Hej
Jeg ved egentligt ikke helt hvordan jeg skal starte dette spørgsmål/brev…
Min far drikker, og har gjort det siden jeg var helt lille. Jeg har altid været ked af det når jeg har været hos ham sammen med min tvillingebror. (vores forældre blev skilt da vi var 7 år, pga misbruget.) Jeg fik talt med min mor omkring det hele, og vi gik til noget psykolog med problemet osv..
Det fortsatte i mange år, og stadig. Indimellem var der en lang periode hvor han var på antabus, og det hele gik sådan set rigtig godt. Det varede ikke længe før han faldt i fælden igen. Det har altid gået mig utrolig meget på, og her for ikke så længe siden tog jeg en svær beslutning. Jeg skrev et langt brev til ham hvor jeg gav ham et ultimatum. Alkoholen eller mig? Vi aftalte et møde en mandag aften hvor vi fik talt det hele ud. Jeg forklarede hvor meget det går mig på i hverdagen, og hvor ked af det jeg er over at se ham syg. Jeg er bange for hans helbred, da han ifølge min mening er blevet tyndere og endnu mere rød i hovedet. Selvom jeg stortudede foran ham, og bedte om en enkelt ting. (ikke at drikke når min bror og jeg var hos ham) nægtede han at stoppe, da han så ville miste kontakten til sine venner. Jeg føler mig så ligegyldig når han vælger sine venner frem for os. Nu har han fundet sig en kæreste, som jeg kun har mødt 2 gange til en samtale der lyder på -Hej og farvel. Han skriver aldrig til mig eller invitere mig over for at møde den nye kæreste. Jeg bor nu fast hos min mor og har gjort det i ca. 2-3 måneder. Folk beskriver mig som en stærk pige, imødekommende, frisk, smilende og en som kan med alle mennesker. Jeg føler bare at jeg skal leve op til alles forventninger, i stedet for at tænke på mine egne. jeg er ikke glad for at gå i skole, og døjer for tiden med meget spændingshovedpine og dårligt humør. Jeg føler mig alene og føler at min far (og hans nuværende kæreste) kun har nok i sig selv og at vi nu er ligegyldige for ham.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Er der noget jeg kan gøre for at få ham til at indse probemet, eller skal jeg bare lade ham faide ud?
Har du/i nogle forslag til hvordan jeg kan tænke på noget andet i hverdagen eller komme af med den konstante hovedpine pga alle disse tanker.
Havde brug for at skrive dette brev, men er lidt i tvivl om det overhovedet giver mening for en som ikke kender mig…
Det skal måske lige siges at min far er 46 år og har arbejde, men at alkohollen er et stort problem om aftenen når han kommer hjem og i weekenderne.
VH
S
Svar:
Kære S
Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver ind for at få hjælp, når du kan mærke, at situationen med din far bliver rigtig hård.
Dit brev giver absolut mening. Du fortæller, at din far drikker og har gjort det, siden du var lille – og at dine forældre endda blev skilt grundet hans drikkeri. Han har haft en periode på antabus, men er desværre faldet i igen. Du beskriver også, at du har skrevet et brev til ham, hvor du har forklaret ham, hvordan du har det, når han drikker, og bedt ham om at vælge mellem dig og alkoholen – da I snakkede om det, valgte han desværre ikke at stoppe med at drikke, og det får dig til at føle dig ligegyldig for ham. Du spørger helt konkret om, om der er noget, du kan gøre, for at få ham til at indse problemet, eller om du bare skal lade ham “fade ud”. Du spørger også om, om jeg har nogle forslag til, hvordan du kan tænke på noget andet i din hverdag, så du ikke skal døje med konstant hovedpine pga. alle tankerne om din far. Jeg vil gøre mit bedste for at komme med inputs til dine spørgsmål.
Først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes, det er rigtig stærkt af dig, at du har haft modet til at skrive et brev til din far, hvor du fortalte ham om alle dine følelser og bekymringer omkring hans alkoholmisbrug. Herefter havde du endda modet til at mødes med ham, og bede ham om at vælge mellem dig og alkoholen. Der er rigtig mange børn af misbrugere, som har svært ved at fortælle alt det til deres drikkende forælder, og du skal derfor vide, at det er utrolig flot, at du har haft styrken til at gøre det – godt gået!
Jeg tolker dine bekymringer for din far som at du holder meget af ham, og ønsker det bedste for ham. Jeg kan derfor godt forstå, at det fylder meget i dit hoved, når du kan se, at han ikke har det godt. Du spørger om, om der er noget, du kan gøre, for at få ham til at indse problemet. Jeg tænker, at da du allerede har skrevet til ham og mødtes med ham for at fortælle ham om dine bekymringer, har du faktisk gjort, hvad du kunne for at få ham til at indse problemet. Han valgte desværre, at han ikke vil stoppe med at drikke, og så er der desværre ikke mere, du kan gøre – men du har prøvet at få ham til at indse problemet. Det sidste skridt ligger derfor ved din far nu, og vi kan håbe, at han vælger at gøre noget ved problemet. Hvis han ikke vælger det, er det ikke din skyld, for du har allerede gjort et rigtig flot stykke arbejde.
Du skriver, at du føler, du skal leve op til alles forventninger, i stedet for at tænke på dine egne. Det får mig til at tænke på, at det måske kunne være godt for dig at tage mere hensyn til dig selv, når det kommer til din far. Hvis han drikker, når du er til stede, er du i din ret til at gå igen – det er okay. Det er ikke din opgave at få din far til at stoppe med at drikke. Det er hans egen opgave. Du har derfor ikke et ansvar, og det vil være helt okay, at du tænker mere på dig selv i din relation til din far – og at du trækker dig fra situationer, som du synes er for hårde.
Jeg kan desværre ikke fjerne alle dine bekymringer og din hovedpine, men jeg kan forsikre dig for, at det ikke er dit ansvar, at det ikke er din skyld, og at du ikke kan gøre mere end du allerede har gjort. Du fortæller, at du føler dig alene, og det får mig til at tænke på, om det måske kunne være en hjælp for dig at snakke med andre unge af misbrugere? Hos TUBA har vi gruppeterapi, som måske kunne være noget for dig. Hvis det lyder som noget for dig, kan du se, hvilken afdeling der er tættest på dig her: http://tuba.dk/mennesker-i-tuba .
Jeg ønsker dig det bedste.
De bedste hilsner
Mette, TUBA