Hej TUBA
Mine forældre har altid haft et alkoholmisbrug, men da jeg var yngre sp jeg det ikke. Jeg var et år på efterskole, og da jeg derefter kom hjem igen blev det meget tydeligere for mig. Min far bliver meget aggresiv når han er fuld, og min mor en kludedukke.
Jeg har ofte skulle trække min mor ind i seng, fordi hun har ligget døddrukken på gulvet. Hun er tit faldet om med cigaretter i hånden, som har sat ild til gulvtæppet. Heldigvis har jeg været der til at slukke dem.
Jeg har ikke boet hjemme i et år nu, fordi det blev for meget for mig, men jeg kan ikke lade være med at have skyldfølelse. Hvis huset en dag går i brand, eller min far bliver aggresiv og slår min mor så er jeg der ikke til at gøre noget ved det.
Derudover har jeg heller ikke lyst til at besøge dem, da jeg ikke føler mig tryg i hjemmet. Jeg føler mig svigtet til fordel for alkohollen.
Hvordan kan jeg bearbejde de tanker jeg har, så jeg kan komme igennem hverdagen uden at føle mig skyldig?
Mvh. Anonym
Svar:
Kære Anonyme
Tak for din mail.
Jeg forstår, at du beder om hjælp til, hvordan du kan bearbejde dine tanker, så skyldfølelser og selvbebrejdelse ikke får lov til at fylde i din hverdag og gøre dig ked af det.
Det problem, du beskriver, hører vi desværre ofte unge I TUBA fortælle om. Det kan være rigtig svært at komme hjem efter et efterskoleophold, hvor man har haft mulighed for at opleve, at livet kan leves på en helt anden måde, end den man har været vant til derhjemme.
Og pludselig kan man se alting tydeligere, når man har været væk fra det i en periode. Det er lidt som, at det er svært at se skoven for bare træer, når man er midt i det.
Jeg kan forstå, at du har påtaget dig et alt for stort ansvar, da du boede hjemme. At rollerne på en måde var byttet om, så det var dig, der skulle samle mor op fra gulvet og lægge hende i seng. Det almindelige er, at det er forældrenes ansvar, at børnene kommer i seng.
Du fortæller også, at det var dit ansvar at passe på, at din mor ikke kom til at sætte ild til sig selv og huset – og at du skulle være der for at sikre, at din far ikke skulle slå din mor, hvis han blev aggressiv.
Disse opgaver er slet ikke dit ansvar – og det har aldrig været dit ansvar. Når du alligevel er kommet til at føle det som dit ansvar, så kan det hænge sammen med, at du på et tidspunkt har opgivet, at dine forældre ville tage voksen-ansvaret på sig. Den eneste mulighed for, at du kunne få kontrol over de vanskelige situationer, har således været, at du selv tog ansvaret på dig. Men det ændrer ikke ved, at ansvaret ikke er og aldrig har været dit.
Du er barnet i jeres familie. Og det er dine forældres ansvar at tage sig af sig selv og i øvrigt også at tage sig af dig. Men det er den slags usunde mønstre, der kan opstå i en alkoholfamilie, og måske tænker man ikke særligt over det, fordi man ikke kender til, hvordan det burde være.
Jeg forstår udmærket, at du føler dig svigtet til fordel for alkoholen – og det kan være rigtig vanskeligt for et barn at forstå, at ens forældre kan vælge sådan. Man kan blive I tvivl om, om det er, fordi man ikke er et godt nok barn, om man er et barn, der ikke er værd at elske mv. Men det handler slet ikke om din værdi eller din betydning – du er lige så vigtig og betydningsfuld et barn som alle andre børn, der kommer til verden. Det her handler om, at dine forældre har nogle problemer i deres liv, som de ikke tager ansvar for at løse. De har i stedet valgt at dulme ubehaget, vreden eller smerten ved hjælp af alkohol. Det er en rigtig skidt beslutning, de har taget.
Du har til gengæld taget en rigtig god beslutning, nemlig at du er flyttet hjemmefra. For sådan som du beskriver forholdene derhjemme, så vil det være rigtig usundt for din egen trivsel og udvikling at bo derhjemme.
Men på en eller anden måden er “nissen” flyttet med dig – altså ansvarsfølelsen og skyldfølelsen. At du har ansvaret for dine forældre er tilsyneladende så indarbejdet en del af din måde at være i verden på, at det kræver tid og bearbejdning at ændre på det.
Gennem din opvækst har du fået indarbejdet en vane med at have fokus på, hvad andre mennesker har brug for. Jeg vil anbefale dig at begynde at være nysgerrig på, hvad du selv har brug for – hvad der gør dig glad og hvad du kan lide. Jeg vil tro, at du gennem mange år har forsømt at have fokus på dig selv, da du har været så optaget af at passe på dine forældre. Men det job var aldrig dit, og nu hvor du er flyttet hjemmefra, så er det heller ikke mere muligt for dig at klare det. Så det er en anledning til at give ansvaret tilbage, hvor det hører hjemme – nemlig hos dine forældre.
Nogen gange kan det være svært at bryde gamle vaner, så måske har du brug for en til at støtte dig i dette arbejde. Måske kender du en voksen, du har tillid til eller en veninde, som du kan tale med om dine udfordringer. Eller du kan søge hjælp hos TUBA, hvor en terapeut eller en gruppe af andre unge kan støtte dig I at komme videre I livet på en god måde.
Og du skal vide at det ikke er et tegn på svaghed at bede andre om hjælp – tværtimod så kræver det styrke at række ud mod andre – jeg fornemmer, at du har den styrke.
Du har allerede taget nogle gode og sunde beslutninger i dit liv, og jeg håber for dig, at du må finde vilje, mod og støtte til at fortsætte ad den vej.
Jeg håber det bedste for dig!
Bedste hilsner
Jytte