Hej Tuba,
Jeg er tidligere gruppemedlem hos Tuba, jeg sluttede mit forløb sidste år.
Jeg har lige her til aften fået et ”gennembrud”. En indsigt. Det er utrolig overvældende følelsesmæssigt, har grædt og grædt og brug for at dele det med nogen. Derfor skriver jeg ind.
Jeg har forsøgt at få kontakt til mit ”lille barn” eller nærmere helt konkret mig selv som 6-årig. I dag forsøgte jeg at huske tilbage, være tilbage i min 6-årige krop. Det var ikke svært, jeg husker tydeligt. Dufte, farver, stemninger. Og så overvælder det mig. Hvordan jeg har det og jeg skriver ned:
”Jeg føler mig så utryg og overladt til mig selv. Følelsen af at der ingen er til at tage sig af mig. Jeg føler mig alene når de voksne drikker. Så er de afkoblet fra mig. Jeg er i samme lokale som dem, men jeg er alligevel ikke med dem. Jeg forsøger at være med i fællesskabet, men de er i deres rus og jeg er ”alene”.
Så skal passe på mig selv, selv lave lektier, selv sørge for at komme i seng. Jeg forsøger, men jeg kan ikke. Jeg er ikke voksen nok. Jeg dagdrømmer om, at når jeg engang bliver voksen, så bliver det hele bedre. Så er jeg ikke længere fanget her.
Jeg ønsker mig brændende at nogen vil tage sig af mig. Jeg opfinder en fantasi voksen ”angel”, som observerer og passer på mig. Jeg trøster mig med min Bamse Lise. Hun må aldrig være alene! Hun er med mig alle steder. Jeg lyner hende fast under min jakke, så hendes hoved stikker ud og hun kan være med i alt ting.
Jeg ønsker sådan at nogen vil tage ansvar for mig. Jeg ønsker mig en storebror, så kan han passe på mig. Min mor siger at det kan man ikke få når man er født først, jeg kan højst få en lille bror. Det vil jeg ikke have. Så skulle jeg også passe på ham.
Jeg håber at min far giver mig et tidspunkt jeg skal i seng. Men jeg får lov til selv at bestemme. Han vil ikke bestemme over mig, som der blev over ham på hans børnehjem. Men jeg kan ikke selv administrere det. Jeg ville ønske han tog det ansvaret fra mig. Jeg føler mig kraftigt tilknyttet til min far når han er ædru. Så er jeg i himlen! Men han forsvinder med alkoholen, og så er jeg atter alene. Jeg bliver forladt igen og igen. Meget tid går med at vente på at min ”gode” far kommer igen. En tilbagevendende længsel efter tryghed, og min far.
Min verden falder sammen hver gang jeg kommer på lejrskole. Nu er jeg HELT overladt til mig selv. Ekstra utryg. Jeg græder og græder. En enkelt gang så meget at pædagogerne beder min far hente mig. Min lykke er gjort. Han henter mig i bil, dvs. han er ædru. Han er det eneste jeg vil. Interesserer mig ikke for de andre børn. Jeg vil kun have min far, men jeg får ham aldrig helt. Han forsvinder hver dag for øjnene af mig, gradvist i takt med øl og snaps. Jeg må vige pladsen for det han elsker mere end mig; sin alkohol.
Men jeg er ikke sur over at jeg er på anden pladsen efter den. Sådan har det altid været. Jeg må bare vente til det bliver min tur. Jeg er jo heldig at jeg overhoved får tid med ham når han er ædru.
Bare nogen ville tage ansvar for mig, passe på mig. Jeg prøver selv, men kan ikke. Jeg er alt for lille endnu…”
Det er så mærkeligt for mig, for selvom det nu når jeg ser læser det og husker det, og det er SÅ tydeligt hvor forladt jeg har følt mig. Er det først lige nu, i dag at det er gået op for mig/at jeg husker, at jeg har haft det sådan. Jeg har slet ikke før nu kunne huske at jeg følte mig alene og overladt til mig selv hver dag. Hvis jeg skulle have beskrevet det i går, ville jeg tværtimod have sagt at jeg hele tiden var omgivet af mange mennesker da jeg var barn. (Jeg boede hos min far som havde gæster hver eneste aften) Er det ikke meget mærkeligt?
Grunden til at jeg gik i gang, med at få kontakt til mit ”lille barn”, var at jeg altid har haft problemer med at være alene. Jeg går nærmest i panik når jeg i perioder ikke har en kæreste. Og det har også resulteret i at jeg har rykket hurtigt fra det ene forhold til det andet. Ikke altid af de rette årsager 🙁 To forhold har jeg været i fordi de var meget omsorgsfulde og ville mig meget, mere end det handlede om min kærlighed til dem. Det er ikke noget jeg er specielt stolt af at indse om mig selv.
Hver gang jeg har et brud med en kæreste, er jeg helt tilbage i de samme følelser som jeg havde når jeg var på lejerskole. Helt panisk, ingen base, helt alene.
Lige for tiden er jeg alene, og er voldsomt præget af de følelser.
Jeg vil SÅ gerne overvinde denne side af mig. Have det ok med at være alene, og føle at jeg kan stå på egne ben. Jeg har egentlig klaret mig rigtig udmærket selv. Jeg har et godt lønnet job, en dyr og fancy lejlighed og egen bil, så egentlig klarer jeg mig selv ret forrygende på papiret. Og hver gang jeg får det dårligt, forsøger jeg at handle mig ud af det, ved at gøre gode ting for mig selv, lave mine livretter, løbe ture langs vandet. Men det er som om at jo mere jeg forsøger at gå i den retning, jo mere modstand hober sig op under overfladen, og til sidst slår det ud i mel
Svar:
Kære {navn}
Jeg er glad for at du skriver og deler dine tanker med os her i brevkassen.
