Jeg er 21. Og en pæn pige. Jeg er vokset op med en alkoholisk mor og en far, bosat i udlandet. Jeg har altid fået den krævede opmærksomhed fra drenge – altså romantiske forhold. Når nu man ikke fik den hjemme… Men jeg ligger her i min seng, og skal tidligt op på mit arbejde, som jeg elsker. Min dejlige kæreste ligger ved siden af og snorker så sødt, som han nu gør. Jeg sms’er med min allerbedste veninde. Og alligevel… Så græder jeg. Græder så det gør ondt helt ind i sjælen. For jeg husker bedst mig selv på, hvor elendigt jeg har det, om aftenen. Jeg har til aften indset, at jeg har svært ved at elske min kæreste, som han skal elskes, fordi jeg ikke elsker mig selv. Jeg hader alt ved mig. Min krop, som jeg burde træne – men som jeg ikke orker. Mit hår, som jeg skånelsesløst hiver ud når jeg tænker for sorte tanker. Generelt hele mit sind hader jeg. Jeg hader, at jeg ikke bare kan være glad. Ikke bare kan elske mig selv – men jeg har ikke overskud til at yde en aktiv indsats. Jeg vil gerne, men jeg vil ikke. Forvirrende, ik’? Jeg ligger og græder, fordi jeg ikke kan være intim med min kæreste. Fordi jeg føler, at alt jeg gør af intime gestusser er akavede – fordi jeg er usikker og hader mig selv. Og jeg er begyndt at hade ham. Hade ham for den manglende intimitet. “Du fortæller mig aldrig at jeg er smuk?!” – dét gør han åbenbart temmelig tit – men jeg hører det bare ikke, for jeg gider vel ikke? Jeg elsker jo ikke mig. Så hvorfor skulle nogen andre gøre det? Jeg har aldrig gjort skade på mig selv. Jeg har aldrig prøvet at flygte fra smerten, ved at gøre min krop ondt. Men jeg bliver så frustreret. Min hjerne tænker så meget, at jeg slet ikke kan følge med. Jeg bliver så forvirret, for hvad er det overhovedet, jeg er ked af? Jeg ved det til sidst slet ikke. For jeg vil ikke vide det. Hellere bare glemme det og være slumrende til næste tude-tur. Jeg bliver så frustreret tit, at jeg ser sort og min første tanke er at slå på noget eller nogen. Jeg har ikke lyst til at have ondt fysisk, når jeg i forvejen er i så dyb smerte indeni. Og jeg vil da slet ikke gøre andre fortræd. Jeg ved ikke hvad jeg tænker, føler eller siger halvdelen af tiden. Jeg har brug for hjælp. Jeg har kunnet hjælpe mig selv det meste af livet. Men ikke mere. Jeg har det fandme ikke for godt.
Svar:
Kære du
Jeg læser dit brev og mærker din frustration og magtesløshed over de psykiske smerter du bærer rundt på. Jeg vil starte med at sige det er godt du skriver til TUBA og henvender dig et sted, hvor du kan få luft for alle disse tanker som bærer rundt på. Du fortæller at begge dine forældre har et alkoholmisbrug, hvilket jeg forstår som det der ligger bag ved de psykiske smerter du mærker.
Du fortæller om din kæreste, som du har svært ved at modtage kærlighed og omsorg fra. Jeg læser at dette skyldes dit eget manglende selvværd og tro på dig selv. Jeg kan tænke at det skyldes en opvækst med manglende støtte fra dine forældre til at lære sig selv at kende og opbygge en tro på dig selv. Du skal vide at ingen, hverken du eller andre fortjener at mærke sådan en smerte og leve med sådan et svigt fra sine forældre, som er dem, der burde være der igennem hele livet og guide en og vise vejen til hvordan man lever et godt liv og får det godt med sig selv.
Du deler en masse af dine tanker, som viser din vildrede og ambivalens omkring dig selv og hvad du skal stille op. Jeg kan tænke om du på trods af denne psykiske smerter, som ødelægger dig selv, men som også påvirker dit forhold til dig kæreste, alligevel kunne åbne op omkring dine tanker over for ham eller en anden du er tryg ved? Det kan være meget grænseoverskridende, men samtidig en lettelse at dele ens tanker og mærke den anden er der for dig i den smerte du oplever. Jeg tænker også at den smerte du mærker omkring dig selv, kunne være godt at dele med nogen udefrastående. Jeg tænker derfor det kunne være godt for dig at gå til din egen læge og få en samtale omkring alle de ting som fylder for dig, for at få professionel støtte til at bearbejde det og opbygge en tro på dig selv og selvværd. Det kunne være relevant for dig at tage kontakt til den TUBA afdeling nærmest dig, i forhold til at få et psykoterapeutisk forløb, til at bearbejde de oplevelser du har med dig omkring dine forældre med et alkoholmisbrug, som påvirker dig negativt og begrænser dig i at være den du gerne vil være. Hvis dette ikke er muligt tænker jeg, at du kunne kigge på vores chatrådgivning. Her er det muligt at dele sine tanker med en fra chatten, men også med andre unge. Det kan for nogen hjælpe at tale med nogen, som har de samme oplevelser med sig og kæmper med de samme ting som en selv.
Husk på, at det at sige højt hvad man tænker og føler kan hjælpe en på rette vej igen og at det kun er modigt og viser styrke, når man er i stand til selv at søge den hjælp man har behov for. Jeg tænker det er det, du allerede har gjort ved at henvende dig til TUBA, som det første skridt. Det næste skridt for dig bliver at mærke efter hvilken måde du bedst kan åbne dig op på og derved få den støtte du har behov for, til at håndtere de følelser du rummer og den måde din opvækst med alkoholiseret forældre påvirker dig på.
Venlig hilsen
Malene, TUBA