Jeg står i din situation, at jeg måske skal flytte alene til Jylland med vores 2 børn, mens min mand vil blive boende på Sjælland.
Min situation er sådan, at jeg altid har prioteret min familie først. Jeg har som ung ofte været nyforelsket og været opslugt af min kæreste – og så længe vi var glade, ville jeg følge min kæreste rundt som han fandt bedst.
Dette bunder i, at jeg er vokset op med 2 forældre med alkoholmisbrug. Der var kærlighed og omsorg da jeg var barn, men som mine forældres misbrug blev værre og overskyggende i mine teenager, var det et utrygt og psykisk dårligt hjem at vokse op i.
Derfor har jeg haft stor behov for at føle kærlighed og omsorg fra min kæreste, for ligesom at “fylde hullet ud” som mime forældre havde været skyld i.
Jeg har ikke tænkt så meget over hvilken livsstil jeg ville leve, eller hvilken karriere jeg drømte om. Jeg har bare gået i skole og endt med en kandidatgrad, da det var det mine venner gjorde, og den vej mine forældre syntes jeg skulle gå.
Efterfølgende mødte jeg min nuværende mand. Blev smask forelsket. Fik 2 børn tæt i alder på hinanden. For jeg elsker jo familieliv, og har altid følt stor trang i at blive mor. Og elsker mine 2 guldklumper.
Men nu står jeg her. Efter at være blevet mor, har jeg fået mere klarsyn og drive på mit liv og karriere, og hvad “jeg” egentlig vil. Jeg vil arbejde med et helt nyt erhverv, og der er flest jobtilbud indenfor feltet i Jylland. Jeg er klar på at flytte, og komme i job, og ikke “kun” være mor. Det er min mand slet ikke med på. Han vil ikke flytte fra Sjælland. Han vil blive boende tæt på sine forældre, beholde sit nuværende job, og syntes jeg må få job på Sjælland, eller droppe drømmen om mit nye erhverv.
Min mand er så modvillig på min ide om at flytte, at hvis jeg alligevel flyttede til Jylland med vores 2 børn, ville han blive boende på Sjælland. Vi er enig om at jeg beholder begge børn, hvis vi bliver skilt.
Jeg forstår ikke hvorfor han ikke vil “ofre” sig, og flytte med os. Jeg vil ikke blive boende på Sjælland, og arbejde indenfor er erhverv der ikke interesserer mig. Men på den anden side elsker jeg vores lille familie, og vil ikke have den går i opløsning.
Måske ville jeg ikke stå i dette dilemma, hvis jeg ikke var vokset op i et hjem med misbrug. For så havde jeg måske selvtillid og selv kærlighed nok til at vide hvad jeg ville i livet, før jeg blev mor og slog rødder med familieliv.
Ville lige dele mine tanker og frustrationer, og høre hvad du tænker om min mands beslutsomhed.
Svar:
Kære du
Tak for dit brev. Hvor er det godt du skriver ind, det lyder som et stort dilemma du står i lige nu. Jeg læser i dit brev at du er kommet til et nyt sted i dit liv, hvor du kan mærke hvilke drømme og behov, der er vigtige for dig at få opfyldt, for at du føle, at du kan leve et tilfredsstillende liv. Som jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at rejsen hertil har været lang og at du har gennemgået en stor udviklingsproces for at komme hertil. Jeg får lyst til at anerkende din rejse og når jeg læser dit brev, kan jeg tydeligt mærke din lyst til forandring og mod til at handle. Jeg har stor respekt for den energi jeg fornemmer i dit brev. Den er jeg sikker på kan drive dig langt.
Du fortæller om din mands modvilje ift. at flytte til Jylland og beskriver, at I har talt om skilsmisse. Jeg fornemmer at emnet har givet anledning til konflikt mellem dig og din mand og at konflikten på en eller anden måde er gået lidt i hårdknude og at der ikke rigtig er nogen gode løsninger på jeres problem. Er det mon rigtigt forstået?
Når jeg siger ”jeres problem”, så er det med baggrund i, at jeg kan forstå at udfaldet af konflikten kan have store konsekvenser for jeres familie. Derfor vil jeg også give mit svar med en stor respekt for, at vi er inde og røre ved noget meget sårbart og vigtigt her.
Du beder om at høre mine tanker om din mands beslutsomhed ift. at han ikke ønsker at flytte til Jylland sammen med dig. Jeg får lyst til at tilbyde dig nogle nuancer til den konflikt jeg fornemmer er mellem dig og din mand. Mit håb er, at det kan brugs til at nuancere den beslutsomhed jeg fornemmer i begge har lige nu. Der er risiko for at jeg rammer lidt skævt eller helt ved siden af, men det kan være du kan bruge noget af det i din og jeres videre proces.
Jeg fornemmer en stor ambivalens i dit brev – på den ene side elsker du jeres lille familie og jeres to børn og vil ikke have at familien går i opløsning. På den anden side kan du mærke at dit nuværende karrierespor ikke er tilfredsstillende for dig længere, du beskriver at du har et nyt drive på dit liv og ikke længere ønsker ”kun” at være mor. Ud fra den måde du formulerer problemstillingen på, får jeg en fornemmelse af, at det er en enten/eller-beslutning. Enten bliver du i den gamle konstellation i jeres familie og alting fortsætter som før eller også udlever du dine drømme og flytter til Jylland, med eller uden din mand? Er det mon sådan, det er for dig?
