Hej Tuba.
Jeg har det underligt med at skrive til jer, da jeg er blevet tilbudt en masse psykolog hjælp, men som ikke har hjulpet overhovedet.
Jeg er opvokset med begge mine forældre, min far har været alkoholiker så længe jeg kan huske.
Han havde sjælent arbejde, og var derfor altid hjemme når jeg kom hjem fra skole.
Han sov altid meget og drak aldrig når man kunne se det.
Vi havde en garage som han gik ud i fordi han skulle ryge, men når han kom ind derfra gik han altid skævt og kunne ikke fokusere med øjnene. I mange år troede jeg at man blev sådan fordi man røg, og hader alt og alle jeg ser med en cigaret den dag i dag (selvom jeg godt ved nu at han selvfølgelig drak når han var ude og ryge)
På trods af det havde vi det rigtig godt sammen, og jeg var meget fars pige.
Jeg har altid elsket ham, på trods af de mange ting jeg har oplevet, som et barn bestemt ikke skal opleve.
For 3 år siden fik han konstateret kræft, og alle undtagen mig tog det meget alvorligt og var meget bekymrede. Jeg vidste ikke rigtig hvor slemt det kunne være. Så jeg var sikker på at han selvfølgelig blev rask.
Han blev også erklæret rask, og jeg græd af glæde i flere dage.
Kræften kom så tilbage, og han døde kort tid efter.
Jeg var meget ked af det, og havde svært ved at finde mig selv og komme videre derefter. Jeg har altid været meget indelukket, og svært ved at snakke med andre.
Ca. 4-5 måneder senere fik min mor erklæret uhelbredelig kræft.
Min mor og jeg har altid været som veninder for hinanden, og det var svært at forstå hvad det lige skete.
Nu har hun haft kræft i et år, og går til kontrol hver tredje måned, men af en eller anden årsag er jeg ikke særlig ked af det.
Folk spørg hele tiden hvordan jeg klare mig, og hvordan jeg kan holde sammen på mig selv efter alt hvad der er sket.
Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg har det “fint” føler jeg. Jeg har sindsyg dårlig samvittighed over ikke at have det dårligt eller være ked af det hele tiden.
Så mit spørgsmål er, hvorfor jeg har det sådan? Er det okay ikke at reagere på, at min mor er syg af kræft, efter jeg lige har mistet min far.
Jeg føler mig som verdens dårligste datter.
Svar:
Kære pige
Jeg vil først og fremmest sige, det er flot du vælger at skrive, da jeg ud fra dit brev læser om nogle voldsomme oplevelser og belastninger du har været og er igennem med din familie. TUBA har ikke så stort et kendskab til kræft og sorg, men jeg vil forsøge at svare så godt jeg kan og derudover henvise dig til steder, som i højere grad vil have mulighed for at hjælpe dig, hvis du er interesseret.
Du beskriver et forløb gennem de seneste år, med en kræftsyg og nu afdød far, som jeg læser du har haft et godt forhold til, på trods af hans alkoholmisbrug. Du fortæller at ved din fars kræftsygdom tog du det ikke alvorligt og bekymrede dig ikke, men samtidig læser jeg, at du reagerede med stor glæde, da han for en kort periode blev erklæret rask. Din fars død læser jeg som en stor sorg for dig. Jeg kan tænke, om du ikke har nået at bearbejde denne sorg, før din mor bliver syg? Jeg tænker det kunne være gavnligt for dig at italesætte over for dig selv, hvordan du oplevede din fars død, med professionel hjælp, da det forståeligt og formentlig har været en stor sorg og tab, samtidig med din mor får konstateret en uhelbredelig kræftsygdom.
Du fortæller om din mor, som nu har levet med kræften i et år. Din mor læser jeg også, som værende en person du har og er tæt knyttet til. Du beskriver at du selv føler, du har det fint, men som jeg læser det, har du dårlig samvittighed over dette, måske specielt når andre undrer sig over det. Vi bestemmer ikke selv hvordan vi reagere i forskellige situationer. Derfor er det på ingen måde forkert af dig, at føle du har det fint og ikke have reageret på at din mor har en kræftsygdom. Jeg kan dog tænke, at det er nogle voldsomme oplevelser med dine forældre, som opstår meget tæt på hinanden, hvorfor en reaktion på et tidspunkt måske vil dukke op hos dig.
På den baggrund vil jeg derfor også anbefale dig at tage kontakt til evt. kræftens bekæmpelse, hvor der findes rådgivning til unge med kræftramte forældre eller børn, unge og sorg, som også kan vejlede dig og evt. støtte, hvis du på trods af du føler, du har det fint, kunne være interesseret i at snakke med nogen omkring dine oplevelser eller hvis du på et tidspunkt oplever en reaktion på din mors kræftsygdom.
Dit spørgsmål om hvorfor du har det sådan, kan jeg ikke give et entydigt svar på, da det kan skyldes flere forskellige årsager. Det kan som sagt være fordi du endnu ikke har haft reaktionen, måske fordi forløbene med din mor og far kommer så tæt på hinanden. Det kan også skyldes du er afklaret med situationen og derfor føler du har det fint, men det er på sin vis kun dig selv der kan mærke hvorfor du har det sådan.
Til sidst vil jeg sige at du på ingen måde må bebrejde dig selv, for ikke at have haft en reaktion. Det betyder ikke du er en dårlig datter, men blot at vi har hver vores måder at håndtere svære situationer i livet, hvilket er helt okay.
Du kan evt. se nærmere på disse link til kræftens bekæmpelse og børn, unge og sorg, hvis det kunne have interesse.
http://www.cancer.dk/omsorg/sorggrupper-boern-unge/sorggrupper-region-midtjylland-p2/#Århus
Med venlig hilsen
Malene, TUBA