Jeg er så heldig at har fået en kæreste og vi har snart været sammen i 3 måneder. Han er virkelig klog, sjov, sød, omsorgsfuld og positiv men jeg er heletiden super angst for at han beslutter sig for at han forlader mig.
Han rejser tit og jeg hader når han er væk, jeg hader når han forlader mig, jeg føler virkelig et stort svigt hvergang han siger han skal ud og rejse.
han er min første drenge kæreste og kun nummer 2 kæreste i det hele – fra 14-16 var jeg i et forhold med en pige og det varede 1 1/2 år.
Jeg har set drenge imellem mine to forhold, men det er aldrig blevet seriøst og de har altid endt med at droppe mig. Så jeg har lidt en overbevisning om at min kæreste nok skal ende med at smutte.
Lidt om fortiden:
min mor og far gik fra hinanden allerede da jeg var 3 måneder, så har aldrig oplevet dem sammen og kærester er ligesom kommet og gået – aldrig noget stabilt.
Min far sejlede for Mærsk da jeg var lille og var væk langtid af gangen, han stoppede med at sejle da jeg var 9 og min lillebror kom til verden.
Udover det er min far alkoholiker og hashmisbruger.
Da jeg var lille havde min mor utrolig svært ved at vise følelser overfor mig og give mig opmærksomhed.
Jeg er super glad for min kæreste og ville ikke bytte ham for noget, men det at være i et forhold er helt vildt angst provokerende og det leder tit til små diskutioner…
tanken om at hvis vi dropper det nu så blive jeg mindre ked af det, end hvis han dropper mig om 1 år, den ligger heletiden i baghovedet..
Jeg vil ikke ende med at jeg tvinger ham til at forlade mig – hjælp, hvordan slippe jeg har med den her angst!
Svar:
Kære pige
Jeg vil starte med at fortælle dig, det er flot af dig at kontakte TUBA og anerkende dig for selv at være bevidst om, at din angst kan have sammenhæng med din barndom og specielt forholdet til din far. Du beskriver en angst for at blive forladt. Jeg opfatter din angst som indgribende i dit forhold til din kæreste. Jeg læser også, at din fortid med en alkoholiseret og hashmisbrugende far samt en svær følelsesmæssig relation til din mor, har indflydelse på at du har angst for at blive forladt i dag.
Du beskriver en lang periode i din barndom, hvor din far ikke har taget del i din opvækst samt haft et alkohol og hashmisbrug. Du skal vide, det er en naturlig reaktion at opleve angst for at blive forladt, når nære pårørende, som ens far eller mor, udsætter en for svigt, som du har oplevet det. Når man danner et forhold til et andet menneske er det med risiko for at blive svigtet og derfor kan man opleve angst, som du gør, for at indlede et forhold. Jeg tænker det kan hjælpe dig, at få din barndom bearbejdet og derved få adskilt de følelser du har, som er forbundet til din far og mor, med dine følelser for din kæreste. En bearbejdelse af din barndom vil formentlig også kunne hjælpe dig til ikke at opleve så stor angst for at blive forladt igen.
Hvis du kunne være interesseret i det, vil jeg anbefale dig at kontakte TUBA. Der kan være mulighed for at tilbyde dig et terapeutisk forløb, hvor du kan få bearbejdet de oplevelser du har med dig, fra din barndom med en alkoholiseret og hashmisbrugende far, og støtte dig i at finde redskaber til at håndtere det i din hverdag i dag.
Jeg tænker på om du mon har snakket med din kæreste omkring din angst for at blive forladt? Det ville muligvis kunne hjælpe dig, at fortælle din kæreste omkring dine tanker og sammen med ham sætte ord på det du føler. Det kan være gavnligt for jer begge at skabe en dialog omkring det og på den måde forholde sig til de følelser du går rundt med.
Jeg vil slutte af med at sige, at det største skridt på vejen til bearbejdelse af angst, er en forståelse for hvorfor angsten er tilstede, hvilket jeg mener du har en stor indsigt i. Dette ser jeg i din egen sammenkobling mellem dit forhold til din kæreste og din fortid. Du er derved allerede godt på vej til at kunne få bearbejdet de oplevelser du har med dig og blive i stand til at benytte nogle redskaber, som kan styrke dig i at slippe angsten for at blive forladt.
Med venlig hilsen
Malene, TUBA