Kære Tuba
Jeg har haft en far der drak. Da jeg var lille vidste jeg at han drak meget, men ville aldrig bruge termen alkoholiker om ham, for der var jo også tider hvor han ikke drak og han var verdens bedste far. Men så var der også de perioder hvor han forsvandt ud af mit liv for uger, hvor jeg ikke vidste hvor han var eller hvor han sov.
Mine forældre var sammen indtil jeg var 20 år. De var sjældent lykkelige og der kunne gå uger og nogle gange måneder før de vekslede et ord med hinanden. Jeg følte jeg skulle være bindeleddet mellem min mor og far. Jeg skulle samtidig trøste min mor, når min far var ude at drikke. Sjældent blev de voldelige mod hinanden, men jeg huske en episode hvor jeg tog kvælertag på min far bagfra, fordi han slog min mor og jeg kan stadig genkalde min far gispe efter vejret, dette er nok det værste jeg har oplevet. Men jeg tænker aldrig som sådan at jeg er vokset op i et voldeligt hjem, udover den episode. Men derimod i et hjem hvor der er blevet råbt og skreget, for derefter at gå i ugers tavshed efterfølgende. Jeg har en storebror, men ham har jeg aldrig kunne snakke med tingene omkring. Han vidste sin vrede mod mine forældre ved at have ekstreme vredesudbrud rettet mod min mor i sine teenageår, hvor han skubbede hende, ødelagde alle ting i huset for derefter også at gå sin vej.
Det har været svært at forstå at den far som gjorde alt for mig i ædru tilstand og var verdens bedste far, var den samme far som totalt valgte mig fra og kaldte mig alle mulige ting når han var fuld.
Min mor har hele min barndom fortalt mig at de ville blive skilt, først var det efter min storebrors konfirmation, så blev det lavet om til efter min, osv. De blev så til sidst skilt, efter min far var min mor utro og han flyttede sammen med sin nye kæreste, for fem år siden. Jeg har altid set utroligt meget op til min far, men har nu nærmest ikke kontakt til ham efter at han flyttede sammen med sin nye kæreste og det gør mig meget ondt.
Jeg er stadig tit ked af det nu her i mit voksenliv, og har ofte perioder på en måned hvor jeg græder og ikke har lyst til at lave noget. Nu har jeg slået op med min kæreste, som jeg mødte i sommers og havde et langdistance forhold til. Han havde samme opvækst og vi forstod hinanden rigtig godt og vi følte begge en instinktivt forståelse for hinanden. Men det er som om, at jeg i forholdet hele tiden skiftede mellem at være utroligt knyttet til ham (alt for meget) til at jeg nærmest ikke følte noget. Det var som om, at jeg aldrig kunne finde en balance mellem disse to ekstremer. Dette har været gennemgående i alle mine forhold. Oftest har det endt med at jeg har slået op med mine kærester, fordi jeg aldrig var sikker på hvad jeg følte og derefter fortrød det uendeligt meget. Samtidig har jeg også en tendens til altid at skabe en eller anden konflikt når det går godt, som om jeg ikke rigtig kunne være i det når tingene kørte derudad. Jeg følte mig klaustrofobisk. Nu hvor vi har slået op føler jeg mig uendeligt ensom. Jeg er så bange for at det var en fejl, og nu er der ingen vej tilbage. Jeg er altid også bange for at jeg i sidste ende, ender op ensom og uelsket. Ensomheden er min største frygt i livet og jeg har meget svært ved at være alene, på trods at det er blevet bedre med tiden.
Udover disse problemer har jeg et velfungerende liv, med gode venner, studier og arbejde. Men jeg er stadig altid meget nervøs for fremtiden og usikker på hvor det hele skal ende. Jeg føler ofte at jeg ikke er god nok og ikke kan slå til. Jeg har brug for kontrol ellers føler jeg at det hele glider ud mellem fingerne på mig. Jeg græder meget efter bruddet med min eks-kæreste og føler at jeg endnu engang har skuffet, både mig selv og ham.
Mit største ønske er at kunne blive mere velfungerende, turde være alene og ikke bekymre mig om fremtiden. Jeg håber i måske kan hjælpe med dette.
