Hej Tuba
Sagen er således at jeg er vokset op i et alkoholerhjem med en far der hang sig selv en mor jeg skulle tage ansvar for, hvor forælderollen var byttet om, hvor det var mig der skulle tilpasse mig hendes behov. Jeg er så forstyrret i mit hoved at jeg ikke længere kender til et liv hvor hænderne ikke sitrer, det samme med benene, og ansigtsmusklerne. Alt jeg foretager mig i livet er ud fra at jeg skal være bekræftet, elsket og accepteret, alle mine bevægelser og tanker er ud fra at jeg skal være perfekt. Har værret opmærksom på at rigtig mange af de ting jeg gør, gør jeg ud fra at jeg skal være så perfekt som overhovedet muligt til en kvinde der ikke længere er i mit liv, jeg vejer alt op imod hende, “vil hun kunne lide det” Vil det her være godt nok”, og med kvinder generelt er det som om at jeg er kodet til at opsøge dem der har brug for omsorg og kærlighed, men ikke er i stand til at elske tilbage, ligesom med min mor. Jeg analysere alt fra mennesker til handlinger og tanker, hvorfor ditten, hvorfor datten. Jeg har tidligere haft alkohol og stofmisbrug indtil jeg kørte galt og totalskadede en bil og har holdt mig clean lige siden, men eftersom jeg er blevet clean og har været det i snart halvandet år, så er jeg blevet totalt bevidst om min sindstilstand, min adfærd, handlinger og tanker, fordi det er så vigtig for mig at ændre min adfærd og mit syn på verden fordi det er forkert, jeg er totalt impulsstyrret til tider og kan have en form for “manisk” opførsel til tider. Jeg fungerer bedst og roligst i kaos, og derfor elsker jeg stadgivæk at være i byen fordi så er opmærksomheden ikke på mig. Jeg er stopppet med at opsøge kvinder og kærlighed selvom jeg har en dyb trangsel til det. Jeg fungere OK på mit arbejde, men har en tendens til at gå mere op i menneskerne end mit arbejde og det irretere mig. Min mor døde da jeg var 12 og det første jeg gjorde var at gå i overleveles “mode”. Jeg har fantasier/dagdrømmer om millioner af ting og scenarier som aldrig kommer til at ske, eller kommer til at ske lige foreløbeligt. Hvergang jeg prøver at være den jeg ligesom føler jeg er indeni så kan jeg mærke hvordan mit krop ligesom bliver lammet i forsøget på at være den person, det er somom jeg har frit valg på alle hylder hvilken person jeg skal være i løbet af dagen, og det er forstyrrende, der er ingen balance. Jeg har været igennem 3 steder nu hvor jeg har prøvet at få hjælp, og deres værktøjer har virket til en hvis grænse. Jeg er mistroisk og skeptisk overfor mennesker der vil mig, og hvis jeg stille og roligt prøver og lukke dem ind i hvordan jeg har det, så komemr skylden og skammen over at jeg os lige pludselig har et behov for at blive hørt, trøstet og elsket. Når jeg lader mennesker ind i mit liv laver jeg finten, kom tæt på, men gå væk med dig. Jeg har følelsen af at jeg er fucking vigtig, men jeg lader alligevel andre mennesker komme før mig, hvis man kan sige det sådan. Jeg har svært ved intim kontakt, både fra mænd og kvinder, men kan ikke skelne mellem om det er fordi jeg har haft fnat og ser alle som potentiele smitte steder, eller om det er fordi min adfærd og tankegang er fucked. Jeg har tendenser til selvdestruktiv tankegang, men til tider er jeg os det bedste der nogensinde er sket for mig selv. Jeg er stærkt forstyrret i mit hoved, og det ødelægger min form for frihed. Jeg har været en uadvendt, vild og voldsom knægt i min opvækst, men ud i mit voksenliv er jeg begyndt at tage afstand til mennesker og isolere mig selv i min lejlighed, for så er jeg sikker på jeg ingen skade gør, selvom jeg godt ved jeg ikke gør det. Man kan vel sige at der er mange “stemmer” i mit hoved, der fortæller mig hvad jeg skal gøre, hvad jeg ikke skal gøre, hvor dårlig jeg er, hvor god jeg er, og hverdag er en kamp om ligesom at få dem til at holde sin kæft så jeg kan leve mit liv, lidt ligesom et fjernsyn fra 90´erne man sommetider skulle klappe på siden for at signalet blev klart igen. Jeg arbejder så meget med mig selv at jeg er ved at kollapse energi mæssigt. I mine fantasier til tider leger jeg min egen psykolog, eller forestiller mig hvad andre ville bede mig om at gøre, det er pænt pres at være så opmærksom på sin egen dysfunktionelle adfærd og tankegang og vide at meget af det er fordi man voksede op i en dysfunktionel familie med tvedtydige signaler om hvordan verden så ud, og ikke kunne gøre noget ved det/besidde værktøjer til at når man står i øjeblikket, kan gøre noget ved det. Jeg har nogen sindsyg forstærkede personlighedsforstyrrelser, og det fucker meget af min fritid, tankegang, og relationer til mennesker op. Hvis jeg ikke er konstant god nok, perfekt nok, kan jeg have tendens til at hakke mig selv ned. Noget så simpelt som ikke lige få lavet aftensmad til mig og jeg spiser en skål havregyn i stedet kan sku nærmest starte de oplympiske lege i mindreværd.
What to do? 🙂
Svar:
Kære du
Sikke en selvindsigt du har, du gør dig rigtig mange refleksioner om din opvæksts konsekvenser for dit liv nu og om hvordan du fortsat kan udvikle dig i den retning du gerne vil.
Jeg kan læse at du har været igennem tre steder, hvor du har fået hjælp du i noget omfang har kunnet bruge. Jeg kan også læse at du oplever mange udfordringer og beskriver dig selv som en person med dysfunktionell adfærd og tankegang og personlighedsforstyrrelser. Jeg bliver nysgerrig på, om du har været i psykiatrisk behandling og fået diagnoser på din personlighedsforstyrrelser? Jeg spørger fordi jeg tænker på om det er relevant for dig, at modtage psykiatrisk eller medicinsk behandling.
Du slutter dit brev af med at spørge ‘what to do’? Og det er et rigtig godt spørgamål som jeg er overbevidst om, at der ikke er et enkelt og sikkert svar på. Mit bud er, at du skal blive ved med at arbejde med dig selv som du også hidtil har gjort. Jeg tror ikke du vil opleve at finde én løsning som er nøglen til det liv du ønsker dig. Jeg tror du vil opleve drypvis udvikling og forandring, som du selv beskriver har du forskellige steder oplevet forskellige værktøjer som har virket et stykke vej. Jeg tænker du skal fortsætte på den vej. Det ér en lang proces. I det omfang du kan, tænker jeg at du også skal give dig selv pauser, så du ikke kollapser.
Hvis du har lyst til, at noget af din udviklingsvej går gennem TUBA, så er du velkommen til at kontakte vores afdeling i den kommune du bor i. Du finder kontaktoplysningerne her.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA