Hej Tuba.
Jeg er en pige på 25 der efterhånden er ved at være nået dertil i mit liv, hvor jeg er klar (læs: tror jeg?) til at snakke om hvordan min opvækst har været.
Jeg er de sidste par år blevet klar over at flere af de ting jeg går og tumler med i min hverdag er nogle generelle problematikker børn og unge af alkoholiske forældre oplever og jeg er derfor nået til et punkt hvor det må være på tide at få snakket ud om det.
Lidt om min historie:
Jeg er vokset op sammen med min mor og hendes mand. De har altid drukket for meget, hvilket faktisk gælder for hele min mors side af familien. Dét har resulteret i rigtig mange svigt, timer alene, manglende opmærksomhed osv. osv.
Jeg har aldrig været i tvivl om at min mor elsker mig og vil gøre alt for mig, hun har bare desværre selv haft en opvækst der har ødelægt hende. Hun er diagnostiseret med angst, social fobi og er bipolar (manio-depressiv), det er dog ikke noget jeg har været bevidst omkring – måske fordi jeg har fortrængt det meste af min banrdom?
Min far er medlem af Bandidos og har været det siden jeg blev født (hvilket var grunden til at min mor gik fra ham). Det hed sig at jeg var hos ham hver 2. weekend da jeg var barn, men han afleverede mig hos min farmor fredag og hentede mig igen søndag formiddag, så det er ikke meget jeg har set ham som barn. Da jeg var 14 fik han en ny kæreste der faktisk interesserede sig for mig og det gjorde at jeg begyndte at komme lidt mere derhjemme. Han har, siden han var 16, gået i byen hver evig eneste fredag hvor der bliver indtaget alt fra øl til speed og som regel slutter byturen først lørdag formiddag.
Der har fyldt utrolig meget i mit liv at have en far der er med i Bandidos og jeg kan mærke at det stadig fylder ufattelig meget hos mig. Alle bekymringerne, angsten for at der skal ske ham noget, alle holdningerne og fordommene man konstant skal forholde sig til osv. osv.
Præcis som i tilfældet med min mor er jeg slet ikke i tvivl om at min far vil mig det bedste og elsker mig overalt på jorden, han er bare ikke bevidst om hvad det gør ved et barn altid at være i 2. række.
Jeg flyttede allerede hjemmfra som 16-årig, hvilket jeg er rigtig glad for den dag i dag, da det gav mig noget ro og forudsigelighed i hverdagen.
Jeg har stadig kontakt med begge mine forældre og ønsker det som sådan ikke ændret, men jeg har brug for at få svar på nogle forskellige ting. Fx hvorfor jeg ofte reagerer vidt forskelligt fra fx mine veninder eller min kæreste, hvorfor alting skal være perfekt, hvorfor jeg ofte glemmer mine egne behov men til gengæld er rigtig god til at hjælpe andre, føler mig forkert, føler mig svigtet, er usikker, har lavt selvværd, føler aldrig jeg gør det godt nok osv osv.
Jeg ved ikke om det på nogen måde danner et billede af hvad jeg går og tumler med og om i har nogle redksaber der kunne hjælpe mig, men det er forsøget værd.
På forhånd tak 🙂
Svar:
Kære du
Tak for dit brev. Det er rørende at opleve at du fortæller lidt af din historie og lidt om, hvordan din opvækst har været. Jeg synes det giver et fint blillede af, hvad du går og tumler med.
Du skriver at du har brug for, at få svar på nogle forskellige ting i forhold til måder du reagerer på og følelser du har. Det første jeg har lyst til at sige til dig er, at det du beskriver er helt almindeligt når man er vokset op med en eller flere drikkende forældre.
Det er helt almindeligt at føle, at alting skal være perfekt, at glemme egne behov, at føle sig forkert, svigtet, usikker osv når man er vokset op med drikkende forældre.
Der er mange forklaringer på det. F.eks. kan man nemt glemme sine egne behov, fordi man som barn lærer at indstille sin rader efter den drikkende forælders behov. Børn vil altid være opmærksom på den drikkene i forsøget på at forudsige hvilket humør denne er i, om det er en god eller dårlig dag, hvor fuld vedkommende er osv. Måske kan du kende det fra din egen barndom?
Som følge deraf, kan man have svært ved at mærke sine egne behov, man bliver usikker på sig selv, ved måske ikke helt hvad man kan lide og ikke lide, hvad man har lyst til og ikke lyst til. Og når man mærker noget, kan man blive i tvivl om, om det nu er rigtigt at man har det sådan og om det er okay at have det sådan? En af de enkle forklaringer herpå er, at drikkende forældre ofte ikke er i stand til at leve sig ind i barnets behov og anerkende barnets behov. Rollerne bliver ofte byttet iom en afmilie med alkoholproblemer. Det er børnene der lever sig ind i forældrenes behov og prøver at opfylde dem, snarere end omvendt.
Det var nogle forklaringer på lidt af det du oplever. Vores faglige leder i TUBA, Alex Kastrup Nielsen har skrevet en bog om mange af de aspekter der er ved at vokse op i en familie med alkoholproblemer. I bogen beskriver han de konsekvenser det kan have, at vokse op med drikkende forældre forældre og han beskriver også, hvordan man kan skabe forandringer og få det liv man ønsker sig – på trods af udfordringerne. Du kan låne bogen på biblioteket, eller købe den på TUBAs webshop
Bogen hedder ‘TABU – ud af alkoholfamiliens tavshed’, den koster kr 149,-
Jeg tror at bogen vil kunne give dig svar, på rigtig mange af de ting du tumler med.
Bedste hilnser
Camilla, TUBA