De bedste hilsner
{navn}
Svar:
Kære {navn}
Tak for dit brev, hvor du så fint beskriver din opvækst og de problemer, det giver dig i dag, og hvordan det blandt andet spænder ben for dig i dine kærlighedsforhold. Du skriver, at dit største ønske er at kunne blive mere velfungerende, turde være alene og ikke bekymre dig om fremtiden. Det kan jeg godt forstå, og jeg tror, at vejen netop er at tale med nogen om alle de tanker og følelser, du går og tumler med. Og det har du blandt andet taget hul på ved at skrive til TUBA. Det er rigtig godt og modigt. Tak for det.
Når jeg læser dit brev, kan jeg se, at du går og bakser med rigtig mange af de følelser, der ofte følger af at være vokset op i en familie, hvor en eller begge forældre har haft problemer med alkohol. Mange unge, der er vokset op med forældre, der drikke, oplever at føle sig særligt ensomme, have udpræget behov for kontrol, ikke at være gode nok og frygte for fremtiden. Det siger jeg ikke for at få dig til at føle, at det ikke er svært for dig, men for at sige, at det at vokse op i en atmosfære, der er præget af en eller begge forældres afhængighed af alkohol, og hvad det kan indebærer af blandt andet uforudsigelighed, svigt og angst, ofte får konsekvenser for børnene langt ind i deres voksenliv. Og når jeg læser om din baggrund med en far, der til tider forsvandt på drukture, og om en hverdag, hvor der enten var råben og skrigen eller total tavshed hjemme hos dig, kan jeg godt forstå, at det har haft nogle konsekvenser for dig, som kan være svære at tackle i dag.
Du nævner, at du er ked af, at du har mistet kontakten med din far, at du nervøs for fremtiden, ikke føler dig god nok og kæmper med følelsen af at skulle have kontrol over tingene. Men især skriver du om oplevelsen af og frygten for ensomhed og at være meget ked af det i perioder samt om at have svært ved at være i et kærlighedsforhold. Det er derfor det sidste, jeg vil prøve at komme med nogle hjælpsomme ord til i mit svar til dig. Samtidig vil jeg sige, at jeg tænker, at der vil kunne være rigtig meget godt at hente i den bog, der kan købes på TUBAs hjemmeside, men også lånes på biblioteket, som hedder ’Tabu – ud af alkoholfamiliens tavshed’. Den behandler om mange af de følelses, du beskriver, og kommer med forslag til, hvad der kan hjælpsomt for at tackle dem.
Du fortæller, at du som barn var bindeledet mellem din far og mor, og var den, der måtte trøste din mor, når din far var ude og drikke. Samtidig kan du også huske, at du fysisk har måttet forsvare din mor en af de gange, din far var voldelig over for hende. Det er et stort ansvar og nogle voldsomme oplevelser for et barn. Det er et ansvar, de voksne skal tage, og det er oplevelser, de voksne skal skærme barnet fra. Men det
gjorde dine forældre ikke. Derfor, tænker jeg, blev der nok ikke taget hånd om de følelser, du havde i den forbindelse. Du har måske været bange. Bange for at din far ikke skulle komme hjem igen, når han forsvandt. Bange for hvad der skulle ske, hvis han kom hjem og var voldelig. Og bange for hvad der skulle ske, hvis dine forældre blev skilt, og også for hvad der ville ske, hvis de ikke blev. Måske var det andre følelser, du havde, men jeg gætter på ud fra, hvad du skriver, at der i hvert fald ikke var nogen, der spurgte til dine følelser eller tog sig af dem, for du skulle trøste din mor og sørge for, at din far og mor kommunikerede. Så du gemte nok dine følelser væk og forsøgte at overleve i en hverdag, hvor ingen talte sammen eller også råbte af hinanden.
