Hej! Mig og min familie står i en svær sitation, min far er alkoholiker. Han færdiggjorde en behandling hos det gode liv i 5 uger og vendte hjem til os efter. Vi snakkede og alt virkede godt indtil han skulle tilbage til hans lejlighed (ligger i Nordjylland 5 timer fra os på Sjælland), vi kunne ikke få fat på ham i 2 dage hvor vi så finder ud af han er faldet i igen og drikker. Det er sådan en svigt fordi vi havde håbet det hele blev godt igen, men han kan ikke slippe alkoholen. Vi har bedt ham om at få hjælp igen; men han vil ikke have det siger han. Han har ikke brug for hjælp. Han er blevet fyret fra hans job og skal ud af hans lejlighed om 3 uger, han flytter heldigvis over til hans ven fordi han ikke kan bo hos os fordi vi ikke vil være i nærheden af ham når han drikker. Min lillebror på 16 som bor hjemme med min mor er meget berørt af det og ved ikke hvordan han skal håndtere det. Min mor har været nød til at sælge huset som de skal være ude af i februar fordi hun ikke har råd til at beholde huset alene fordi min far kun får løn dertil og han kan ikke få et job når han stadig er i et misbrug. Det hele er så ubærligt at vores far og nu vores Barndomshjem bliver taget fra os. Vi kan intet gøre, min far holder os ude og min mor vil have skilsmisse som han ikke reagere på. Vi føler os magtesløse som familie og ved ikke hvordan vi skal komme videre herfra. Hvad kan vi gøre? Mvh {navn}
Svar:
Kære {navn}
Sikke en trist situation I står i, hvor din far desværre har genoptaget sit misbrug, er blevet fyret fra sit arbejde og din mor er nød til at sælge dit barndomshjem og søge skilsmisse. Det må være en stor sorg for dig og din bror, og jeg kan godt forstår at I har det svært med situationen og føler jer magtesløse.
Du spørger hvad I kan gøre, når jeg læser dit brev får jeg indtryk af, at I allerede har gjort meget, måske alt hvad I kunne? Og at det nu alene er op til jeres far at søge den fornødne hjælp. Er det mon også dit indtryk?
Hvis det er sådan, så er I reelt magtesløse og må desværre stå i den triste position det er, at se til, mens jeres far forvalter sit liv på en meget uhensigtsmæssig måde. Det er et rigtig svært vilkår at være i som pårørende.
Her I TUBA møder vi mange unge, som står i det svære vilkår, og vi vil også meget gerne tale med dig og din bror, hvis I har lyst til det. Måske har du/I allerede været inde og kigge på, om vi har en afdeling i de kommuner hvor I bor? Ellers kan I se alle vores afdelinger her.
Hvis der ikke er en TUBA afdeling i den kommune hvor din bror bor, så bør der været et andet tilbud i kommunen, som I kan finde via kommunens hjemmeside.
I forhold til jeres far, er det vores erfaring at det er rigtig svært at hjælpe en, der ikke ønsker hjælp, ofte er det helt umuligt. Hvis din far er interesseret, så er der gratis alkoholbehandling i alle kommuner i Danmark. Man kan finde den under kommunens hjemmeside. Ofte har kommunens alkoholbehandling også et tilbud til pårørende, de kan formentlig fortælle lidt mere om, om der er noget I som pårørende aktivt kan gøre for, at hjælpe jeres far ud af misbruget, da de har erfaring med misbrugsbehandling.
Jeg tror det bedste I kan gøre lige nu er, at passe godt på jer selv. Giv jer selv lov af være med alle jeres følelser af magtesløshed, sorg, vrede, alle jeres følelser og bekymringer er helt okay. Måske kan det give jer noget at have nogle at tale med om, hvordan I har det, venner, familie eller os her i TUBA.
I er meget velkomne til også at bruge vores chatrådgivning til at lufte jeres tanker og føleler.
Jeg er ked af, at jeg ikke kan give jer nogle svar der kan løsne lidt op for situationen, I står desværre I nogle nye svære livsvilkår, som ikke lige er til at ændre på. Mit bedst råd er, at I finder nogle at gå igennem det hele med, så I ikke er alene og I er meget velkomene til at bruge os her i TUBA.
De bedste hilsner
Camilla, TUBA