Hej
Jeg har før benyttet mig af jeres gode brevkasse, og gør det nu igen. Min mor er alkoholiker, og har været det lige så længe jeg kan huske. Jeg kom i plejefamilie som 14-årig og flyttede fra dem, da jeg skulle på efterskole i 10 klasse, hvorefter jeg fik min egen lejlighed som 16-17-årig. Jeg har taget en studentereksamen og bor nu i {by} sammen med en veninde fra efterskolen, hvor jeg læser til {uddannelse} på 6. semester. Derudover har jeg en kæreste gennem 8 år, som til dagligt læser i {anden by}.
Jeg skriver på baggrund af min seneste bytur i fredags – 4 dage siden, og har de vildeste moralske tømmermænd. Jeg husker intet fra turen hjem, hvor jeg åbenbart har fået et nervesammenbrud og har været helt utrøstelig. Jeg var stået ud af taxaen et par kilometer inden mig og min roomies lejlighed, hvorfor hun var blevet nødt til at gå efter mig. Jeg har intet sagt til hende om, hvorfor jeg var så ked af det, og hun var rigtig rigtig sur på mig dagen efter. Desuden har jeg slået mig rigtig voldsomt på mine ben (4-5 steder) samt mistet vores husnøgler og alle øvrige ting, som var i tasken (som jeg dog havde med hjem – tom). Dagen efter gik det op for mig, at jeg havde ringet 26 gange til min kæreste og indtalt 26 beskeder, hvor jeg bare sidder og tuder og siger, at “jeg savner ham” osv.. Det skal siges, at mig kæreste og jeg havde en lille diskussion om eftermiddagen, men vi fik talt hurtigt ud om det, og jeg følte, at jeg havde givet slip på det, og var godt videre, da jeg tog til fest. Han mener, at det må være vigtigt for mig, at få “tjekket” ordenligt ud, inden jeg tager til fest, og at den korte “forsoning” over telefonen, nok ikke har været tilstrækkelig.
Jeg er rigtig bekymret, da jeg oplever de her blackouts jævnligt (3-4 gange om året), og ikke ved hvad jeg kan gøre for at forhindre dem. Min roomie forstå ikke, hvorfor jeg ikke kan mærke, når jeg har fået nok – men når jeg drikker, er der ikke altid de her faser, hvor jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere fuld. Jeg går fra at være ædru til på et spilt sekund af være så fuld, at jeg ikke aner, hvad jeg laver eller siger (dog oftest på hjemturen). Jeg har ikke lyst til at erkende, at jeg har et alkoholproblem, da hele mit mønsterbryder-billede jo da vil blive ødelagt, men jeg ønsker heller ikke at miste kontrollen på den måde, fordi jeg synes det er rigtig rigtig ubehageligt – især når folk bliver sure på mig.
Jeg synes, jeg er meget bevidst omkring det HVER gang jeg skal til fest og/eller i byen, og forsøger ofte at tage mig nogle forholdsregler – fx at tage begrænset mængder alkohol med, hvis jeg skal hjem til nogle andre (og så har folk ofte noget med, som skal deles, og så skal jeg pludselig til at sige nej), eller at drikke vand ind i mellem. Men jeg synes det er svært at praktisere, fordi jeg jo netop ikke mærker, at det er et problem, når det står på. Det ville være meget nemmere at sige nej eller stop, hvis jeg nemt kastede op eller blev dårlig, men det gør jeg aldrig. Den eneste forskel jeg har lagt mærke til på min måde og mine veninders måde at drikke på er, at jeg tror, at jeg drikker forholdvist hurtigt – fordi jeg ikke vil bruge penge på alkohol i byen.
Jeg trives generelt godt i min hverdag, og synes at mange forhold er blevet meget nemmere. Min kæreste og jeg har fået et meget stabilt forhold, og min mor er fortiden ædru. Det eneste i mit liv, som bekymrer mig, er mine søskendes ve og vel. De er begge anbragt på institutioner og kæmper med nogle meget masive, følelsesmæssige problemer, men jeg har dog valgt ikke at involvere mig for meget, da jeg har erfaring med, at min indblanding i deres liv, ikke gavner hverken dem eller mig.
Jeg kontaktede TUBA for et halvt år siden på baggrund af en lignende bytur, hvorefter jeg var til forsamtale og blev skrevet op på ventelisten.
Er det muligvis noget ubevidst der gør, at alkoholen fremkalder de her blackouts og nervesammenbrud, som jeg får eller hvad kan det skyldes? Bliver jeg ligesom min mor nu, og trives jeg virkelig så godt, osm jeg synes, når jeg skaber mig sådan her så ofte? Og vigtigst af alt, hvad kan jeg gøre for, at det ikke sker igen?
Svar:
Kære du
Jeg kan rigtig godt forså at du reagerer på dine oplevelser, det lyder meget ubehageligt med de blackouts du oplever.
Jeg ved desværre ikke så meget om blackouts, hvordan alkohol påvirker osv, det ved de meget mere om hos alkoholbehandlingen. Jeg tænker det måske kan være et svært skridt for dig, at henvende dig hos alkoholbehandlingen, som du skriver: “Jeg har ikke lyst til at erkende, at jeg har et alkoholproblem, da hele mit mønsterbryder-billede jo da vil blive ødelagt”. Alligevel vil jeg opfordre dig til det, da det er dem der bedst kan forklare, hvad der fremkalder blackouts.
Du kan læse om alkoholbahandlingen i Aarhus kommune her (hjælpen er gratis og du kan henvende dig anonymt) http://www.aarhus.dk/da/borger/handicap-og-socialpsykiatri/psykisk-saarb…
Jeg synes du stiller nogle gode spørgsmål, når du spørger om du bliver ligesom din mor og om du trives så godt som du tror, når du skaber dig sådan her så ofte – jeg tror du selv er den, der bedst kan besvare spørgsmålene.
Jeg tænker at du kan blive lige som du gerne vil være og jeg tror det er vigtigt at du undersøger det her sted i dit liv og ikke lader stå til. Måske er det et tegn på, at du ikke trives – hvordan synes du at du trives?
Du spørger også, hvad du kan gøre for, at det ikke sker igen. Jeg ved ikke af, om der er noget du kan gøre – ud over at stoppe med at drikke. Men måske er der mere hjælp at hente hos alkoholbehandlingen.
Jeg beklager at jeg ikke kan være til bedre hjælp, jeg håber at du vil kontakte alkoholbehandlingen og høre deres erfaringer med den problematik du beskriver.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA