Kære TUBA
Jeg har i mange år tænkt over, samt været både frustreret og forvirret over, min fars alkoholvaner og om han har et misbrug eller ej.
Han er ikke påvirket af det i hverdagen da han sagtens kan passe sit job, har en god stilling, kan holde aftaler osv. osv.
Det har været et kendt samtaleemne imellem min mor, min søster og mig. Ikke at det er noget vi hele tiden snakker om, når vi bare er os tre, men emnet har været oppe et par gange og vi har alle de samme følelser omkring det -Vi synes alle han drikker lidt for meget.
Jeg har, siden jeg var helt lille, været vant til at se min far fuld from time to time. jeg kan ikke selv huske det men min mor har fortalt mig at jeg som lille søgte væk fra de fulde voksne (her iblandt min far) og ville være hos hende(Hun drikker ikke udover 1 enkelt genstand max 1 gang hvert halve år og jeg har aldrig set hende være beruset), når vi var til diverse familiekomsammener og fester hvor min far blev fuld, hvilket han altid blev.
Jeg husker ikke om han drak i hverdagene da jeg var lille, men jeg husker ham tit drikke nogle øl imens han, for eksempel, lavede mad, mens vi spiste, og også efter maden og når han så skulle i seng kunne jeg mærke at han var beruset.
Jeg husker at, når jeg ringede for at sige godnat til ham, da jeg var yngre og han var på forretningsrejse, at han rigtig ofte var fuld når jeg ringede, og det kan jeg huske gjorde mig ked af det (af en eller anden grund) og jeg blev irriteret på ham.
Min søster og jeg påtalte engang overfor ham at vi var bange for at han ville ende som alkoholiker og vi gjorde tydeligt, men kærligt, opmærksomt på at vi synes han måske burde skrue lidt ned. Vi gjorde dette med støtte fra vores mor og virkelig kun i den bedste mening fordi det gjorde os på, men han tog det meget ilde op.
Han blev DYBT fornærmet, irriteret og sur over “den måde vi udstillede ham på” og nærmest latterliggjorde de tænker som, specielt min søster og jeg sad med og siden har vi ikke rigtig snakket med ham om alkohol på en negativ måde fordi han bliver så fornærmet.
Den dag i dag er det ikke unormalt at han drikker 3-4 øl eller en flaske vin på en hverdagsaften og man kan være 90% sikker på at han drikker sig fuld efter maden i weekenderne. Samtidig med det, så ved vi alle at når vi er til fødselsdage, konfirmationer julefrokoster, brylluper osv. så kan han ikke køre hjem, det ved vi alle med 100% sikkerhed allerede før vi tager afsted. Det er ikke fordi han gør skade på sig selv eller på andre når han er fuld, men han opfører sig bare virkelig pinligt i alt hvad han gør fordi man bare så tydeligt kan se at han er fuld. Igen ikke ubehagelig imod andre, men jeg er altid virkelig flov over ham når vi er ude og han er kommet til dét stadie.
Jeg er virkelig itivl om mine tanker er berettiget, forstået på den måde om han overhovedet har et reelt problem eller om det bare er mig/os der overreagerer og overanalyserer ham og hans vaner for han er jo ikke påvirket af det i hans dagligdag da han jeg sagtens kan passe sit arbejde osv.
Samtidig har jeg virkelig svært ved at snakke med mine veninder om det, fordi jeg ikke vil stille ham i et dårligt lys og samtidig med det, så har jeg et par veninder hvis mor eller far var/er alkoholiker. Jeg er bange for at de måske misforstår mig eller tror, at jeg prøver at generaliserer alkoholisme og alkoholmisbrug og dermed komme til at gøre dem kede af det eller irriteret på mig.
Derfor håber jeg at i kan hjælpe mig med at få en form for vished.
Er det bare mig der overreagerer eller er det berettiget at jeg mistænker at han har et misbrug?
Svar:
Kære du,
Tusind tak for dit brev, som rummer mange fine overvejelser og beskrivelser af dine følelser. I dit brev søger du svar på om dine tanker og følelser er berettiget eller om det er dig der overreagerer ift. din fars forbrug af alkohol. I mit svar til dig vil jeg fokusere på den tvivl du beskriver i dit brev og som jeg fornemmer fylder en del for dig. Jeg vil give dig TUBAs syn på misbrug og forhåbentligt give dig en fornemmelse af, at der er mange at de unge her i TUBA, der har det ligesom dig.
