Hejsa..
Jeg har for ca 2-3 år siden været i gruppe terapi hos jer, da jeg er voksede op med min mor og far som drak, men fik tingene til at se fine ud af til, og passede deres job til punkt og prikke.
Min far døde i 2013, efter han blev skilt fra min mor og fandt en anden kone, og jeg valgte ikke, at have noget med ham, at gøre, da jeg med ham havde nemt ved,
at sætte mine grænser og sige fra. Jeg tilbød, at han kunne se mig uden sin kone, og besøge mig og hans barnebarn, men det ville han ikke så jeg slog hånden af ham et par år inden han døde. Jeg fik derefter er opkald om, at han var gået bort og det var både en sorg,
men godt nok også en KÆMPE lettelse ikke, at skulle forholde sig til det mere.
Min mor derimod har jeg aldrig kunnet enes med, og jeg skred hjemmefra 3 måneder efter jeg var fyldt 18 med min dengang kæreste, som jeg idag nu har været sammen med i 18 år og fået 2 skønne børn med.
Jeg og min mor har aldrig kunnet enes, og jeg har aldrig fået sat mine grænser overfor hende.!.
Jeg prøvede det imens jeg var i hos behandling hos jer, hvor jeg skrev breve til hende, om hvordan jeg havde det, men det hjalp ikke meget.
Jeg og hende havde en periode for 1-2 år siden, hvor jeg ikke ville snakke med hende, og hun ringede hellere ikke på min eller børnenes fødselsdag. Dette stod på i 7 mdr indtil jeg fik dårlig samvittighed og ringede nytårs aften.
Her i sidste uge ringede hun til mig om aften, og jeg kunne med det samme hører, at hun havde drukket.
Jeg ringede næste dag og tænkte nu er det nok, og fortalte hende, at jeg ville ikke have hun ringede når hun havde drukket!.
Hun blev tosset på mig og skød som sædvanligvis altid skylden over på mig og sagde, at jeg måtte have haft en dårlig dag osv indtil hun klaskede røret på. Jeg ringede op igen hvor hun ikke tog den, og nok hellere ikke gider, at snakke med mig. Jeg er denne gang rigtig stædig og vil ikke ringe mere, da det her blev/bliver konsekvensen af at jeg fik sat mine grænser langt om længe!.
Jeg kan leve med det, selvom det gør ondt, men jeg er såååå meget i tvivl om hvordan jeg skal forholde mig til det, i forhold til mine piger som er 6 og 15 år gammel. Den ældste ved det godt og tager det fint, men var ked af det sidste gang vi ikke snakkede med hende i 7 måneder så derfor tog jeg kontakt igen.
Min mor har aldrig været der for mig eller sine børnebørn og mine børn sover hellere ikke hos hende, eller bliver passet der og har aldrig gjort det.
Hun er sådan en som ikke kan se tingene fra min side af overhovedet, og har aldrig set mine behov. Det er svært med hende, da det altid bar hende som var hjemme hos mig, mens mon far sad på værtshus efter arbejde, så som jeg plejer og sige kan man ikke savne noget man ikke har haft, og det var derfor nemmere for mig ah slå hånden af ham.
Håber i kan give et godt råd til mig!!?.
Hilsen {navn}
Svar:
Kære {navn}
Jeg er glad for at du rækker ud. Du beskriver, at du har besluttet dig for langt om længe at sætte grænser overfor din mor og ikke ringe til hende mere. Du skriver at du godt kan leve med det selvom det er svært, men at du er rigtig meget i tvivl om hvordan du skal forholde dig til det i forhold til dine døtre. Jeg kan virkelig godt forstå at det må være et meget svært dilemma at stå i. Som jeg læser dit brev, er det særligt det du beder om råd i forhold til. Jeg vil derfor dele mine tanker om det med dig.
Når jeg læser dit brev, bider jeg mærke i at du skriver, at du altid havde meget nemt ved at sætte grænser og sige fra overfor din far. Du skriver at du og din mor aldrig har kunnet enes, og at du aldrig har fået sat dine grænser overfor hende. Jeg lægger mærke til at du skriver at du har forsøgt at sætte grænser og skrev breve til din mor da du gik i behandling i TUBA, og at der var en periode for 1-2 år siden hvor du valgte ikke at tage med hende i nogle måneder. Du skriver at du fortalte din mor i sidste uge, at du ikke ville have at hun ringede, når hun havde drukket. Det får mig til at tænke, at selvom det er svært at sætte grænser overfor din mor, så lyder det faktisk til at du har forsøgt at sætte grænser mange gange og på forskellige måder, men at din mor ikke har respekteret de grænser. Når jeg læser dit brev, fornemmer jeg virkelig en stor styrke hos dig. En styrke, som jeg tænker må komme fra inderst inde i dig, og som må være helt særlig i forhold til dine børn. Det lyder til at du har måttet klare meget med dine forældres misbrug – både som barn og som voksen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at du lige nu sætter nogle af de grænser for din mor, som du måske ville have ønsket, nogen havde hjulpet dig med at sætte, da du var yngre. Og at du faktisk er et enormt forbillede for dine piger ved at vise dem, at det er okay at sætte grænser og sige fra, når man mærker, at der sker noget, man ikke er okay med. Tænk, hvor meget du giver dem ved at vise dem det. Hvad sidder du mon og tænker, når du læser det?
Jeg forestiller mig at det må være svært at skulle træffe beslutningen om, at det er bedst ikke at have kontakt med dine forældre, og det må vække mange forskellige følelser. Du skriver at i den periode for 1-2 år siden hvor du besluttede at du ikke ville snakke med din mor fik du dårlig samvittighed efter 7 måneder og genoptog kontakten. Jeg tænker, at det er naturligt at det føles svært at beslutte sig for at man ikke kan eller vil have kontakt med en forælder. Jeg tænker, at det måske kunne være en idé at være nysgerrig på hvad den dårlige samvittighed bunder i og hvem den er rettet imod? Som datter har du helt ret til at sætte grænser overfor din mor og beslutte dig for, at du ikke ønsker at have kontakt med hende, hvis/når du kan mærke at det er bedst sådan. Jeg får lyst til at sige til dig, at du skal stole på din mavefornemmelse og på, at du ved, hvad der er bedst for dig og dine børn.
Du skriver, at du er meget i tvivl om, hvordan du skal forholde dig overfor dine døtre i forhold til at du ikke ønsker at ringe til din mor mere. Du skriver at din datter på 15 tager det fint men var ked det sidst I ikke talte med din mor. Ud fra dit brev tænker jeg, at det du er i tvivl om er hvorvidt du og særligt dine døtre skal have kontakt til din mor. Er det mon rigtig forstået? Jeg kan desværre ikke komme med noget konkret svar på det spørgsmål. Det er i sidste ende op til dig og dine døtre, hvis du inddrager dem i beslutningen, at finde ud af hvad der er bedst for jer. Jeg har formuleret nogle spørgsmål, som du måske kan tænke over, når du skal mærke efter, hvad der er bedst for dig og dine døtre. Du skal selvfølgelig kun bruge spørgsmålene, hvis det er meningsfuldt for dig.
- Hvilke argumenter tænker du at der er for og imod, at du og dine døtre har kontakt til din mor?
- Hvis du/dine døtre skal have kontakt med min mor, er der så nogle betingelser der skal være opfyldt? Og vil din mor kunne overholde de betingelser?
- Vil du selv træffe beslutningen i forhold til om du og dine døtre skal have kontakt til din mor, eller vil I finde ud af det sammen?
- Hvis du tænker, at du ikke vil/kan have kontakt med din mor, men at din børn godt kan, er det så realistisk/en mulighed at forestille sig dine døtre har en kontakt til din mor, der ikke involverer dig?
Jeg får også brug for at skrive, at du og din døtre altid har ret til at ændre mening og genoptage eller afbryde kontakten alt afhængig af hvad I har brug for. Måske kan det tage lidt pres af beslutningen at tænke, at en beslutningen ikke nødvendigvis behøver at være definitiv, men at den selvfølgelig godt kan være det.
Jeg håber at mit svar har kunnet bidrage med nogle perspektiver på dit spørgsmål. Hvis der er mere du har brug for at skrive herind omkring er du mere end velkommen til at skrive igen.
Kærlig hilsen
Iben