Kære brevkasse.
Jeg er en pige på 14 år, som har en alkoholier far.
Min far har altid drukket, også mange år før jeg blev født. At han har drukket førte til at min mor ville skilles fra ham og at hans gamle kæreste forlod ham. Jeg bor hos min mor 9 dage også hos min far 4. Det er først nu, hvor jeg kigger tilbage at jeg kan se at min far ikke var en ordenlig far da jeg var mindre.
Det gik først rigtig op for mig at han havde problemer for ca. et år siden. Jeg sad med min fars telefon, da han fik en sms fra hans kæreste han havde på det tidspunkt, jeg gik ind på sms’en og læste den. Den var ikke noget særligt, men da jeg så kiggede nogle få beskeder før den så jeg at min far havde skrevet til hans kæreste ”Her ligger jeg og ikke kan sove med selvmordstanker”. Jeg gik fuldstændigt i chok, jeg havde aldrig tænkt at min far kunne finde på at efterlade mig og mine brødrer ved at begå selvmord! Jeg smed telefonen og gik ovenpå, hvor jeg lagde mig i min seng. Jeg kunne ikke græde, selvom jeg ellers prøvede at presse tårene frem, men jeg kunne ikke. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg ikke kunne græde. Jeg kunne ikke fortælle min far, hvad jeg havde set så derfor skrev jeg til mine 2 bedsteveninder, de sagde jeg skulle fortælle min mor det. Jeg gik i en hel dag og kunne ikke tænke på andet end det. Dagen efter skulle mig og mine brødrer så ned til min mor, da vi jo er skilsmisse børn. Om aftenen gik jeg ind til min mors seng og bedte hende om at komme til på mit værelse,da jeg skulle fortælle hende noget. Vi lå i min seng og jeg kunne ikke andet end at græde, jeg prøvede at få det sagt men det var så svært. Min mor sagde jeg skulle trække vejret dybt, det gjorde jeg også fortalte jeg hende hvad jeg havde set på hans mobil. Hun trøstede mig og fortalte mig at min far har en sygdom der vidst nok hedder manio depressiv og han drak for meget. Hun sagde at den besked var et råb om hjælp til hans kæreste. Vi lå og snakkede i noget tid også sagde hun at hun ville få min far herned så vi kunne tale om det. I starten synes jeg det ville blive helt vildt akavet og underligt, men gav mig så til at det var en fin ide. Han kom og han krammede mig, han græd og jeg græd. Min egen far stod der og græd i mine arme. Vi satte os og min mor fortalte ham at jeg var ked af det. Min far lovede mig aldrig at tage sit eget liv og at han ville prøve at stoppe med at drikke ( jeg ved det aldrig kommer til at ske).I samme sætning som han sagde han ville prøve at stoppe spurgte han min mor efter en øl. Vi snakkede i lang tid og han tog så hjem. De næste dage lod han bare som om at ingenting var sket.
Jeg har aldrig lagt mærke til at min far aflyste mange af vores aftaler, men efter den aften lagde jeg hele tiden mærke til det. Jeg var næsten aldrig sammen med ham mere, eller jeg boede hos ham de 4 dage hver 14 dag men han var ikke rigtig hjemme. Jeg var rigtig ked af det. Så en dag bestemte jeg mig for at skrive et brev til ham om , hvordan jeg følte det. Jeg regnede aldrig med at sende det, og det gjorde jeg heller ikke det næste stykke tid. 3 måneder efter jeg havde set den besked min far havde skrevet drak han stadig og jeg var stadig ked af det.
En dag skulle vi til skolehjemsamtale på skolen og min far dukkede ikke op som normalt. Mine lære spurgte om der var noget galt, da de bemærkede at jeg var lidt trist nogle gange i skolen, så jeg bedte min mor om at fortælle dem det, da jeg vidste jeg ville stor tude. Hun fortalte dem det og min rigtig søde klasselærer sagde så at hende far også havde drukket meget da hun var barn og at hvis jeg havde lyst så kunne vi snakke sammen alene en dag. Jeg takkede ja, selvom det var meget grænseoverskridene og svært. Vi snakkede sammen efter skole en dag og det var så rart at tale med en der ved lidt om hvordan det er. Jeg fortalte om mit brev jeg havde skrevet og hun opfortrede mig til at sende det til ham. Så efter mange overvejelser sendte jeg så brevet. Jeg hørte aldrig noget fra det brev, jeg ved han havde læst det men han lod som ingenting, og det gjorde mig SÅ ked af det.
