Hej Tuba.
Min far drikker. Det har han gjort længe, men nu har det taget overhånd. Han drikker hver dag og nogle gange er det en hel flaske vodka. Drukken går ikke meget udover mig da jeg bor mest hos min mor, men det rammer min lillebror.
Min far har aldrig været voldelig overfor hverken mig eller mine søskende, men han skændes dog altid med min bror når han er fuld og siger upassende ting, som at han aldrig vil se min lillebror igen, og han stopper ikke når min bror siger lader vær. F.eks. med at kilde ham. Én gang har det endt med at min lillbror fik et slag i hovedet (det var ikke intentionen fra min fars side). Jeg har få gange bemærket at min far har haft drukket når han har afleveret min bror ved min mor, i bil, hvilket jo udsætter ham for stor fare.
Min bror har ofte sagt han ikke vil hjem til min far og er en smule bange for ham. Efter et skænderi engang har han cyklet alene hjem til min mor i mørket 17km, hvilket han slet ikke er gammel nok til.
Min far er en glad og venlig mand, også når han drikker, men det ændrer ikke på at han drikker for meget og ubevidst udsætter min bror for fare, eller siger ting der ikke burde være sagt. Jeg har få gange taget problemet op med min far, da jeg har været tosset over han var beruset, men det er som om han ikke kan indse sit problem, for ham er det bare et par flasker vin efter arbejde. Jeg kan ikke snakke med min mor om problemerne da hun er nede med depression, og skulle hun vide hvordan det egentligstår til ville hun blive så syg at min bror slet ikke kunne bo her, hvilket han har brug for.
Jeg føler derfor jeg bliver nødt til at være ved min far for at sikre min bror har det godt, men min far bor langt væk fra mit studie og det hele bliver så stresset for mig, og dermed kommer jeg også til at skælde urimeligt ud på min bror, når han bare laver drengestreger.
Hvad kan jeg gøre? Jeg håber stærtk på i et har nogle forslag.
På forhånd tak.
Svar:
Kære Pige 18 år
Det er godt nok et smertefuldt og vanskeligt dilemma, du står i. Dem, du holder af, har det svært. Din mor er syg med depression, og din far vil ikke se i øjnene, at han har et alvorligt alkoholproblem, som går ud over både dig og din bror. Og tilbage står du så med hele ansvaret. Det er bare ikke i orden.
Jeg kan høre, at du gør dit bedste for at være den voksne og ansvarsbevidste person i jeres familie. For at være stærk. Du er omtankefuld og kærlig i din måde at tale om din familie på. Samtidig kan jeg også fornemme, at du er ved at løbe tør for kræfter, mod og håb og har svært ved at finde den rigtige vej i det hele. Er det rigtigt?
Din største bekymring er din bror. Det forstår jeg godt. Jeg kan ikke læse mig til, hvor gammel han er, men jeg går ud fra, at han er et barn. Og han er tydeligvis i klemme – og måske også i fare. Det er bare ikke godt og slet ikke holdbart, det kan jeg sagtens følge dig i.
Du spørger: ”Hvad skal jeg gøre?” og beder om ”nogle forslag”.
Som voksen er det første, jeg er nødt til at sige, at når et barns liv eller udvikling er i fare, har man ret og pligt til at fortælle nogen om det. Jeg kan høre, at du er bekymret for, hvordan det vil påvirke din mor, men jeg synes alligevel, du skal snakke med hende om det. Hun er voksen. Det er hendes ansvar. Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan du søge hjælp hos kommunens familieafdeling. Måske er det en helt umulig tanke for dig. Og i sidste ende er det dig, der kommer til at bestemme, om du vil lytte til den eller ej. Men det er faktisk alle voksnes pligt at søge hjælp til et barn, hvis man er bekymret for dets liv og udvikling. Hvis du ikke tør på egen hånd, kan du måske tale med en lærer eller pædagog på din brors skole (eller hvad han går i).
Når det er sagt: Jeg har selvfølgelig ikke nogen ”løsning” at give dig. Hvis der var en oplagt løsning, er jeg sikker på, at du selv ville have fundet ud af det. Din situation er virkelig fastlåst. Og det er ikke din skyld. Sådan er det bare, og du står lige midt i det. Det, jeg kan tilbyde, er mine tanker. Jeg håber, de kan hjælpe dig lidt videre.
Inden jeg kommer tilbage til din bros situation, har jeg lyst til at blive lidt ved din, ved dig. Du er 18 og vist temmelig moden af din alder – men du er jo stadig også bare en ung kvinde. Ingen på din alder burde stå med det ansvar, du står med. Det slider på krop og sjæl. Du kan gøre dig stærk, hvad du sikkert også har gjort længe – måske hele dit liv. Men du er jo ikke en ”super-woman”, som kan klare alt. Det er der ingen, der kan. Uanset, hvor meget andre har brug for dig, er der grænser for, hvad du kan holde til.
Jeg møder unge i TUBA, som har slidt sig selv op efter i årevis – forgæves – at have forsøgt at bære hele ansvaret for deres familie. De har angst, depression, kronisk stress, selvmordstanker osv. Pludselig en dag kan de ikke mere og kan knapt komme ud af sengen eller gå på gaden. Jeg siger det ikke for at forskrække dig, men for at opfordre dig til at passe på dig selv. Hvis du knækker eller bliver slidt ned, er ingen hjulpet.
