Hej Tuba,
Jeg har både gennemført et forløb hos jer og haft skrevet herinde før til rigtig stor hjælp. Nu prøver jeg så igen.
I mit barndomshjem var det min far der drak. Da jeg var cirka 18 blev mine forældre imidlertid skilt. Min far drak stadig og var temmelig deprimeret samtidig. Han lever idag, men er virkelig medtaget af et hårdt liv med deprime følelser og druk. Han har cirka alle følgesygdommene, der følger med et sådant liv – og flere til.
Da jeg var barn følte jeg mig meget alene. Min mor forsvandt fysisk og psykisk. Og jeg blev langsomt mere og mere irriteret på hende.. og idag, har jeg en ENORM vrede. Jeg synes, at hun er irriterende og føler ikke hun har fortjent noget som helst tid med mig og min mand og min søn. Jeg tror, at jeg til tider reagerer lidt hårdt for hende. For jeg tror ikke, hun helt forstår. Hun møder mig ikke, når jeg prøver at forklare hende, hvordan jeg har det. Hun bliver bare vred og ked af det og føler sig meget tilsidesat og siger, at hun jo gjorde det bedste i min barndom.. Det synes jeg bare ikke var godt nok. Hun er et meget specielt menneske og får enormt let meget ondt af sig selv. Jeg føler ikke altid jeg kan rumme hende og føler egentlig at jeg HAR rummet hende (og min fars) følelser alt rigeligt med den barndom de gav mig.
Hun sms’er gerne nogle rigtige træls ord til mig, hvilket giver mig meget dårlig samvittighed. Jeg er så splittet imellem at fortælle hende, at jeg ikke gider se hende/høre på hende eller bare gøre det for fredens skyld (og bare glide af på alle de ubehagelige ting, hun siger.. for måske er hun ikke klar over hvor ubehageligt, det er?)
Jeg er sikker på, at det ville være så svært for mig, at sige, at hun skal lade mig være. Hun har heller ikke kontakt med min søster (og det har jeg iøvrigt heller ikke…) eller sin egen mor. Der er så mange konflikter i vores familie, som jeg ikke har lyst til at være en del af. Men at ikke lytte til mine egne følelser ville bare være SÅ stor en kamel at sluge for mig, at jeg ikke er sikker på, at jeg ville ende med at være helt til stede eller lykkelig.
Så hvad jeg gør jeg?
Jeg synes, det er så svært..
Håber, I kan hjælpe mig og give mig et perspektiv på sagen.
Mvh {navn}
Svar:
Kære {navn}
Hvor er det dejligt at læse, at du har fundet svarene i brevkassen og forløbet hos os hjælpsomme.
Du fortæller om din far, som har været deprimeret og drukket meget, og som følge heraf er blevet medtaget. Du fortæller også om din mor, som forsvandt fysisk og psykisk i din barndom, og at du ikke føler, du længere kan rumme hende. Du skriver også, at du er splittet mellem om du skal fortælle din mor, at du ikke gider at se/høre på hende, eller om du skal lade det fare for fredens skyld – dette spørger du konkret om råd til, og jeg skal gøre mit bedste for at give dig inputs til dit dilemma. Som jeg forstår dit brev, handler denne splittelse om, hvorvidt du skal bryde kontakten til din mor eller ej – det vil jeg i mit svar tage udgangspunkt i.
Når jeg læser dit brev, får jeg særligt øje på, at du skriver, at du føler, at du allerede har rummet din mor, og at du ikke ønsker at være en del af konflikterne i din familie – samtidig er du sikker på, at det vil være svært for dig at sige til din mor, at hun skal lade dig være. Jeg tænker derfor på, om det kunne være en idé, at du finder en mellemvej, så du hverken skal finde dig i at hun sender dig trælse SMS’er, eller decideret bryde kontakten til hende? Du skriver, at hun måske ikke selv er klar over, hvor ubehageligt det er, og det får mig til at tænke på, om du efterfølgende har prøvet at fortælle, hvordan du føler, når du modtager hendes beskeder? Måske det kunne være en idé at vise hende de trælse SMS’er, og sætte ord på dine følelser, eksempelvis “da du skrev sådan, fik det mig til at føle…” – hvad tænker du om det? På den måde vil du undgå at gå ind i konflikten, men du vil samtidig have vist hende, hvor din grænse går, og givet hende en mulighed for at se, hvor ubehageligt du faktisk synes, det er at modtage beskederne. Jeg kan læse, at du fortæller, at hun ikke er særlig god til at møde dig, når du prøver at forklare hende, hvordan du har det, men jeg tænker, om det måske vil give dig ro at vide, at du i det mindste har prøvet at forklare hende, hvor ubehagelige du synes, hendes beskeder er?
Jeg får særligt øje på, at du skriver, at det vil være en rigtig stor kamel for dig at sluge, hvis du ikke skal lytte til dine egne følelser, og det kan jeg godt forstå. Jeg tænker derfor, at det er vigtigt, at du husker at gøre op med dig selv, hvad du vil finde dig i, og hvad du ikke vil finde dig i, og sætter klare grænser over for din mor, så det fremadrettet forhåbentligt bliver nemmere for dig at indgå i relationen til din mor. For som du skriver, er det rigtig vigtigt at lytte til sine egne følelser, hvis man vil være helt til stede og lykkelig.
Når jeg læser dit brev, virker det på mig som om, at du allerede er rigtig god til at lytte til dine egne følelser, samtidig med at du også allerede har været i stand til at sige fra overfor hende. Jeg tror derfor på, at du nok skal lykkes med at få tydeliggjort dine grænser overfor din mor, så du fremadrettet kan få det godt igen.
Jeg håber, du fik svar på dit spørgsmål, og ønsker dig alt det bedste.
De bedste hilsner
Mette, TUBA