Kære Tuba,
Jeg kontaktede jer sidste år og kom til et møde, delte min historie, men jeres ventetid var simpelthen for lang og jeg kunne ikke magte afvisningen. Kort efter blev jeg diagnosticeret med stress. Nu er der sket noget nyt.
Min mor stak min far ned, da jeg var 5 år. Min far blev hentet i ambulance og min mor i politibil. Min storebror og jeg blev sendt over til naboen.
Min mor var fuld, da hun stak min far ned, fik en behandlingsdom og kom på en lukket psykiatrisk afdeling. Vi besøgte hende der én gang, tror jeg. Min mor flyttede senere i hus med en værge og kort efter fik vi at vide at min mor ikke ville se min bror og jeg mere. Jeg så hende ikke i 9 år.
Min far har aldrig gået op i hvordan jeg havde det eller været interesseret i mit liv. Han har altid prioriteret sine egne behov og ikke tænkt på hvordan hans valg ville påvirke mig. Han gik mest op i sine damer. I mit barndomshjem var der årgangsøl før frokost, rødvin til maden og altid rullende tomme flasker af Bjørnebryg i bilen.
Da jeg var 13 flyttede jeg ind hos min mor og hendes værge i et år. Da jeg mødte min mor igen efter 9 års fravær var følelserne elefantstore, som en forelskelse. Men hurtigt blev jeg mødt af en lukket dør, hun låste sig inde på sit værelse og kom ikke ud. Senere har jeg fået at vide at hun drikker i smug og er alkoholiker. En dag kom jeg hjem og fandt mit værelse tomt – hun havde krøllet mine plakater sammen og smidt alle mine ting i skraldespanden udenfor. Min mor har valgt mig til og fra lige siden. Oftest fra.
Fra jeg var 21 til 31 år var jeg gift med en mand, der var mig utro første gang under min graviditet. Derudover har han været utro utallige gange siden. Efter jeg har forladt ham, har jeg indset at han er manipulerende, respektløs og simpelthen ude af stand til at føle empati. Jeg kunne ikke genkende mig selv og mit selvværd var på mit livs laveste. Min kæreste efter det viste sig at være arbejdsnarkoman og havde hverken tid til livet eller mig.
Jeg har faktisk aldrig oplevet et respektfuldt og kærligt forhold med noget voksent menneske … måske lige indtil nu? I næsten et år har jeg været kæreste med en mand, som er for god til at være sand. Han bekræfter mig, komplimenterer mig, er uhørt forstående og vil ha mig som jeg aldrig har oplevet før. Men jeg har et problem.
Jeg venter på at himlen skal falde ned og at han pludselig fortæller at han er utro eller ganske simpelt forlader mig. Jeg har netop oplevet noget nær døds-panik da jeg indser at jeg selv kan ødelægge det hele. Når jalousien kommer rullende, som et lyn fra en klar himmel, men naturligvis altid udløst af noget relateret til en anden kvinde eller en kommentar på instagram, er jeg ved at kaste op og mærker et ustyrligt pres til at stille tusinde spørgsmål. Så nu er det jalousien kombineret med tankerne om at jeg selv kommer til at fucke det hele op, der overtager de vågne timer og mine drømme, hvis jeg overhovedet kan falde i søvn. Tak for lort, siger jeg bare. Jeg er afsindigt flov over hvordan jeg har det og aner ikke hvordan jeg skal overkomme det. Stopper det her tog aldrig? Hvad skal jeg gøre og hvor kan jeg få hjælp?
Kærligst fra den ødelagte
Svar:
Kære du
”Jeg venter på at himlen skal falde ned” skriver du i slutningen af dit brev. Det kan jeg godt forstå efter at have læst det du har sendt til os her i brevkassen! Jeg tænker at himlen er faldet ned mange gange op igennem din opvækst, og nu da du har mødt en mand som ”er for god til at være sand” så bliver det jo helt automatisk inde i dig at himlen da må falde ned, at noget er galt, noget kommer ikke til at gå godt, det her får ikke lov til at vare ved, han vælger mig fra! Er det mon sådan det er inde i dig?
Du nævner at du får en nær døds-panik da du indser at du selv kan ødelægge det hele, og her tænker jeg, ja, det kan du! Og netop fordi du kan det, så kan du også vælge, at arbejde på, at det skal bestå at du og den kærlige, respektfulde og forstående mand som du har været sammen med i næsten et år bygger en stærk og sund relation til hinanden og skaber et liv bestående af alt det som der nu en gang høre til et liv og det at være to mennesker sammen. Er det mon det du gerne vil og har brug for?
Der var en gang hvor det IKKE var dig der kunne ødelægge det hele, den gang var det dine drikkende forældre som var mestre på det punkt, og du kunne på det tidspunkt bare se til og overleve og det gjorde du! I dag har du et valg, livet er dit, og du bestemmer hvad der skal styre retningen i dit liv. Har du lyst til at tage styringen?
Din historie vil altid være din historie, så toget stopper ikke, men du kan blive din egen tog-konduktør og bestemme hvornår, hvor og hvordan. Første stop på din vej, sammen med denne mand som vil have dig som du er og som komplimentere dig og er uhørt forstående, kunne være igen at kontakte TUBA terapeuterne så du kan komme i gang med at lære at hjælpe dig selv. Der er selvfølgelig den risiko at du kommer på venteliste og derfor har jeg lyst til at dele med dig, at stå på en venteliste er at være blevet valgt. Kan du forestille dig dette: at føle afvisning sker inde i os selv, når vi giver op på at få det vi har brug for?
Skulle ventetiden opleves for lang så er der mulighed for at bestille tid hos en praktiserende psykolog eller psykoterapeut med specifik viden om det at vokse op med drikkende og psykisk syge forældre der kan du starte indtil der er plads hos TUBA. Måske du selv har tænkt på det?
Jeg syntes det er dejligt at læse at du for første gang har mødt et voksent menneske som du oplever du kan være sammen med på en god måde. Det fortæller mig at du er godt på vej til at ændre retningen i dit liv. Og du har intet at være flov over, du har klaret dig stik i mod alle odds. Giv dig selv stor anerkendelse for det! Kig på din historie, og sig ja, det er min historie, men det er NU der gælder, hvad vil jeg NU? Hvad har jeg brug for NU? Kig så ind i dig selv og lyt, måske svarene ligger der og bare venter på at blive hørt. Har du lyst til at prøve det?
Jeg håber du er blevet inspireret af det jeg har skrevet og at du har fået lyst til at fortsætte med at finde løsninger og muligheder i dit liv og forfølge dem til du får det du har brug for.
Kærlige hilsner
Jette, TUBA