Først og fremmest får jeg lyst til at fortælle dig, at rigtig mange af de unge der kommer her i TUBA bøvler med den tvivl på sig selv og deres følelser som du beskriver. Det er rigtig svært at erkende, at ens forældre har et problem som til tider overskygger deres evne til at være stabile og omsorgsfulde forældre. Og når man som du oplever, at blive latterliggjort når man forsøger at italesætte problemet, så er det meget normalt at man bliver i tvivl om man har ret til de følelser og tanker man har. Det lyder som om, at din far, i stedet for at tage ansvaret på sig og anerkende dine følelser, lægger ansvaret over på dig. Og nu er det dig der bærer på en tung rygsæk med store hemmeligheder og en tvivl på om du har ret til at have det som du har det. Er det mon rigtigt forstået?
I TUBA mener vi, at der er tale om et misbrugsproblem, når du som barn til din far oplever at det er et problem. I TUBA ser vi altså et alkoholproblem ud fra barnets perspektiv. Det er derfor hverken den konkrete mængde, der indtages, om forælderen kan varetage et arbejde eller andet, der afgør, om der er et problem. Det vigtig er om den voksnes forbrug forringer forældreevnen og belaster relationerne i familien.
Du fortæller, at det har været et samtaleemne for dig, din søster og din mor gennem årene og at du husker det også fyldte da du var lille. Ud fra dine eksempler fornemmer jeg, at din fars alkoholforbrug har været utryghedsskabende for dig da du voksede op, og stadig er det. Du er bekymret for ham og samtidig flov over hans adfærd når han er fuld – begge dele er helt normale følelser for unge som er vokset op i hjem med et misbrug. Jeg er sikker på, at det ikke har været nemt for dig, at navigere i og stadig ikke er det, selvom du er blevet voksen.
Du skriver også, at du har veninder som har misbrug tæt inde på livet, og at du ikke ønsker at komme til at negligere deres oplevelser, ved at fortælle om dine egne. Nu du selv er i tvivl om hvad man kan kalde din fars forbrug af alkohol og om din oplevelse af det er legitim, kan jeg godt forstå dine tanker om det. Det er dog vigtigt for mig at sige, at alle dine følelser er helt okay. Hvis din fars forbrug og adfærdsændringer i forbindelse dermed, for dig føles som et misbrug, så er dét er din opfattelse. Derfor synes jeg også at det er en skam, hvis du afholder dig fra at tale med dine venner om det, fordi du er bange for at dit problem/dine følelser ikke er “store nok”, eller at du “overreagerer”. Jeg synes langt fra at det virker som om, at du overreagerer, men at du reagerer hensigtsmæssigt på noget som bekymrer og går dig på. Det er desværre også en følelse som går igen for unge som kommer fra hjem med misbrug, at det kan føles grænseoverskridende at tale om det som et problem, fordi man tænker at andre har oplevet værre. Jeg er helt sikker på, at dine venner vil kunne spejle sig i din fortælling og dine følelser, f.eks. dem som handler om skam og flovhed over din fars adfærd – derfor vil jeg ønske på dine vegne, at du tillader dig selv at læne dig op ad dem, når du har det svært.
Jeg kommer til at tænke på, om du mon har overvejet at benytte dig af TUBA’s tilbud? Hvis du har lyst til at have nogen at tale med om de mere tabubelagte følelser, så kan det være at et gruppeforløb eller et individuelt terapiforløb her i TUBA kunne være noget for dig. Du kan læse mere om terapi i TUBA her og finde vores afdelinger her.
Derudover findes der mange gode bøger, hvor børn af misbrugere beskriver, hvordan det var hjemme hos dem da de var børn. Mange af bøgerne kan også findes på lydbog. Måske vil du kunne spejle dig i Marie Brixtoftes bøger, ”Kun når det regner” og ”Bolsjefilosofi og andre leveråd”.
Til sidst vil jeg gerne fortælle dig, at TUBA desuden har chatrådgivningen hvor du kan skrive med en uddannet rådgivere om det der fylder for dig. Chatten har åbent kl. 18-21 fra mandag-torsdag. Vi vil meget gerne lytte.
De bedste hilsner,
Emmelie, TUBA.