oplever stadigvæk hans forbrug af alkohol som problematisk.
Som barn husker jeg at han drak for meget til sammenkomster i familien. Når der var en almindelig fødselsdag kunne han som den eneste i selskabet sidde og være fuld, hvilket jeg var dybt flov over. Han drak ofte for meget i weekenderne og blev fuld af det. Min mor arbejdede hver anden weekend om aftenen og han var ofte fuld når han var alene hjemme med os børn. Han blev ikke aggressiv eller ubehagelig på den måde. Han faldt i søvn og det husker jeg også som værende meget ubehageligt. Da jeg blev teenager og ung kvinde husker jeg at han fik taget sit kørekort pga. spirituskørsel. Senere blev han endnu engang taget for spirituskørsel og for at køre uden kørekort.
Min mor døde pludseligt da jeg var 21 år. På det tidspunkt var mine brødre 18 og 16 år. I
perioden efter min mors død eskalerede min fars alkoholoverforbrug og mine brødre som stadigvæk boede hjemme oplevede det på nærmeste hold.
Ca. et år efter min mors død satte min ældste bror og jeg os ned med min far og fortalte ham hvor bekymrede vi var for ham og at vi syntes at han skulle gå i behandling for sin alkoholisme. Jeg var gravid med mit første barn og gjorde det også klart for ham at jeg ikke ønskede at mit barn skulle opleve ham fuld. Min far blev ked af det og sagde at han nok skulle tage sig sammen men han gik altså ikke i behandling.
Nærmest gennem hele min tilværelse har min far gjort mig bekymret på den ene eller anden måde. I dag ca. 6 år efter at vi sidst talte med ham om vores bekymring står vi nu igen og er ekstra bekymrede for ham. Min lille bror er blevet bekendt med at hans økonomi er dårlig og jeg tror han er ved at drikke sig selv ihjel.
Det skal siges at jeg ser min far med jævne mellemrum. Vi bor ca. 350 km fra hinanden. Når vi ses tror jeg kun at han viser mig en facade. Han forsøger at være den bedste udgave af sig selv. Det skal også siges at jeg oplever min far som ensom. Efter min bedste overbevisning har han ikke nogle tætte relationer.
Mine brødre har begge et ret anstrengt forhold til vores far. Dels pga. alle de svære oplevelser de har haft med ham og dels pga. at han ikke kontakter dem. Jeg har det også svært med ham. På den ene side er jeg vred på ham og på den anden side vil jeg ham gerne og vil gerne have ham i mit liv (også pga. mine børn). Jeg har brug for lidt hjælp ift. hvordan jeg griber situationen an lige nu. Vi står også overfor at skulle holde jul mine brødre og jeg, men vi kan ikke finde ud af om vi skal invitere min far med. Mine brødre har givet udtryk for at det ville være meget svært at skulle sidde sammen med ham og bare lade som om alting er godt. Jeg kan dog næsten ikke bære tanken om at han kommer til at sidde alene juleaften måske pga. os. Det var et langt og måske forvirrende brev, men håber I kan finde hoved og hale i det ellers må I meget gerne kontakte mig 🙂 Bedste hilsner fra {navn}
Svar:
Kære {navn}
Jeg kan sagtens forstå dine overvejelser og bekymringer i forhold til din far.
Som jeg læser det, så har du og dine brødre haft en opvækst med med en uforudsigelig far der både kunne ignorere jer og forsvinde fra jer fysisk. Det lyder til, at han i mange år har haft en alkoholmisbrug og at det eskalerede da jeres mor pludselig døde. Jeg forstår det sådan, at jeres forhold til jeres far er blevet endnu sværere, efter at jeres mor døde. I konfronterede jeres far for 6 år siden, hvor han tog imod det I sagde, men ikke gik i behandling.
Som jeg forstår dit spørgsmål, så er I nu igen ekstra bekymrede for din far og du er i tvivl om, hvorvidt I skal invitere ham med til jul og derfor skriver du herind for at få lidt input til det, er det mon rigtigt forstået?
Jeg er bange for, at der ikke findes et enkelt svar på dit dilemma, det kunne være dejligt, hvis din far kunne erkende, at han har et misbrug og tage ansvar for, at gøre noget ved det, men der findes ingen sikre metoder til, hvordan du som pårørende kan hjælpe ham derhen. Her i TUBA har vi fokus på, hvordan I børn af misbrugere kan passe godt på jer og håndtere det at have en misbrugende forælder.
Måske har du igen brug for, at dele dine bekymringer for din far med ham? I så fald synes jeg du skal gøre det. Det er ikke sikkert at det ændrer noget hos ham, men måske giver det mening for dig, at sige det for din egen skyld? Så du komnmer ud med, hvordan du har det? Både du og dine brødre har lov til at fortælle jeres far, hvordan I har det og I må også gerne foreslå ham at gå i alkoholbehandling, hvad han så gør derefter, det er op til ham.
Mhs til julen, så er det virkelig også et svært dilemma. Jeg tror det bedste du og dine brøde kan gøre er, at blive ved med at snakke om det, indtil I finder en løsning, hvor I alle bliver tilfredse. Måske kunne I dele jer, hvis I ikke alle vil holde jul med jeres far? Måske kunne I finde en måde at holde jul med ham på, som I kan holde ud, måske ved at I lægger nogle planer for hvad I gør, hvis forskellige scenarier opstår? Måske kunne I aftale ikke at servere alkohol? Måske kunne I ungså at skulle ‘lade som ingenting’, ved at tage en snak med jeres far inden jul, hvor I fortæller ham hvordan I har det alle tre? I kunne måske sige, ‘far, vi synes du har et alkoholproblem, og vi har tænkt os at tale om det, vi kan ikke længere lade som ingenting, vi vil gerne holde jul med dig, men det bliver på vores præmisser og vi vil have lov til at snakke åbent om at du drikker for meget? På den måde, kan din far selv være med til at vælge, om han vil holde jul med jer under de betingelser. Mulighederne er mange, det vigtigste er, tror jeg, at I tre søskende finder en løsning I alle kan bakke op om og være sammen om.
Jeg ved ikke om mine input bidrager til dine overvejelser? Du er altid velkommen til at skrive igen.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA