Kære du

Sikke et dilemma du står i. Skal du opgive kantakten med din far, som ikke viser nogen særlig interesse for at have kontakt med dig, eller skal du kæmpe videre?
Du har ikke lyst til at stoppe, før du ser resultatet skriver du – hvad mon det er for et resultat du venter på? Hvad forventer du at der kommer? Hvad håber du på? Måske ved du det allerede, hvis ikke, tror jeg det kan være en god ide, at du gør dig nogle tanker om, hvad du forventer at reslutatet er.

Vi har hver især vores grænser. Dine brøde og din mor har nået deres og kæmper ikke længere for at have kontakt med din far, om du er ved at nå din grænse, kan du kun selv mærke. Min erfaring siger mig, at det er meget vanskeligt for børn at lave om på deres forældre. Mange kæmper længe og hårdt for f.eks. at hjælpe deres forældre til at stoppe med at drikke, for langt de fleste jeg kender lykkes det ikke. Når det lykkes er det fordi forældrene selv vil og har et ønske om at stoppe. Det er den drikkende forælder selv der skal tage beslutningen og gøre det hårde arbejde der skal til, for at komme ud af et misbrug. Ved du om din far har lysten og viljen til at stoppe? Måske kunne du snakke med ham om det. Hvis han ikke har lyst og vilje er der ikke rigtig noget du kan gøre.

I dit brev beskriver du, at din fars drikkeri gør, at han ikke lytter og at du ikke kan være i kontakt med ham. Jeg tænker derfor at det at han drikker er afgørende for, om du kan have kontakt med ham. Derfor tænker jeg at det ikke kun handler om, om du giver op på at have kontakt med ham eller kæmper videre, det handler også og måske mere om, hvorvidt han har lyst til at stoppe med at drikke, så du rent faktisk kan være i kontakt med ham. Så længe han drikker lyder det for mig som om, at det er en lidt umulig kamp for dig, at forsøge at skabe kontakt til din far. Hvad tænker du?

Jeg kan ikke sige præcis hvad du skal gøre, om du skal kæmpe eller give op, først og fremmest skal du følge din mavefornemmelse. Jeg har fortalt dig det jeg ved, om det dilemma du står i, måske kan de paerspektiver jeg har givet dig, hjælpe dig til at træffe en beslutning der føles rigtig for dig.

Du er altid velkommen til at skrive igen.

Bedste hilsner
Camilla, TUBA