Hej Kvinde 30 år

Tak for dit spørgsmål. Det er dejligt at høre, at du har glæde af TUBAs brevkasse.

Jeg forstår dig sådan, at din mor har svigtet din tillid så mange gange, at du ikke længere hverken kan tro på hendes forsikringer eller tilgive hende, at hun svigter.

Jeg kan sagtens forstå, hvis din tålmodighed bare ikke rækker længere. Men jeg ved samtidig også, at det kan være uhyre vanskeligt at give slip på håbet om, at tingene kunne blive bedre.

Til dit spørgsmål om det med at komme videre, har jeg lyst til at vende tingene lidt på hovedet: Måske er det netop sværere at komme videre, så længe man tilgiver …

Det, jeg mener, er: Når man tilgiver, er det tit for at kunne bevare håbet om, at tingene kan forandre sig, at den anden vil ændre sig og begynde at lytte og forstå og handle rigtigt. Så man tilgiver og bliver så ”stående” og venter for at se, om det ikke bliver bedre denne gang … Og så er det, at tingene bare kan gentage sig en gang til.

På et tidspunkt kan man så nå dertil, at der ikke ER noget håb tilbage. Måske er du ved at være der, hvor du føler, du bliver nødt til at se i øjnene, at din mor ikke vil eller kan forandre sig på den måde, som du har længtes efter? Jeg kan ikke vide det, men det er, som om det ligger i dit brev, at du nærmer dig denne smertefulde indsigt – inde bagved ordene et sted. Er det sandt?

Hvis det er, har jeg lyst til at foreslå dig at ændre dit fokus: I stedet for at fokusere på tilgivelsen – som alligevel er en sag for dit hjerte, ikke for din vilje – kan du måske vende din opmærksomhed mod din egen sorg over alt det, du har tabt.

Hvis du slipper dit håb om, at din mor vil forandre sig, vil du sandsynligvis møde den sorg, som håbet skulle holde på afstand. Sorgen over, at din mor var og er, som hun var og er, og den smertefulde virkelighed, at du måske altid har savnet noget fra din mor, og at du i så mange år har tålt hendes svigt, fordi du bare ikke kunne opgive håbet. Det har kostet dig mange tanker og meget smerte, gætter jeg på, og har måske også gjort dit liv tungere, end det behøvede at være.

Nogle taler om ”accept”. Men det betyder ikke, at man synes, det er ok, og heller ikke, at man tilgiver det. Det betyder bare, at det er sådan, det er. Det har man desværre aldrig været herre over. Og det er måske bare til at tude over.

Sådan en sorg – hvis du har den – er helt reel og bare din. Det er dig, der bestemmer over, hvad der skal ske – for du har opgivet håbet om, at din mor skal gøre noget. Det sætter dig fri og giver dig handlekraften tilbage. Du kan arbejde dig igennem sorgen. Du kan græde og skælde ud, skrive et brev eller snakke med nogen om det, du har været igennem. På den måde – eller en helt anden, som du selv finder ud af – kan du bearbejde det, du har holdt tilbage gennem årene. Det er min erfaring, at det er den bedste måde at komme videre på.

Tilgivelsen kommer måske af sig selv en dag, når dit hjerte er klar til det. Måske ikke.

Hvis du kan kende dig selv i det, jeg skriver, ønsker jeg dig bare en masse omsorg og trøst og kærlig opbakning – fra dig selv og fra dine nære. At give slip på den måde kan være en rejse i sig selv.

Jeg ønsker dig god vind på din rejse – hvor den så end går hen.

Venlig hilsen

Jeppe