Hej jeg er vokset op med en far som drak, han døde for 1 år siden, og jeg har aldrig været ønsket af ham men han var kærester med min mor i 21 år af mit liv, så han kom i vores hjem. Efter min fars død har jeg kæmpet meget med hadet og bitterheden til min mor, så meget at jeg stoppede kontakten til hende efter hans død. Hvilket har gjort at jeg har det med mit selvværd og oplever livet være meget mere harmonisk. Det svære for mig det er at tætte familiemedlemmer, venner, bekendte og min kæreste har svært ved at forstå at jeg har stoppet kontakten, hvilket jeg godt kan forstå fra deres side, men hver gang en sætter spørgsmålstegn ved mit valg, bliver jeg enorm ked af det, vred og frustreret og jeg ved ikke hvordan jeg skal give slip på det eller stoppe med at svare/forsvare hvorfor jeg har valgt som jeg har?
Svar:
Kære dig
Først og fremmest tak fordi du deler din historie. Det lyder som om, du har båret på rigtig mange svære følelser – både i din opvækst og efter din fars død. Jeg vil gerne starte med at sige, at det giver så god mening, at du har truffet det valg, der føles rigtigt for dig lige nu.
Når livet har været præget af noget så smertefuldt som at vokse op med en forælder, der drak, kan der opstå behov for at skabe afstand for at finde ro og tage vare på sig selv. Du beskriver, at dit selvværd og din oplevelse af harmoni er blevet bedre, efter du stoppede kontakten med din mor. Det fortæller mig, at du har været modig og lyttet til dine egne grænser – og det er virkelig stærkt gjort.
At andre omkring dig har svært ved at forstå dit valg, kan gøre det ekstra svært. Når mennesker tæt på os stiller spørgsmål ved noget så personligt og sårbart, kan det føles som at få rykket op i gamle følelser, du måske stadig er ved at bearbejde. Du nævner, at det gør dig ked af det, vred og frustreret, og det er helt naturlige reaktioner. Det er som om, du skal “forsvare” dig selv igen og igen – og det kan være enormt udmattende. Det er vigtigt at huske, at du ikke skylder nogen en forklaring. Dit valg er dit eget, og det er okay at sætte en klar grænse, når andre stiller spørgsmål. Måske kan det hjælpe dig at forberede nogle sætninger, som du kan bruge, når det sker. For eksempel:
“Jeg ved godt, det kan være svært at forstå, men det er det rigtige for mig, og jeg har ikke lyst til at tale mere om det.”
Eller:
“Det her er en beslutning, jeg har truffet for at passe på mig selv. Jeg håber, du vil respektere det.”
Du behøver ikke forsvare dit valg mere, end du har lyst til. Det er helt okay at beskytte dig selv og din energi ved at sige fra.
Samtidig kan det måske være en hjælp for dig at tale med nogen, som forstår, hvad det vil sige at vokse op med en forælder, der drak. At få sat ord på dine følelser omkring had, bitterhed og de reaktioner, du møder, kan være med til at lette noget af det, du bærer på. Det kan gøre det lettere for dig at stå ved dine beslutninger – også når andre stiller spørgsmål. Jeg kommer til at tænke på, om du kender til mulighederne for hjælp her ved TUBA?
TUBA tilbyder gratis rådgivning, gruppeterapi og individuel terapi til unge mellem 14 og 35 år (bemærk dog at aldersgrænsen afhænger af den enkelte kommune og kan være lavere end 35 år), der er vokset op med en forælder, der drak eller tog stoffer. Det er en mulighed for at kunne tale med en terapeut eller andre mennesker i samme situation. Jeg sætter et link til siden, hvor du kan læse mere her.
Jeg får lyst til at fortælle dig, at du også altid er velkommen til at benytte dig af vores onlinerådgivning, hvis du har lyst til, eller brug for, mere sparring på de her tanker. Her kan du chatte med en af vores uddannede rådgivere – chatten er åben mandag til torsdag kl. 18-21. Linket sætter jeg her.
Du fortjener at have det godt, og det er så vigtigt, at du tager dig selv og dine behov alvorligt. Det lyder som om, du allerede er godt på vej, og det er virkelig sejt.
De bedste hilsner,
Emmelie, TUBA.