Hej TUBA
Her til aften blev jeg pludselig rigtig ked af det, da jeg kom til at tænke på, hvor jeg og mine søskende skal holde jul i år. Julen har altid været et kæmpe dilemma med en alkoholisk mor og splittet familie. Mine bedsteforældre (min mors forældre) har altid holdt jul for os, men for et par år siden skabte min mor som sædvanelig problemer. Hvis ikke hun kom som lovet, dukkede hun op påvirket af alkohol og andre rusmidler. Jeg bad mine bedsteforældre om ikke længere at invitere hende, hvilket de har fulgt mig i lige siden.
Efterhånden har min lillebror på 18 fået det dårligere og dårligere. For et år siden begyndte han at få hashpsykoser, hvilket resulterede i, at han måtte fejre sin 18-års fødselsdag på psykiatrisk afdeling og juleaften på døgninstitutionen, sammen med en pædagog samt en kok. Mine bedsteforældre valgte at fejre juleaften med deres søn i Viborg og min lillesøster og hendes far (som min bror altid har betragtet som sin egen far), holdte jul hos et familiemedlem. Selv havde jeg heldigvis muligheden for at holde jul sammen med min kæreste og hans mor.
Men… Det var en forfærdelig aften. Det gjorde så ondt i mig at tænke på, at han sad der helt alene. Han har altid været den, der blev forladt – også da vi var små. Kun mig og min lillesøster blev “reddet” af diverse pårørende. Jeg kan bare forestille mig hvordan han må have haft det. Jeg skrev konstant med pædagogen, som skrev tilbage, at han bare lå inde på værelset og sov. Jeg bliver så ked af at tænke på det, og jeg har så dårlig samvittighed. Jeg ved at det ikke er “berettiget”, men det er så uretfærdigt, at han har været så ramt af vores barndom, men at jeg klarer det.
Nu er han 18 år gammel og har fået sin egen lejlighed på trofs af massive psykiske problemstillinger og et voldsomt hashmisbrug. Han opholder sig ikke i lejligheden, men i stedet i sin fars (som dog arbejder og bor i hhv. Norge og Thailand). Jeg har de sidste 5 måneder kæmpet med kommunen om at få ham på et bosted, hvor de kan tage ordenligt fat og give ham den hjælp, han har brug for. I øjeblikket venter vi på svar fra en ansøgning om botilbud, hvorfor jeg inderligt håber, at juleaften ikke bliver et ligeså stort dilemma i år – hvis kommunen endelig ville føje os og følge vores desperate råb om hjælp. Men hvis ikke, er situationen nu nærmest endnu værre end sidst. For nu er der ikke engang nogle pædagoger til at være sammen med ham.
Mine bedsteforældre er også allerede begyndt at hentyde til, om jeg ikke kan holde jul hos min kæreste igen. Så jeg har på fornemmelsen, at de gerne vil holde jul hos deres søn igen i år. Jeg bebrejder dem ikke – de har levet et langt liv med mange problemer, og vil sikkert gerne se sig fri af dem, når det er muligt. Men det betyder at jeg må tage over, og da jeg kun er 24 år gammel, bor med en veninde og studerer, har jeg ikke rammerne til at holde en bedre jul for ham og os, end han vil få i sit eget selskab.
Jeg har forsøgt at undersøge mulighederne for at holde jul andre steder – Røde Kors osv., men min lillebror er MEGET MEGET dårlig, og vil derfor ikke være i stand til at dukke op til et så socialt arrangement, som jeg kan se, at de er. Han har brug for nogen til at tage sig af ham. Han har været udsat for så mange forfærdelige ting, og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre..
Har I nogle idéer til hvad jeg kan gøre og hvordan jeg kan forholde mig?
Svar:
Kære du.
Hvor er du en sød og omsorgsfuld søster, og sikke et overblik og overskud du udviser, både i forhold til din bror, men også i forhold til dine bedsteforældre. Det er meget flot, at du kan bede dem om ikke at invitere din mor, det har sikkert været en svær beslutning for dem, som de har haft brug for opbakning til.
Det gør mig ondt at læse om din bror, det lyder til han har det rigtigt svært, og jeg kan godt forstå din bekymring for ham, og specielt når det kommer til Juleaften, som jo betyder meget for mange af os, og er en aften, hvor familien er i centrum for de fleste.
Det er forståeligt, hvis du føler et stort ansvar på dine skuldre som 24 årig, hvis du skal holde juleaften for din bror, og jeg kan læse at du ikke rigtigt har rammerne til det. Jeg tænker, at du kunne kontakte hans sagsbehandler og høre om de ikke har et tilbud til din bror, han kender din bror og ved hvad der ville passe til ham.
Men allervigtigst tænker jeg, at det ville være, at snakke med din bror. Du fortæller, at han har det meget svært socialt, ved du om han er ked af at være alene juleaften? eller om det faktisk er en befrielse for ham, ikke at have noget pres eller forventninger fra andre? Det er trods alt ham det handler om, så det ville være oplagt at tage udgangspunkt der.
Det er et svært dilemma du er i, der er ikke nogen nemme løsninger, uanset hvad du vælger, er der noget at tabe og noget at vinde. Du lyder som en meget god og ansvarlig ung pige, du skylder også dig selv, at mærke godt efter, hvordan du har det. Hvis du simpelthen kan mærke, at det ville være for meget for dig, at være alene med din bror juleaften, så anerkend det. Jeg kender ikke din brors situation, men det lyder til, han har det meget dårligt. Gør dig klar hvor du står inden du taler med din bror, så du ved hvilke muligheder der er i spil, og meld det ærligt ud.
Jeg håber det lykkes for både dig og din bror at få en rar juleaften.
De bedste hilsner,
Pia TUBA