Du kan ikke både passe på dig selv, sørge for, at din mor ikke blive mere syg, sikre din bror og tage din fars ansvar. Det er for meget. Du kan gøre, hvad du kan – og måske føler du dig også nødt til at gøre alt, hvad du kan. Men du er også nødt til at lytte til dig selv, når du ikke kan mere.
Måske tænker du: ”Ja, men hvis jeg ikke gør noget, er der ingen, der gør noget. Så ender det måske galt – og det vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv.” Hvis du tænker sådan, forstår jeg dig godt. Hvem ville ikke tænke sådan i din situation? Men det er fejt, at du skal tænke sådan. Forestil dig, at du en morgen opdager, at der ligger et spædbarn foran din dør. Nogen har ikke ønsket at tage ansvar for deres barn og har lagt det der, for at du skulle tage dig af det. Du tager det ind og passer det. Næste morgen ligger der endnu et. Også det tager du ind. Næste morgen det samme. Osv. Hvor længe kan du blive ved? Er børnenes liv dit ansvar, og er det din skyld, hvis de ikke har det godt? Hvor mange skal der til, før du kan komme ud af ansvaret for børnene og skylden, hvis der sker dem noget? – Svaret er naturligvis, at det ALDRIG har været dit ansvar. Det er de forældres, som har lagt deres ansvar fra sig, og det er DERES skyld, hvis børnene ikke har det godt. – Og alligevel er du selvfølgelig nødt til at gøre noget.
Og hvad kan du så gøre? Hvad er dine muligheder? Prøv at overveje, hvad der vil ske, hvordan det vil forløbe, og hvordan det måske vil ende, alt efter hvilken vej, du vælger … Jeg har skrevet nogle fordele og ulemper op, i forhold til hvad du skriver i brevet, og hvad jeg selv tænker. Du kan selv finde på andre eller flere – og på den måde måske fornemme dig frem til den løsning, der har flest fordele og færrest ulemper, eller som du selv bedst kan stå inde for.
- Du flytter til din far.
Fordele: Din bror vil have din støtte, og du kan passe noget på ham og måske delvist beskytte ham mod din fars manglende omtanke og grænseløshed, når han er fuld. Måske har du også et håb om, at du kan få din far til at drikke mindre?
Ulemper: Det bliver vanskeligere for dig at passe dit studie på grund af afstanden. Du bliver mere og mere stresset med tiden og kommer til at blive mindre tolerant og kærlig over for din bror, end du ønsker, og det vil gå dig på. Du kan ikke støtte din bror og passe på ham, så længe du er i skole, eller hvis du skal andre ting i din fritid. I stedet for at være bekymret for din bror, vil du måske begynde at være bekymret for din mor, som du jo så ikke længere ser dagligt. Dit eventuelle håb om at få din far til at drikke mindre, vil måske slå fejl, og du vil også selv blive belastet af din fars adfærd, samtidig med at du belastes af stress i forhold til din skole, bekymring for din mor og ansvaret for din bror.
- Du bliver hos din mor.
Fordele: Du kan passe din skole og dit eget liv, som du har det nu. Du undgår en del ekstra stress og kan derved bevare noget overskud, som du får brug for for at kunne støtte din bror, så godt du kan, og på de måder, der kan lade sig gøre. Besøge ham i weekenden. Tale med ham og give ham råd. Vise ham med dit eget eksempel, hvordan man passer på sig selv – det har han ikke andre, der kan vise ham. Lade ham komme på besøg og hygge med ham osv.
Ulemper: Du vil bruge mere tid og flere kræfter på at være bekymret for din bror. Din bror vil ikke have din støtte og beskyttelse i samme grad, som hvis du boede sammen med ham.
- Du søger hjælp hos kommunen.
Fordele: Du lægger ansvaret for din bror et sted, hvor det hører til (når nu hverken hans mor eller far kan tage det i det nødvendige omfang). Du hænger ikke selv i samme grad på ansvaret. Måske vil kommunen tilbyde hjælp til din far. Måske vil de kræve af ham, at han tager mere ansvar. Måske vil de tilbyde din bror andre former for støtte. Du kan blive, hvor du er, og undgå en del stress og belastning, så du har mere overskud til at støtte din bror, hvor du kan.
Ulemper: Du kan ikke være sikker på, hvordan kommunen vil reagere, eller hvordan din bror, far og mor vil reagere bagefter. Det er meget, meget svært at tale dårligt om sin egen familie til vildt fremmede. Du vil sandsynligvis føle skyld.
Jeg ved ikke, om der er flere valgmuligheder, som du ser det? Hvis der er, kan du forsøge at sætte dem op på sammen måde. Jeg ved, der er mange stærke følelser i det her for dig. Det er ikke bare sådan et logisk regnestykke. Men måske kan overblikket hjælpe dig med at træffe den beslutning, du bedst selv kan stå inde for på længere sigt.
Jeg håber sådan for dig, at du finder en vej frem, og at du tilgiver dig selv, at du ikke kan alt. Det er der ingen, der kan. Hvis du har flere spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive ingen – eller til at henvende dig i den nærmeste TUBA-afdeling.
De bedste hilsner
Jeppe