Det er tydeligt for mig, at du ønsker en anden karriere og at du har drive og mod til at udfolde dig selv og leve dit liv på en ny måde. Jeg får lyst til at spørge dig om din mand er en vigtig del af dit nye liv eller om din lyst til forandring også har noget at gøre med, at jeres samliv ikke længere er betydningsfuldt for dig? Grunden til at jeg spørger er, at jeg kunne forestille mig at det kunne være et vigtigt element at have med i din og din mands samtaler. Måske hænger hans beslutsomhed sammen med at han bliver utryg for om du vil ham? Måske føler han at han er mindre vigtig for dig nu, hvor du begynder at mærke dine egne behov? Måske er han bange for om han kan følge med nu hvor du har udviklet dig så meget?
Jeg får lyst til at dele med dig, at dit dilemma er meget velkendt her i TUBA. Når man får øje på at man har levet livet ud fra andres forventninger til en, så er det meget normalt, at man får brug for at bryde med disse forventninger og gøre noget radikalt andet for at vise en selv at man ikke vil gå på kompromis længere. Det drive vi mærker, når vi begynder at kunne mærke vores egne behov, kan visualiseres som et par nye briller, hvorigennem alt pludselig ser anderledes ud. Gennem de nye briller kan det gamle og velkendte se gråt og trist ud og det nye mere lyst og farverigt. De nye briller kan få os til at dømme det gamle ude, simpelthen fordi perspektivskiftet er så stort. Men det er ikke nødvendigvis hele sandheden. Måske skal de nye briller bare have lidt tid til at se det gamle mere klart eller det gamle skal have tid til at justere sig ind til de nye brillers styrke. Hvad tænker du når jeg skriver det?
I dit tilfælde får jeg øje på, at du før har handlet ud fra nogle værdier og drømme, der har været vigtige for dig. Du beskriver at du elsker familieliv og altid gerne har villet være mor. Så selvom du har levet ud fra andres forventninger til dig, lyder det til, at du også har handlet på dine drømme og faktisk har skabt noget, der er meget værdifuldt for din nutid. Det får jeg lyst til at nævne for dig fordi dine værdier står meget tydeligt frem i dit brev og jeg får derfor lyst til at forstørre dem lidt op, så de også får plads i din bevægelse mod et nyt liv, der i højere grad er præget af dine ønsker og drømme.
Det er meget normalt at folk omkring os ikke nødvendigvis ser verden gennem de samme briller som os og måske kan de have svært ved at perspektivet pludselig skifter. Kan det mon være tilfældet for din mand? Jeg tillader at gætte mig lidt frem nu: Måske har han brug for tid til at vænne sig til tanken og finde ud af hvad han egentlig mener og føler om sagen? Det kan være svært at følge med når man bliver stillet et ultimatum om, at enten flytter vi alle sammen eller også flytter jeg selv. Det kan være at han oplever det som en trussel og at han ikke føler at han har megen medindflydelse på, hvordan jeres liv skal være fra nu af?
Jeg lægger mærke til, at du skriver at du ikke kan forstå, at han ikke vil ”ofre” sig og flytte med. Samtidigt hører jeg, at du er træt af, at ofre dig for andres skyld. Jeg bliver optaget af om dit/jeres nye liv kunne realiseres uden at en af jer skulle ofre jer? Sådan at det mønster, du lige nu prøver at komme væk fra, ikke bare gentager sig, men faktisk forandres. Et sted at starte kunne være at I inviterer nuancerne og ambivalensen ind i jeres snakke om din lyst til et anderledes liv. Måske kunne det muliggøre, at beslutningen kunne træffes ved fælles hjælp og måske betyde, at I lærer jer selv og hinanden endnu bedre at kende. Som sagt ved jeg slet ikke om det egentlig er det du har lyst til, idet jeg ikke ved, om du ønsker at leve sammen med din mand. Men det kan være, at hvis nuancerne og ambivalensen blev inviteret med ind i jeres beslutningsproces, så ville det blive mindre konfliktfyldt at tale om det og måske ville det løsne lidt op i både din og din mands beslutsomhed. At invitere ambivalensen ind i samtalerne kan være svært, men det kan være at du kan inspireres af de her formuleringer:
- Jeg vil virkelig gerne have en ny karriere, og jeg vil også gerne vores familieliv
- Jeg vil så gerne dele mit liv med dig, og jeg vil også gerne udleve mine drømme. Lige nu føles det som om, at jeg skal vælge mellem de to, og det bryder jeg mig ikke om. Vil du hjælpe mig med at folde vores muligheder lidt ud?
- Gør du dig nogle tanker om hvordan vi kan fortsætte vores familieliv, samtidigt med at jeg udlever min drøm om en ny karriere?
Det kan være, at det kunne være en hjælp for dig at have et sted at dele dit dilemma og de nye sider af livet, der opstår nu, hvor du er begyndt at lære dig selv bedre at kende. Hvis det kunne være noget for dig, kan du læse mere om de forskellige typer af terapi vi tilbyder i TUBA her. Du er også meget velkommen til at skrive herind i brevkassen igen eller benytte dig af vores chat- eller SMS-rådgivning.
Jeg ønsker dig alt det bedste på din videre vej mod at få det liv du drømmer om.
De bedst hilsner fra
Lærke