Hey!!!
Da jeg var 4 år, gik min mor og far fra hinanden på grund af at min far udviste en meget voldsom adfære overfor min mor og min bror. Min mor fandt da jeg var 7 år en ny kæreste en rigtig rar mand, som jeg var rigtig glad for, han var den bedste papfar, hans datter var også rigigt sød, men da min storebror flyttede og min papfars datter fylttede ned til sin mor gik det hele galt. Han begyndte at drikke, og han drak rigtig meget på det tidspunkt så jeg min far hver anden weekend.
Jeg stoppede med at se min far, i starten af 2013, da jeg stadig var 12 år, hans nye kone begyndt at beskylde mig for ting som jeg aldrig ville have gjordt, hun skubbede til mig når far ikke så det, hun var så led. og min far tog mig med ud at køre samtidig med at han drak, flere gange endte det med at jeg overnattede hos min ven, eller han tog mig med på det lokale værsthus. Jeg vidste ikke før jeg var 12 at jeg kunne vælge om jeg ville se min far eller ej, jeg havde flere gange sagt at jeg ikke ville se ham, når jeg skulle hjem til ham efter skole hver anden fredag, græd jeg næsten, mine lærer var meget bekymret for mig.
Hjemme hos min mor og papfar gik det værre og værre, min papfar begyndte at drikke mere og mere, til sidst nu her hvor jeg er 13, er han væk hver onsdag for at drikke, for ikke så lang tid siden var han så fuld at han begyndte at skubbe rundt med min mor, hun fik mange blå mærker, hun siger hun vil flytte men det bliver aldrig til noget. Mig og min papfar skændes konstant, han beskylder mig for de dummeste ting, han giver mig skylden hvis jeg har problemer med mine lektier, han siger jeg er dum og aldrig vil blive til noget i livet.
Er jeg den eneste det her sker for?
Hilsen pigen som søger et svar.
Svar:
Kære du
Øv hvor lyder det ikke rart at du har både en far og en papfar som drikker. Du fortæller at din far har haft dig med ude at køre mens han var fuld, og at du har måttet hente ham på værtshus. Du fortæller også at du skændes meget med din papfar, at han kalder dig dum og siger at du aldrig vil blive til noget og at han skubber til din mor, så hun får blå mærker. Jeg kan godt forstå, hvis det gør dig ked af det og måske også vred at din far og papfar drikker og at det går ud over dig. Måske føler du også noget helt tredje ved det?
Du spørger om du er den eneste det her sker for. Det er du ikke. Ingen børn burde opleve det du oplever. Men desværre er der mange børn som vokser op med forældre eller papforældre som drikker. Jeg er rigtig glad for, at du har fået øje på at din far og papfar drikker og at du kan mærke, at det er ubehageligt. Jeg synes det er modigt og sejt af dig, at skrive herind og fortælle om det det du oplever. Udover at svare dig på, at du ikke er den eneste det sker for, er der nogle andre ting jeg har lyst til at skrive, efter jeg har læst dit brev.
For det første vil jeg sige, at jeg synes det er rigtig sejt gået, at du har sagt fra overfor din far, og sagt at du ikke vil se ham. Det kan ikke have været en nem beslutning. Men det lyder til at det er den rigtige beslutning, når du fortæller om, hvordan din far og hans kone behandlede dig – sådan skal ingen finde sig i at blive behandlet og jeg synes du kan være rigtig stolt af, at du sagde fra.
Det lyder til at du er i en svær knibe hjemme hos din mor. Jeg tænker at det måske er svært for dig at sige, at du ikke vil se din papfar mere, for I bor sammen og det er din mor der bestemmer hvor I skal bo. Jeg tænker på, om der mon er andre voksne end din mor, der ved hvordan det er hjemme hos dig? Ved din lærer mon noget? Den lærer som var bekymret for dig, når du skulle hjem til din far? Jeg spørger om der er andre voksne der kender din situation, fordi, når man er 13 år og ens papfar drikker og skubber ens mor, så hun får blå mærker, så er der nogle udefra, som skal hjælpe én. Det kan de kun gøre, hvis de ved, hvordan man har det.
I Danmark er det sådan, at kommunen har pligt til at hjælpe børn og unge som ikke har det godt derhjemme. For at du kan få hjælp af din kommune skal du fortælle dem, hvordan du har det. Den åbne anonyme rådgivning i den kommune, hvor du bor, kan du finde ved at klikke på linket her. Du kan f.eks. sende dem det samme brev som du har sendt herind til os. Når du klikker på linket kan du se en mailadresse til rådgivningen. Når du henvender dig til kommunen vil de formentlig kontakte dig og sammen med dig undersøge, hvordan der er hjemme hos dig og hvordan de bedst kan hjælpe dig og din familie. Hvad der præcist vil ske, kan jeg ikke vide, men jeg ved at kommunen har pligt til at hjælpe dig og din familie, så I alle kan få det godt igen.
Har du mon mod på, at kontakte kommunen?
Til sidst vil jeg sige, at du er velkommen til at skrive herind igen, du er også velkommen til at bruge vores chatrådgivning www.tuba.dk/chat
Bedste hilsner
TUBA