Hej
Jeg er 23 år og er først fornyligt begyndt at erkende at min far er misbruger (alkohol, stoffer og ludomani), såvel som 3 af mine brødre og resten af hans familie. Anderkendelsen af deres misbrug ramte mig først efter jeg flyttede hjemmefra, men indvirkningen på mit liv var der også mens jeg boede hjemme. Jeg er meget plaget af voldsomme panik/angstanfald, har svært ved relationer og alt det socialle, jeg er meget stille og bliver hurtigt utryg i større forsamlinger, jeg føler mig ansvarlig overfor de ting der sker omkring mig, specielt hvis der sker noget som gør andre kede af det, også selvom det ikke har noget med mig at gøre.
Jeg har 2 nevøer (tvillinger) der for nogle måneder siden blev tvangsfjernet fra deres mor, der var alene med dem, og det har påvirket mig meget, da deres mor ligesom jeg voksede op i et misbrugshjem og som fik psykiatrisk hjælp og en diagnose mange år før drengene blev født. Hun har været stabil i de 5 år hun har haft drengene, men kommunen er alligevel blevet ved med at køre på hende pga hendes diagnose, og fordi hun havde brug for hjælp 10 år før drengene bliver født. Jeg har derfor meget svært ved at søge hjælp, da jeg er rigtig bange for hvad det kan komme til at betyde for mig, når/hvis jeg en dag vælger at stifte familie.
Samtidig er jeg også rigtig tilbageholdende overfor at søge hjælp, da jeg er bange for at det vil involvere medicin, og i mit hoved vil det betyde at jeg bare er ligesom resten af min familie. Jeg har også rigtig mange tics, og lægerne har flere gange tilbudt medicinsk behandling herfor, men jeg har takket nej hver gang, netop fordi jeg føler jeg så er ligesom min familie, men jeg tør ikke sige til lægerne at grundet til jeg ikke vil have medicinsk behandling er min frygt, og ligeså snart jeg takker nej til medicin er lægerne bare helt sådan: “nå okay, jamen så er der jo ikke mere vi kan gøre for dig” agtig, som om jeg har fornærmet dem eller spildt deres tid, hvilke også påvirker mig meget, og gør at jeg er bange for at søge hjælp.
Jeg begyndte for ca ½ år siden i ACA, var meget skeptisk i starten da jeg ikke helt ville indrømme overfor mig selv at min familie var dysfunktionel, men da først jeg kom derned, fik jeg en meget større forståelse og erkendelse. Jeg besøgte desuden jeres telt på Folkemødet, havde godt hørt lidt om TUBA inden, og var også blevet anbefalet det af nogle jeg stolede nok på til at åbne lidt op overfor, men var/er stadig meget tilbageholdende overfor at søge hjælp, da jeg stadig er meget i tvivl om hvad det kan komme til at betyde, eller hvad det kan gøre for mig???
Undskyld det blev så langt, og ikke helt sikker på om det giver mening hvad jeg prøver at spørge om, men prøver alligevel: Kan TUBA hjælpe mig? Og risikere jeg at det kommer til at betyde noget for min fremtid hvis jeg søger hjælp?
Svar:
Kære du
Du indleder dit brev med at skrive, at du fornyligt har erkendt, at din far, hans familie og dine brødre har et misbrug. For mig at se er det meget positivt, at du har nået denne erkendelse, da det giver dig muligheden for at handle på, hvad det betyder for dig og dit liv. Du beskriver, at dine næres misbrug påvirker dig på den måde, at du lider af panik/angstanfald, at du har svært ved relationer og alt det sociale, at du er stille og bliver utryg i større forsamlinger og at du føler et ansvar over for de ting, der sker omkring dig. Det må være rigtig svært at være tynget af alle disse ting, og jeg synes det er rigtig ærgerligt, hvis du skal tage dem med dig videre i dit liv.
I forhold til at opsøge behandling for de ovenstående udfordringer bærer dit brev præg af, at du er bange for, hvilke konsekvenser det kan have for fremtiden. Med den historie du fremhæver – om tvangsfjernelsen af dine to nevøer grundet en psykisk diagnose hos moderen – forstår jeg godt din bekymring. Det ligger til os mennesker at bekymre os meget for fremtiden, fordi vi bliver bange for, at de valg vi træffer nu vil kunne lukke nogle døre eller have negative konsekvenser i fremtiden. Når jeg læser dit brev tænker jeg, at det må være rigtig svært at være dig, og jeg får derfor lyst til at spørge dig, om det ikke er vigtigt, at du får arbejdet med det, der tynger dig og får det godt nu?
I brevet udtrykker du en yderligere bekymring i forhold til at søge hjælp, nemlig at du er bange for, at behandlingen vil involvere medicin. Denne bekymring har rod i, at du er bange for, at det vil betyde, at du er ligesom resten af din familie. Din modvilje mod medicinen oplever du har været noget, som lægerne har været meget uforstående over for og det har påvirker dig på en sådan måde, at du har haft endnu sværere ved at søge hjælp. Jeg forstår godt, at du har lyst til at vise, at du ikke er som din familie, men for mig at se, er det en styrke at kunne tage imod hjælp og have lysten til at tingene skal blive bedre. Desuden er du jo meget andet end de negative tanker og kan derved adskille dig fra din familie på så mange andre punkter. Så måske skal du ikke se det at tage imod hjælp – eksempelvis medicin – som et nederlag, men derimod som en styrke og et aktivt valg om at få det bedre?
Jeg synes, det er rigtig sejt at du er begyndt i ACA og har besøgt TUBAs telt på folkemødet – det er et stort og vigtigt skridt! Men også her udtrykker du bekymring i forhold til, hvad det kan betyde for din fremtid. Det er normalt, at børn af misbrugere føler en form for skam over deres situation. Derfor kan jeg sagtens følge din bekymring, men det er vigtigt for mig her at slå fast, at din families valg om at misbruge intet har med dig at gøre.
Afslutningsvis i dit brev spørger du, om TUBA kan hjælpe dig og om det kommer til at betyde noget for din fremtid, hvis du opsøger hjælpen. Her kan jeg fortælle dig, at TUBA ikke udreder for diagnoser, hvilket vil sige, at du ikke vil få en diagnose, som kommer til at stå i nogle papirer. Det vi tilbyder er ”blot” terapi og rådgivning. Desuden vil det ikke komme til at stå i nogle journalnotater, at du har gået i et forløb hos TUBA.
Jeg håber, at du har fået noget ud af min besvarelse af dit brev. Ellers er du meget velkommen til at skrive til os igen.
Jeg ønsker dig alt det bedste og alt mulig held og lykke i fremtiden.
Kærlig hilsen Liv, TUBA