Men følelser forsvinder ikke af at blive gemt væk. De ligger indeni og har det med at dukke op ind imellem og kalde på opmærksomhed. De håber stadig på, at nogen vil tage sig kærligt af dem, ligesom barnet håbede, at det ville blive trøste og mødt med kærlighed, når det var bange og følte sig alene. Jeg tænker, det er det, der er i spil, når du oplever, at du i perioder er rigtig ked af det, græder meget og ikke har lyst til at lave noget. Noget i dig trænger til omsorg, men det er du kun sporadisk vant til at få (fx når din far var ædru og verdens bedste far), så hvor skal du vende dig hen? Jeg tænker, at du måske er bange for at fortælle nogen om, hvordan du har det, for det kan jo være, du bliver afvist. Er det sådan, du har det? Hvis det er, vil jeg sige, at det kan jeg godt forstå, når du har oplevet, det du har. Og samtidig vil jeg sige, at jeg håber, at du alligevel vil gøre forsøget med at fortælle om dine følelser til et menneske, du føler dig tryg ved. For kun ved at dele nogle af din tanker og følelser med et andet menneske, kan du bryde ensomheden og forhåbentlig opleve, at nogen forstår og gerne vil være sammen med dig om det svære, du oplever. Det kræver mod, det ved jeg, men kun ved at turde vove at åbne sig for et andet menneske, er der chance for, at ens behov for at blive set, hørt og forstået blive mødt, og ensomheden bliver mindre.
Det samme, tror jeg, gør sig gældende i dit kæresteforhold. Også her kan det måske være hjælpsomt at forsøge at sætte ord på det, du føler og oplever i forholdet til din kæreste. Det kan være svært, for selvfølgelig ligger der deri også en fare for at såre din kæreste og skubbe ham væk, men hvis alternativet er, at du ender med at gå din vej, fordi du ikke kan mærke noget, kunne du måske være heldig at opleve, at du kan mærke noget igen, hvis du er åben omkring dig selv. Din oplevelse af, at du enten er for knyttet til din kæreste, eller slet ikke føler noget, tænker jeg ligner meget noget, du kender fra din barndom. Enten havde du en far, der var verdens bedste far og gerne ville dig, eller også oplevede du en atmosfære af tavshed og vrede, hvor alle undgik hinanden, og det var bedst at pakke følelserne væk. Hvorfra skulle du kende følelsen af, hvordan det er at kunne regne med altid at være elsket og ikke skulle være bange for at blive svigtet? Det ’kørte nok ikke så meget bare derudad’, som du skriver, hjemme i dit barndomshjem. Det lyder mere som om, der var stilhed før storm, så du var måske altid forberedt på det værste. Måske er det det, der spiller dig et puds, når du skabte en konflikt, når det gik godt med kæresten og dig? Så kendte du scenariet og vidste, hvad du havde at forholde dig til. Selvom man ikke kan lide det man har oplevet mange gange, er der måske alligevel en tryghed i, at det er kendt. Det ukendte er altid sværere at håndtere, også selvom det måske er mindre konfliktfyldt.
Det er jo alt sammen gætteri fra min side ud fra det, du skriver, og det, jeg har oplevet, når jeg har talt med andre unge, der har oplevet noget af det samme som det, du skriver. Men jeg håber, at det jeg skriver, giver dig mod på at tale med nogen om det, du fortæller. Det, der er svært, bliver som regel ikke lettere af at blive gemt væk. Det, der savner noget, skal have lov til at finde ud af, at det kan blive mødt og ikke behøver at gemme sig. Det kan være, at det er for svært at åbne sig over for en ven eller i første omgang en kæreste, men så kan det være, at det kunne være rart at tale med en, der kender til det at arbejde med svære følelser. På TUBA er der mulighed for at komme i gratis terapi, enten alene eller i grupper med andre, der har oplevet at vokse op med forældre, der drikker. Det kan du læse mere om her: http://tuba.dk/hj%C3%A6lp. TUBA holder også det, vi kalder Drop-in møder, hvor man kan komme og høre om forskellige problemstillinger, der ofte føler af at vokset op i familier med alkoholproblemer. Fx er der et Drop-in møde den 21.1. kl. 16-17.30 om parforhold og nære relationer. Du kan læse mere om Drop-in møderne, og hvor de foregår, på TUBAs hjemmeside her: http://tuba.dk/alle-begivenheder
Det kan være svært at tage hul på at række ud efter hjælp, men du har ved at skrive til os taget det første skridt. Jeg håber, det giver dig mod til at tage flere, så du langsomt mærker, at nogle af følelserne ændrer sig. Rigtig held og lykke fremover.
Mange hilsner fra
Christine