Hej
Mit spørgsmål drejer sig om hvorledes jeg kommer i kontakt med mine følelser når jeg altid har levet i mit hovede? Er i et forløb hos Tuba og min terapeut snakker om det med at mærke efter i maven, finde den lille pige indeni mig og jeg er i øjeblikket havnet i en periode hvor jeg er meget forvirret og leder febrilsk efter den der lille pige. Ved godt at det er en metafor, men da jeg ikke endnu er i stand til at adskille når jeg føler vrede, men det istedet for er f.eks sorg eller jeg er ked af det, så er det enormt frustrerende at lede og lede. Ved at det lille pige er min indre kerne eller min indre stemme, men efter en barndom i en familie med en mor der drak virker jeg nærmest isoleret fra denne kerne? Når jeg bliver spurgt om selv de mest enkle spørgsmål så som “Hvad kan du lide”? Eller ” Hvordan har du det idag”? går jeg helt istå og virker nærmest handlingslammet. Jeg bliver nogle gange helt overvældet af de spørgsmål som jeg intet svar har på, men kan på den anden side så virker stilheden imellem os også angstprovokerende. Så hvordan tager jeg ansvar for mit forløb ved at formå at mærke mine følelser. Eller rettere og sagt, hvordan mærker jeg mine følelser?
{navn}
Svar:
Hej {navn}
Tak for dit spørgsmål. Jeg tror at mange unge der har brugt TUBA kan genkende det du beskriver! Hvis du har lyst kan du måske spørge til andre unges erfaringer med at begynde at mærke deres følelser i ung-til-ung-forummet her på siden.
Din beskrivelse af kampen med at mærke sig selv er meget rammende. Jeg synes ikke der er et enkelt svar. Der kan være ret store individuelle forskelle på hvordan vi som mennesker mærker os selv, hvor let adgang vi har til os selv og hvilke kanaler vi bedst benytter os af.
Mit råd til dig vil være at bringe det tilbage til din terapeut, lige præcis som du spørger os i brevkassen. Hun kender dig bedre, hun kan hjælpe dig, hvis du er bange for ikke at kunne finde ud af det og du kan tale med hende om følelserne af at blokere og at der bliver stille.
Her er nogle meget konkrete tanker:
Når der bliver stille har du lov at sige: “Jeg bliver så bange, det er så svært, når der bliver stille”. Måske du kender oplevelser af at blive handlingslammet fra tidligere, der kan være rigtig meget stof til terapien i disse oplevelser.
Eller sige: “Jeg bliver helt overvældet og handlingslammet, når du spørger om de her ting, jeg kan næsten ikke holde det ud”.
Eller, hvis du har det sådan: “Jeg er så bange for ikke at få nok ud af terapien, at tage den alvorligt og ikke lykkes med at få det godt”.
Det er at mærke og stå ved sig selv!
Med andre ord: Jeg tror du mærker en hel masse – men det du mærker er følelser af angst, handlingslammelse, blokering – og du reagerer som du plejer (og som de fleste mennesker) med at lukke ned. Men: Du kan mærke disse følelser, stå ved dem og skrive det til brevkassen. Næste step er måske at mærke dem, stå ved dem og beskrive dem for din terapeut. Det vil jeg opfordre dig til!
Jeg håber mit svar hjælper dig lidt. Du kan måske printe det og tage det med til næste samtale.
Alt det bedste og fortsat god arbejdslyst med dit forløb! Og: Tillykke med alt det du mærker!
Christina D, TUBA