Hej Tuba.
Det er umådeligt svært at leve i et liv, hvor man føler at ens far er ligeglad, eller når det kommer til stykket at han er ligeglad med de ting man føler er vigtige. Min far han drikker, og han kan drikke en del. Det er ikke sådan at jeg oplever ham fuld eller være helt rundt på gulvet, men i en tilstand hvor han ikke lytter til hvad der bliver sagt, lever i sin egen lille verden og sidder på sit kontor næsten hele dagen. For mindre end et år siden gjorde det mig på at han aldrig lyttede, at han altid valgte sine egne veje. Nu ignorerer jeg ham for det meste og prøver at undgå mest mulig kontakt, for lige så snart han er i mit nærvær bliver jeg irriteret og frustreret inde i. Jeg får lyst til at skrige og råbe ad ham, ødelægge tingene der er rundt om mig, selvom det ikke er til verdens nytte. Jeg har følt og føler ofte at min far vælger alkoholen over for mig, det samme har mine brødre der er mindst 8-16 år ældre end mig også følt. De er bare så heldige at være så gamle at de ikke skal leve med ham længere. Ofte når jeg prøver at forklare følelser til ham, sker det over aftensmaden, jeg spiser hurtigere end ham og når jeg så prøver at snakke til ham, fokusere han på sin mad og siger vil skal tage den bagefter. Men “bagefter” sker aldrig. Derfor bliver jeg nødt til at sige det mens han spiser, og en gang imellem inden aftensmaden ber jeg ham pænt om ikke lige at drikke et glas vin mens vi spiser, men så begynder han at kalde mig barnlig og sige jeg ikke skal opdrage på ham, for det er ham det er ham der er forældren. Jeg prøver ikke at opdrage på ham, men give ham hints og fortælle ham hvad vi burde gøre for at gøre vores forhold bedre, for jeg ville ønske jeg kunne sige at jeg elsker min far af hele mit hjerte. Men det kan jeg bare ikke lige sådan, han har været en mand, der for det første drikker, er ligeglad med mig og har været væk de første syv år af mit liv, fordi alle mine brødre var i USA hos deres mor, og han desuden også havde sit arbejde derovre. I rigtig mange år har jeg gået alene med min mor, og derfor er min mor også min superhelt. Hun beskytter mig og jeg kan snakke ud om tingene med hende. Men jeg ville ønske at jeg også kunne det hos min far. Er han overhovedet interreseret i mig? for vi har også en hund han giver mere kærlighed til en mig. Det er virkelig ikke rart at føle at man ligger under en hund og alkohol. Min far er desuden en del ældre end andre fædre, så vi har aldrig leget sammen, han har ikke været den ideale far, men det bebrejder jeg ham heller ikke for, for alle kan ikke være ideale. Men man kan godt kæmpe lidt når det gælder ens forhold til ens eneste datter.
Jeg tænker ofte om mit problem overhovedet er et problem? Det virker som en dum diskussion og jeg føler mig som en forkælet lille unge der ikke er taknemmelig for hvad jeg har. Der skal måske også lige tilføjes at min har har kræft og har nu haft det i 11 år, han skulle have været død for 6 år siden ifølge lægerne. Min far er 62.
Hvad gør man i sådan en situation? skal jeg blive ved med at prøve at komme i kontakt med ham, eller skal jeg helt give op? min mor beder mig om ikke at tage alle diskussionerne op, for jeg bliver såret gang på gang og bruger al min energi på det. Men jeg har ikke lyst til at stoppe før jeg ser resultatet, jeg er bare bange for at de resultater aldrig nogensinde vil komme. Mine brødre har givet op, min mor har givet op, burde jeg så også give op? Hver sød at hjælp mig.
Hilsen mig
Svar:
Kære du
Sikke et dilemma du står i. Skal du opgive kantakten med din far, som ikke viser nogen særlig interesse for at have kontakt med dig, eller skal du kæmpe videre?
Du har ikke lyst til at stoppe, før du ser resultatet skriver du – hvad mon det er for et resultat du venter på? Hvad forventer du at der kommer? Hvad håber du på? Måske ved du det allerede, hvis ikke, tror jeg det kan være en god ide, at du gør dig nogle tanker om, hvad du forventer at reslutatet er.
Vi har hver især vores grænser. Dine brøde og din mor har nået deres og kæmper ikke længere for at have kontakt med din far, om du er ved at nå din grænse, kan du kun selv mærke. Min erfaring siger mig, at det er meget vanskeligt for børn at lave om på deres forældre. Mange kæmper længe og hårdt for f.eks. at hjælpe deres forældre til at stoppe med at drikke, for langt de fleste jeg kender lykkes det ikke. Når det lykkes er det fordi forældrene selv vil og har et ønske om at stoppe. Det er den drikkende forælder selv der skal tage beslutningen og gøre det hårde arbejde der skal til, for at komme ud af et misbrug. Ved du om din far har lysten og viljen til at stoppe? Måske kunne du snakke med ham om det. Hvis han ikke har lyst og vilje er der ikke rigtig noget du kan gøre.
I dit brev beskriver du, at din fars drikkeri gør, at han ikke lytter og at du ikke kan være i kontakt med ham. Jeg tænker derfor at det at han drikker er afgørende for, om du kan have kontakt med ham. Derfor tænker jeg at det ikke kun handler om, om du giver op på at have kontakt med ham eller kæmper videre, det handler også og måske mere om, hvorvidt han har lyst til at stoppe med at drikke, så du rent faktisk kan være i kontakt med ham. Så længe han drikker lyder det for mig som om, at det er en lidt umulig kamp for dig, at forsøge at skabe kontakt til din far. Hvad tænker du?
Jeg kan ikke sige præcis hvad du skal gøre, om du skal kæmpe eller give op, først og fremmest skal du følge din mavefornemmelse. Jeg har fortalt dig det jeg ved, om det dilemma du står i, måske kan de paerspektiver jeg har givet dig, hjælpe dig til at træffe en beslutning der føles rigtig for dig.
Du er altid velkommen til at skrive igen.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA