Hej TUBA
Jeg kom til at kende til jer da i var ude og besøge mit gymnasium og fortalte om jeres organisation. Jeg opdagede at det rørte mig og jeg følte dette var noget jeg havde brug for.
Undskyld det lange brev,
Min far har haft gentagende problemer med alkohol, eller det har jeg fået at vide af min mor. Da jeg var helt lille fortalte hun at han drak lidt for meget, og legede med mig, var lidt for voldsom så jeg ofte kom til at græde. Det er ikke noget jeg selv har kunne huske, men har efterfølgende en hvis angst for folk der drikker. Især før jeg selv begyndte at drikke til fester, men frygten for stoffer/væsker der ændrer folk gør mig utrolig bange.
Senere, lige oppe omkring skilsmissen imellem min mor og far da jeg var 10 har jeg så fået at vide at hans alkoholproblemer begyndte igen, men også pga. en depression han var ude i. Jeg ved ikke hvor slem den var, da han aldrig nogensinde har fortalt mig noget af dette. Det er viden fra min søster og min mor. – De gik så fra hinanden og jeg boede på deltid imellem min mor og far. Min far var ensom og tog antidepressiv mens han boede med mig og min søster. – Da min søster var ældre konfronterede hun ham om det, da han var ved siden af sig selv, hvilket når jeg ser tilbage også kan se han var.
Han fik sig så endelig en ny kæreste, som han stadig er sammen med i dag. – Dog har det også været turbulens da han kun har kunne fokusere på hende og den nye familie og glemte så min søster og jeg. Op til flere gange har vi prøvet at tage fat i ham og få ham til at indse det, men det har aldrig lykkedes. Det er med tiden blevet lidt bedre, efter vi begge valgte at flytte hjem til vores mødre. (Vi er halvsøskende).
Om historien ender her er det jeg er i tvivl om.. For jeg synes til fester når min far drikker så bliver det en anelse for meget.. Han bliver så pinlig og kan ikke se at han er det. Jeg har prøvet jeg kom ned med tårer i øjnene for et par år siden og jeg prøvede at tale til ham, han så intet og festede videre. Hans kæreste bemærkede det og trøstede mig så så jeg kunne få sovet. Senere, nu her til nytår skete der også det at han drak så meget at han sad og lavede (I hvert fald for mig) ubehagelige jokes som jeg synes var så pinlige og jeg kunne ikke genkende min far der.
Kan han stadig have et problem med alkohol og depression, eller er jeg blevet for fintfølende? Jeg føler han har givet mig noget af en baggage med hvor jeg har svært ved at stole på folk. Har svært ved at tro at de mener det de siger og jeg har svært ved ikke at være bange når f.eks. min kæreste siger han skal til fest og drikke. Tror ikke på han kan styre det. Jeg vil rigtig gerne få fjernet den angst og stress jeg får af det, samt også kunne stole på folk, min far, og især min egen kæreste da det påvirker vores forhold at jeg ikke kan slappe af når han går i byen, er sammen med venner, pigevenner, hvad det nu skulle være, hvor der er alkohol osv.
Kan alt det jeg har oplevet med min far (Nu er det jo svært at beskrive det ordentligt) virkelig godt stadig give mig problemer her til dags, hvor jeg ikke ser ham ligeså tit. Jeg kan mærke at det at tænke på det påvirker mig og når jeg snakker med folk om det bliver jeg utrolig ked af det. Men da jeg mødte TUBA følte jeg at jeg kunne få svar på noget jeg har gået med i lang tid, og det håber jeg at i kan. Eller blot give mig en ide om hvad jeg skal gøre nu, om der er noget eller om jeg blot er for fintfølende.
Med venlig hilsen,
Svar:
Hej
Det glæder mig at høre, at du har følt dig rørt eller genkendt af det oplæg, TUBA holdt på dit gymnasium. Der er ingen grund til at undskylde, at dit spørgsmål er langt. Det er kun rart, for så kan jeg bedre fornemme dig og det, du spørger om. Og jeg kan rigtig godt forstå, at du føler dig i klemme.
Så vidt jeg kan se, spørger du om tre ting, som jeg vil forsøge at give dig svar på:
- Om din far stadig kan have et problem med alkohol og depression, eller du bare er for fintfølende.
- Om alt det, du har oplevet med din far, stadig kan give dig problemer nu, hvor du ikke ser ham så tit.
- Om, hvad du skal gøre. – Og herunder forstår jeg, at du er særlig optaget af, hvordan du kan slippe den mistillid eller uro, du nogle gange føler, ikke mindst over for din kæreste, når han vil i byen og drikke.
Dækker det nogenlunde?
Alkohol og depression
Ud fra det, du skriver, er mit svar til dit første spørgsmål helt umiddelbart: Ja, det kunne godt lyde, som om din far stadig har problemer med alkohol. Jeg kan sagtens forstå din bekymring.
Rent statistisk forholder det sig jo også sådan, at hvis man først har haft et alkoholmisbrug eller været afhængig af alkohol, vil man med stor sandsynlighed have det problem resten af sit liv. Forstået på den måde, at hvis man indtager alkohol, vil det fortsat påvirke ens følelser og dømmekraft så meget, at man nemt mister kontrollen igen. Derfor vælger mange, som har haft problemer med alkohol, men er blevet ædru, at holde sig helt fra at bruge alkohol. Den beslutning kan jeg forstå, at din far ikke har truffet.
Om han også slås med depression, har jeg ingen mulighed for at bedømme ud fra dit brev – men når du skriver det, er det måske noget, du fornemmer?
For fintfølende?
Du spørger så, om du eventuelt er for fintfølende. Umiddelbart lyder det, som om du selv ligger noget negativt i ordet ”fintfølende” – som når nogen siger til en, at man burde slappe af og ikke tage tingene så tungt. At du ser noget, der ikke er der. På den måde tror jeg ikke, du er for fintfølende.
I mine ører lyder dine følelser helt rimelige og forståelige. Det lyder, som om du mærker tingene meget klart: Fx når du ikke kan ”genkende” din far, når han er fuld, er det nok, fordi han faktisk ændrer sig, når han drikker. Og uanset, hvordan han evt. selv ser på det, føles det (som jeg forstår dig) som et smertefuldt tab, når han ”bliver en anden” på den måde. Et tab, du måske har oplevet alt for mange gange før – både som en følge af hans misbrug og som en følge af, at han har valgt sin nye familie frem for jer.
Du mærker altså, hvad det gør ved dig – og at du ikke bryder dig om det. Og for mig at se er det en sund følsomhed – netop den følsomhed, man har brug for for at kunne træffe de rigtige beslutninger for en selv. Du har blandt andet valgt at holde noget afstand til din far, og det lyder, som om det har været en god beslutning. Kan du genkende dig i den beskrivelse?
Tillid og mistillid – hvem skal man stole på?
På den anden side har du så et ønske om at kunne stole mere på andre – ”på folk, min far, og især min egen kæreste …” som du skriver. Det forstår jeg godt, du gerne vil. Det er dejligt at have tillid – og det er helt nødvendigt, når man har en nær relation.
Men desværre er verden jo ikke altid sådan, at man KAN stole på alle. Nogle gange er det en dårlig idé at stole på folk, en god idé at have mistillid, være forsigtig for at passe lidt på sig selv. Hvis andre faktisk ikke behandler ens tillid med respekt. Hvis de faktisk svigter ens tillid – igen og igen. Hvis man bliver ved med at stole på folk, der svigter en, kan man gøre sig selv frygtelig ondt. Og det er så her, man skal bruge sin ”følsomhed”, sine følelser, fornemmelser, erfaringer og dømmekraft:
Hvem og hvornår er det en god ide at stole på – hvornår er det en dårlig ide? Nogle gange må man tage en chance og have tillid – også selvom man ikke er helt sikker. Andre gange må man lytte til sin mistillid og ikke stole på, fordi man kan mærke, det er bedst – også selvom man ikke er helt sikker.
Det kræver som sagt, at man bliver god til at mærke sine følelser og lytte til dem – og for de fleste tager det noget tid og noget øvelse. Et det noget, du tænker, du kunne have lyst til at blive bedre til?
Fortid og nutid – når følelserne bliver blandet sammen
Hvis man som barn og ung har haft nogle meget stærke følelser, som der bare ikke var plads til at føle og reagere på dengang, og som man ikke har kunnet snakke med nogen om, har man måske ikke kunnet gøre andet end at forsøge at glemme dem, gemme dem væk et sted inden i. Sådanne gemte følelser kan blande sig i ens voksenliv, når en situation ligner det, der skete dengang. Så kan man komme til at stå i nogle situationer, hvor man på en måde både mærke nogle følelser, som stammer fra fortiden, og nogle følelser, som hører til i situationen nu og her. Og det kan være forvirrende, for hvilke følelser skal man så lytte til?
I dag, når din kæreste vil i byen og drikke, vækker det måske noget af din barndoms sorg, vrede eller uro. Du bliver måske urolig for, hvordan han ændrer sig, om du kan stole på ham og på, at han kommer tilbage til dig. Og måske også såret over, at han synes det er så vigtigt, at han vil gøre det, selvom det faktisk gør ondt på dig. På den måde ligner hele situationen måske situationen i din barndom i forhold til din far. – Samtidig med, at det er noget helt andet. Kan du genkende det?
Hvis du synes, det kunne give mening, kan du øve dig i at skille tingene mere ad ved at stile sig selv sådan nogle spørgsmål som: Hvad er det, der sker lige nu – og hvordan ligner det noget, jeg kender fra min opvækst? Hvor stor en del af mine følelser hører mon til i fortiden? Hvordan havde jeg det mon som barn i den situation? Hvor stor en del hører til her og nu? Hvordan har jeg det egentlig med det her nu som voksen? Måske når du frem til, at du bare ikke synes, det er fedt, at din kæreste går i byen og drikker – og sådan er det bare. Men måske behøver det ikke blive så dybt sårende eller føles så farligt.
At tale med din kæreste om det, så han også nemmere kan forstå dine reaktioner, kan også være en god ide.
Du er hverken alene eller mærkelig
Hvis du kan nikke genkendende til noget af alt dette – hvis det giver mening, at din fortid på den måde stadig ”spøger” i dit voksenliv, vil jeg bare sige, at du på ingen måde er hverken alene eller mærkelig. Så godt som alle de unge, der kommer for at få hjælp i TUBA, arbejder med sådanne temaer. Også selvom mange af dem ligesom du ikke længere har så meget at gøre med deres drikkende forælder.
Hvis du er interesseret, er du også meget velkommen i TUBA.
Jeppe