Hej TUBA.
Min far er alkoholiker, men da mine forældre er skilt, og har været det fra jeg var helt lille, har jeg dog heldigvis ikke set ham dagligt. I dag bor min far ikke i Danmark, men jeg har stadig kontakt – og et godt forhold – til ham.
Jeg har en fantastisk kæreste, men jeg har et følelsesmæssigt problem med ham, som jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal deale med.
Han kan, som så mange andre unge, godt lide at drikke alkohol, og derudover finder han det også rart at ryge weed ved specielle lejligheder. Min ene side af mig er fuldt forstående over for begge af disse ting, så længe det ikke går over gevind – det er den side af mig som er til stede, når begge af disse ting er på afstand – mens den anden side af mig viser sig, hvis jeg er i selskab med ham, når han er påvirket. Denne side bliver en sur kælling, for at sige det på godt Dansk. Jeg bliver frastødt af hans måde at være på og jeg snerrer af ham, og gider i det hele taget ikke at være sammen med ham.
Jeg synes at det er vigtig at nævne, at han på ingen måde gør mig ondt eller noget i den stil. Han er fantastisk sød og vil mig kun det bedste, og han forstår mig også godt, når jeg fortæller ham, hvordan jeg har det – hans far var selv alkoholiker.
Det kan nok ikke være så svært at gætte sig til, at jeg ikke selv gør mig så meget i at drikke, selvom det dog ikke altid har været sådan. Det sidste halvandet år har for mig været meget turbulent – jeg var på efterskole (hvor jeg mødte min kæreste), og her var vi sammen i 8 måneder. Det var på efterskolen jeg for første gang rigtigt drak, selvom jeg førhen havde sagt, at det ville jeg ikke gøre grundet min far.
På efterskolen besluttede min kæreste sig for at prøve hash for første gang, og det var bestemt ikke noget jeg var tryg ved, men forstod godt hans nysgerrighed og accepterede faktummet. Jeg havde det dog kun et problem med ham og alkohol, når jeg ikke selv drak med.
Efter min kæreste og jeg slog op, gik jeg til en masse fester, drak alt for meget, kyssede med for mange og gik desværre også i seng med nogle stykker. Denne periode varede fra ca Maj til September sidste år, og jeg havde det ad helvede til med mig selv. Jeg besluttede mig for at tage mig sammen, da jeg efter en fest i September ikke kunne huske, hvad jeg havde foretaget mig. Jeg blev fortalt nogle forskellige ting forskellige steder fra, og fandt egentlig aldrig ud af, hvad der var sket den aften.
Cirka i December/Januar begynder vi at have noget igen. Da vi jo gik på efterskole sammen ses vi til diverse elevfester, og jeg sover ofte hos ham efterfølgende, da de her begivenheder er gode muligheder for det, da vi bor godt halvanden-to timer fra hinanden med offentlig transport.
Det er svært at beskrive den følelse jeg får, når han drikker… Jeg føler mig såret, vred, tilsidesat… Jeg ved ikke – i hvert fald følelser jeg ved alle stammer fra, at min far drikker. Dette skal ikke gå ud over han, men jeg kan ikke styre mine følelser i sådanne situationer, og får opført mig på en måde, som jeg slet ikke kan være bekendt.
Mit spørgsmål er så – hvad skal jeg stille op? Jeg kan ikke tillade mig at stille begrænsninger op for min kæreste, og har egentlig heller ikke interesse i det, det er hans liv, og han skal da leve det fuldt ud. På den anden side kan jeg heller ikke være bekendt at opføre mig sådan… Skal jeg bare undgå at komme til elevfesterne og misse at se alle de andre jeg jo også holder så meget af? Eller hvordan kan jeg ændre mine egne følelser omkring dette, således at jeg kan acceptere at min far og min kæreste ikke er den samme person – min kæreste skal ikke have skraldet for min fars fejl.
Mvh.
Svar:
Kære du
Jeg kan sagtens forestille mig dit dilemma i forhold til, at du mærker nogle følelser når din kæreste drikker, som i virkeligheden stammer fra de oplevelser du har haft, når din far drikker.
Det er meget almindeligt at følelserne følger med, selv efter man bliver ældre og voksen. Der er mange der, som dig, oplever dilemmaet med at føle sig såret, vred og tilsidesat når en partner drikker, selvom det måske ikke er det, der reelt sker.
Så hvad kan du gøre?
Du kommer selv med nogle forslag. Du kan sætte begrænsninger for din kæreste. Du kan undgå at være sammen med din kæreste når han drikker. Eller du kan prøve at arbejde med dine følelser omkring det, så du kan acceptere at din far og din kæreste ikke er den samme person.
Min erfaring siger mig, at du vil få mest ud af, at arbejde med det sidste. Arbejde med at adskille de oplevelser du havde med din far, fra de oplevelser du har med din kæreste. Jeg tror, at det er det der vil være mest gavnligt på sigt. Dermed ikke sagt, at det forsvinder. Måske har du gode grunde til, at føle dig såret, vred og tilsidesat når din kæreste drikker – det kan jeg ikke vide. Hvis det er tilfældet, er det nogle andre ting der skal til.
Rigtig mange har gavn af, at arbejde med dilemmaet i et terapeutisk forløb. I den proces vil du kunne få hjælp til at adskille dine følelser og oplevelser i forhold til din far og din kæreste. Du vil kunne få hjælp til at acceptere og bearbejde dine oplevelser med din drikkende far og forhåbentlig blive så ‘færdig’ med dem, at de ikke længere vil spøge og virke forstyrrende ind på dit liv nu. Den hjælp jeg beskriver her, kan du få i TUBA. Du er velkommen til at kontakte en TUBA afdeling i nærheden af, hvor du bor. Du kan se vores afdelinger her.
Bedste hilsner
Camilla