Nu er der gået nogle måneder og han drikker stadig alt for meget. Han svigter mig gang på gang og det gør mig så ked af det. Alt slog klik for mig, da jeg havde fødselsdag for 2 uger siden, og han fuldstændigt glemte den. Jeg ringede så om aftenen for at spørge om han havde glemt noget, men han tog ikke sin telefon og jeg ved jo godt hvorfor. Han drak sig vel fuld igen, også endag på min fødselsdag. Han ringede så dagen efter og jeg spurgte om havde glemt min fødselsdag og han sagde bare undskyld det havde jeg lige glemt. Alt har været helt anderledes mellem mig og ham siden den dag. Jeg ved at min far holder meget af mig og elsker mig rigtig højt, men det er bare så svært at blive ved med at kæmpe. Engang imellem tvivler jeg på om jeg elsker ham, men selvølgelig gør jeg det og derfor er det så hårdt at se ham ødelægge sig selv. Jeg tænker på det hele tiden, og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre mere, så
Svar:
Hej Pige 14 år
Tak for dit meget fine brev! Jeg kan godt forstå, det er svært for dig, og at du er i tvivl. Alligevel gjorde det mig glad at læse dit brev. Selvfølgelig ikke, fordi det med din fars alkoholmisbrug og de svigt, du har oplevet, på nogen måde er positivt. Men fordi, jeg oplever, at du er i fuld gang med at bearbejde det og hjælpe dig selv videre. Når du spørger: ”Hvad skal jeg gøre?”, er mit svar derfor også helt umiddelbart: Jeg synes, du allerede gør det helt rigtige. Og her tænker jeg især på to ting:
1) At du taler om det, der er sket og sker. Om dine ægte følelser, både de negative og de positive, så du kan få hjælp til at rumme begge dele og være dig uden dårlig samvittighed. Som du meget fint skriver: ”En gang imellem tvivler jeg på, om jeg elsker ham, men selvfølgelig gør jeg det, og derfor er det også så hårdt at se ham ødelægge sig selv.”
Du elsker ham, men du kan også mærke, at du har en grænse. – Kan man sige det sådan? Begge følelser er helt forståelige og lige vigtige for at kunne have det godt og passe på sig selv. Og den bedste måde at blive klogere på netop din balance mellem de to er at snakke om det med nogen, som lytter og forsøger at forstå dig. Det er derfor rigtig godt at høre, at du har kontaktet din søde klasselærer. Tror du, I kan komme til at snakke mere sammen hen ad vejen? Ellers håber jeg, du finder god hjælp i TUBA – og måske også finder andre, som er gode at snakke med. Held og lykke med det!
Hvad angår det at få snakket: Jeg kan godt forstå, at du blev dybt rystet, da du læste din fars selvmordstanker. Sådan et chok kan blive siddende i kroppen i lang tid, og det er vigtigt at få snakket med nogen om det. Det var rigtig godt, du fik snakket med din mor, og det var også flot, at du fik en snak med din far – selvom det var akavet, og han bagefter bare ”lod som ingenting”. Men måske har du brug for at snakke mere om det – og måske med nogen, som ikke er så tæt på? Bare en tanke.
2) At du øver dig i at lytte til dig selv. Når man har en ustabil forælder, kan man meget let få lært at være mere opmærksom ham eller hende end på sig selv. At have ”antennerne ude” hele tiden. Man lærer at glemme sig selv i håb om at kunne hjælpe, beskytte, forhindre konflikter osv. Men det er hårdt arbejde, og det slider på én i længden. Det er sådan, jeg forstår dig, når du skriver: ”det er bare så svært at blive ved med at kæmpe”.
Det er rigtig trist, at din far, som du elsker, ikke kan finde ud af det, men i stedet bruger alkohol til at flygte fra sig selv – og på den måde også trækker sig fra dig. Men det er ikke din skyld, og ansvaret kan ikke ligge på dig. Nogle ting i det, du skriver, får mig til at tænke, at du er ved at få øje på og forsøge at acceptere netop det: at du ikke kan gøre for det, og at du faktisk ikke kan gøre noget ved det. Fx når du skriver: ”Alt har været helt anderledes mellem ham og mig siden den [fødsels]dag.”
Det lyder, som om du er ved at trække en grænse inde i dig selv – efter brevet, som han ikke en gang svarede på, og efter den fødselsdag? At noget bare er ved at være nok? Hvis det passer, skal du vide, at det ikke bare er ok, men også kan være helt nødvendigt, for at du kan ”lytte indad” og finde ud af, hvor meget og hvor lidt kontakt, du ønsker og kan holde til.
Jeg forstår dig sådan, at du stadig skal bo hos ham 4 dage 2 gange om måneden. Sådan som du har det, og sådan som han opfører sig for tiden, synes jeg, det lyder temmelig hårdt for dig? Ønsker du selv at komme så meget hos ham? Og ville du have mulighed for at komme lidt mindre hos ham i en periode, hvis du havde brug for det?
Endnu en gang tak for dit brev! Du er god til at beskrive din situation, og jeg tror, at mange her på siden vil kunne genkende sig selv i dine tanker og din smerte og din tvivl – men også blive inspireret af dit gåpåmod og din ærlighed.
Held og lykke med dig og det hele fremover!
De bedste hilsner
Jeppe