Det lyder som en meget intens oplevelse at have været tilbage i dine egne følelser som du oplevede dem som 6-årig, jeg kan godt forstå at det var overvældende at opleve.
Du spørger hvad det er der sker, jeg er lidt i tvivl om, hvad du refererer til? At få kontakt med dit eget ‘lille barn’, at have det ok med at være alene, eller at det ikke lykkes at handle dig ud af det, når du får det dårligt? Måske spørger du til det hele? Det ville være rart, hvis vi kunne sidder overfor hinanden og tale om de her ting. Det er på en måde svært at give et fyldestgørende svar i brevkassen. Jeg prøver at svare så godt jeg kan og så må du tage det, du kan bruge.
Dit ‘lille’ barn.
Det at du kan mærke dine følelser og ensomhenden som 6-årig tænker jeg er godt i sig selv. Vi kan bedst stille noget op med vores følelser, når vi kan mærke dem.
Jeg tænker om du kan gøre brug af din voksne side til, at tage dig godt af dig selv som lille? Lade dit lille barn fortælle, hvad det har behov for og på den måde, tage godt vare på dit indre barn idag? Måske kan du spørge dit lille barn om ting som:
Hvad vil du gerne have lige nu?
Hvad mangler du fra en voksen?
Måske du som voksen kan give dit lille barn det, det mangler?
At have det ok med at være alene
Jeg ved ikke af, at der findes enkle måder til, at få det godt med at være alene. Når jeg læser dit brev får jeg tydeligt øje på den utryghed og følelse af at være forladt, det gav dig at være alene som 6-årig. De følelser giver god mening. Det er ikke meningen at man som 6-årig skal være overladt til sig selv, selv skal træffe beslutninger om sengetider osv. Det skaber utryghed og panik.
Jeg får også øje på at det lykkedes dig. Du klarede i høj grad at være overladt til dig selv som barn. Du klarer dig også godt som voksen.
Du beskriver at du ryger tilbage i de følelser du havde som 6-årig, når du bryder med en kæreste som voksen. Jeg tænker på om dine følelser mon reagerer ud fra de oplevelser du havde som barn? Jeg gætter på at du med din fornuft godt ved at du kan klare dig alene, fordi du nu er voksen. Men dine følelser fortæller dig noget andet. Mit bedste bud er, at du arbejder med at adskille dine følelser fra tidligere fra de oplevelser du har idag. Det er noget med at gå på opdagelse i, hvilke følelser der er et levn fra barndommen og hvilke der høerer til i nuet. De fleste oplever at være kede af det og føle sig ensommen og måske forladt, når de bryder med en kæreste. Det er helt okay. Man kan også opleve en sorg over ikke længere at være to og det kan tage tid, før man vænner sig til igen at være alene. Men måske følelsen af panik er et levn fra din barndom? Som barn kan man have svært ved at klare sig selv, hvis man bliver forladt. Som voksen kan man godt stå alene. Måske har du ikke erfaring med at være alene som voksen, du skriver at du har rykket hurtigt fra det ene forhold til det andet? Måske du kan prøve at eksperimentere lidt med at være mere alene? Mærke hvordan det er og hvordan du kan klare dig? Jeg tænker at du er din egen base. Men måske har du brug for at mærke, at du kan have tillid til den?
Det lykkedes ikke at handle dig ud af det, når du får det dårligt.
Jeg vil gerne vende tilbage til det jeg skrev tidligere om, at vi skal kunne mærke vores følelser for kunne stille noget op med dem. Det betyder ikke at vi nødvendigvis skal handle, når vi føler noget. Nogle gange kan det være, at vi bare skal rumme vores følelser.
Det lyder ikke til at du har succes med, at handle dig ud af det, når du har det dårligt. Det hober sig alligevel op under overfladen og slår ud til sidst. Jeg er i tvivl om, om du kan undgå at de følelser du har, når du har det dårligt, kommer ud. Jeg er heller ikke sikker på, at det gør dig noget godt at forsøge at holde dem tilbage. Der er ikke noget galt i, at du gør gode ting for dig selv, når du har det dårligt. Men det er som du beskriver, ikke ensbetydende med, at de dårlige følelser går væk. Måske kan det give dig noget, at arbejde med at acceptere og rumme de følelser du har, når du har det dårligt. Registrere at du har det som du har det, konstatere det og give dig selv lov til at have det sådan. Alle mennesker oplever dårlige perioder, som de ikke kan handle sig ud af. Det er en del af livet at man nogle gange har det dårligt. Måske forstærker det sig selv, hvis man prøver at modarbejde det. Måske fylder det mindre, hvis man accepterer det og rummer at man har det dårligt i en periode. Måske du kan prøve at eksperimentere med, hvad du gør når du får det dårligt? Prøve forskellige ting af, være god ved dig selv, acceptere og rumme, give dig selv lov til at have det dårligt, give slip og lade følelserne komme ud.
Til sidst har jeg lyst til at opfordre dig til, at dele din oplevelse af at få kontakt med dit ‘lille barn’ i ung til ung forumment. Jeg tror mange andre unge vil kunne finde inspiration i din oplevelse. Jeg tænker også, at andre der har oplevet også at komme i kontakt med deres ‘lille barn’, kan have nogle erfaringer at dele med dig, i forhold til, hvad man kan stille op med den indsigt det giver.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA