Hej. Jeg har holdt mine ord tilbage så længe nu, at jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte eller hvordan jeg skal beskrive det. Men jeg er bange for, at jeg snart ikke kan mere.
Øhm.. Mine forældre blev skilt, da jeg var 5 år gammel, deromkring. Min mor var min far utro og det knækkede ham. Ting gik galt. Faktisk, så gik alt bare galt. Min far var ikke længere den far, jeg ellers altid havde forgudet. Han var væk. En sorg tog over og hver dag blev ham ens. Han drak sig væk til bedre steder og håbede på at glemme alt og intet. Han glemte ihvertfald sin datter, følte jeg. Jeg tror min far forsøgte at få kontrol, det er jeg overbevist om. Have kontrollen over hvad der var godt og ondt og selv være herre over sinde følelser og sindsstemninger. Men hvad han ikke ved er, at han var ualmindeligt ukontrolleret. Jeg tror ærligtalt ikke, han vidste hvad han egentlig gjorde mod sig selv eller mig. Sorg blev til vrede. Vrede. Alt godt han plejede at elske, hadede han nu, fordi det var væk. Han havde ingen selvkontrol. Hårde tanker blev til hårde handlinger. Vold blev hurtigt en del af min hverdag. For jeg er af min mors kød og blod. Jeg er som den kvinde der knuste hans livshåb, glæde og hans hjerte.
Sørgerligt, for min far er en god mand. Men “en engel med et ødelagt hjerte, er en djævel i sidste ende.” For mig, er det min mor der var den onde. Selveste Satan. Jeg bebrejder hende ikke for at miste kærligheden for min far og heller ej for at falde for en anden. Nej, det er måden hun agerede på der skuffer og sårer mig. Hun skulle have gjort anderledes. Men det gjorde hun ikke. Det der gør mest ondt, er den måde hun bare kunne fortætte på. Der gik ikke meget mere end et år før hun havde en ny mand og nyt barn. Nyt liv. Var jeg en del af det liv? Eller bare en fra fortiden hun ikke kunne skille sig af med? I min optik, det sidste. Jeg var som en sløret skikkelse for hende, hun så mig slet ikke.. Og heller ikke min far. Bogstaveligtalt.
Jeg følte mig meget alene. Jeg var alene. Om aftenen var der ingen kram at hente og jeg var overladt til mig selv. En enkelt gang tog jeg mod til mig og gik ned til værtshuset for at lede efter min far, selvom jeg havde lovet ham altid at blive på mit værelse. Jeg blev skræmt og overvældet af alle de mange mennesker og fremover gjorde jeg som aftalt. Jeg hadede at ligge alene om aftenen. Jeg følte mig forældreløs, og uanset hvor meget jeg græd, var der ingen trøst at finde.. Siden den tid har jeg haft det svært ved natten. Ofte bliver det til søvnløse nætter, fyldt med onde tanker, der får mere og mere magt over mig.
Jeg føler mig syg. Der er ikke meget tilbage af mig. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg har mistet, hvad jeg er eller om jeg nogensinde vil blive noget, eller bare nogen. Det hele føles meget tungt og tomt, på en og samme tid. Jeg føler ikke, at jeg kan gå meget længere. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg prøver virkelig, det gør jeg! Men kæmpe en kæmp der virker nytteløs er trættende. Jeg vil ikke sidde her og have ondt af mig selv, for det er i sandhed nytteløst, men jeg bliver nød til at se virkeligheden i øjnene. Og virkeligheden er, at jeg er for langt ude til nogensinde at komme tilbage. Jeg mener, vi har allesammen hver vores måde at komme igennem hårde tider, hver vores måde at overleve når noget brænder. Men det gået op for mig, at min måde ikke er holdbar. At det hele er en umiddelbar følelse. Det er ikke en menneskelig overlevelsesmetode. Jeg har skåret i mig selv i mange år nu. Jeg har haft bulimi i mange år nu. Men den lettelse det giver mig, det jo bare indbildning – Ikke sandt? Jeg er præcis ligesom en alkoholiker eller en stofmisbruger. Jeg flygter fra tid og sted. Og det går jo ikke, det ved jeg godt. Men jeg ved snart ikke hvad jeg ellers skal stille op. Jeg dur ikke til livet. Jeg ikke sådan et mennekse, der bliver elsket eller beundret. Jeg er ingenting og det gør mig syg.
Hvis der noget jeg fortryder, så er det, at jeg virkelig havde håb i en periode. Jeg var så sikker på, at der var en vej for os alle. Jeg er så hamrende ked af, at jeg rent faktisk fik det bedre. For jeg glemte at jo højere du flyvere, desto hårdere falder du. Jeg betroede mig til to lærere på min skole, og det var godt. jeg lærte meget og jeg kom langt. Hvad jeg ikke kendte til, var den “skerpede underretningspligt.” Den overholdt de ikke, de blev opdaget i det, de blev fyret og skolens ledelse underrettede mig til kommunen. Nu tror hele det er rådne samfund at jeg er en løgner og er psykisk syg. Hvorfor? Fordi jeg tog min far i forsvar og sagde at alt hvad jeg havde fortalt de to lærere, var løgn.
Jeg kan ikke mere, det bare for hårdt alt sammen. Jeg kan ikke beskrive det. Men det hele er kaos. Jeg står i øjet af orkanen. Jeg gør alt hvad jeg kan, men jeg er bare ikke en af dem, der fortjener glæde.
Svar:
Kære du
Hold da op, en masse ting, du fortæller om. Jeg er glad for, at du skriver ind, så du har nogle at fortælle alt det her til – for det må have været rigtig hårdt for dig at gå alene med alt det.
Du fortæller om dine forældre: din mor som var din far utro, og at de efterfølgende blev skilt. Det var rigtig hårdt for din far, så han endte desværre med at drikke for meget og blev voldelig, hvilket ødelagde dit tætte bånd til ham. Du beskriver også, hvordan din mor hurtigt kom videre efter skilsmissen, og efter et år havde en ny mand og barn – dette fik dig til at føle dig som “en fra fortiden, hun ikke kunne skille sig af med”. Alt dette har fået dig til at føle dig alene og ensom, og har efterfølgende udviklet bulimi og selvskade, hvilket du beskriver således: “… den lettelse det giver mig, det jo bare indbildning – Ikke sandt? Jeg er præcis ligesom en alkoholiker eller en stofmisbruger. Jeg flygter fra tid og sted. Og det går jo ikke, det ved jeg godt. Men jeg ved snart ikke hvad jeg ellers skal stille op.” – Dette synes jeg er rigtig godt beskrevet.
Hvor er det bare flot, at du havde modet til at fortælle om dine oplevelser og følelser til to lærere. Det er langt fra alle, som er så modige. Men hvor er det synd, at lærerne ikke levede op til kravet om skærpet underretningspligt og endte med at blive fyret. Det er helt normalt, at man ikke vil udstille sine forældre, og jeg kan derfor sagtens forstå din forsvarsmekanisme, når du ikke har lyst til at fortælle om dine oplevelser med din far til andre end dine to betroede lærere. Det er altså ikke din skyld, at de blev fyret. Du gjorde det helt rigtige, og hvor er det ærgerligt, at det ikke gik, som det burde. Jeg kan sagtens forstå, at det hele føles håbløst, når du endelig åbner dig op, og dine to betroede lærere så bliver fyret. Jeg tænker på, om du kender nogle andre, du kan betro dig til, som du føler dig tryg ved?
Det gør mig ondt at læse, at du skriver at “hvis der er noget jeg fortryder, er det at jeg virkelig havde håb i en periode” og “virkeligheden er, at jeg er for langt ude til nogensinde at komme tilbage”, for jeg er sikker på, at du godt kan komme tilbage. Når jeg læser dit brev, ser jeg en pige, som er utrolig stærk – faktisk så stærk, at du endda havde modet til at fortælle om dine oplevelser i hjemmet til en lærer. Derudover ser jeg en intelligent pige, for du er utrolig dygtig til at formulere dig, og du har en rigtig god indsigt i både dine forældres og dine egne følelser. Jeg er sikker på, at en stærk og intelligent pige som dig nok skal “komme tilbage” – også selvom alt håb virker ude lige nu. Du er bestemt en af dem, som fortjener glæde!
I forhold til din selvskade, vil jeg anbefale dig en forening, der hedder “Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade”, som kan tilbyde dig noget gratis og anonym rådgivning. De kan måske være gode for dig at snakke med, når du føler dig ensom og har brug for nogle at snakke med, eller når du får en trang til at selvskade.
Du beskriver så megen indre smerte, at jeg på det kraftigste vil anbefale dig at tage kontakt til din nærmeste TUBA-afdeling, så du har nogle at snakke med om alt det her. Vi har både individuel terapi og gruppeterapi. Jeg kan desværre ikke se, hvilken kommune du bor i, men du kan selv finde din nærmeste TUBA-afdeling her: http://tuba.dk/mennesker-i-tuba .
Jeg ved ikke, om du føler, at du kan bruge mit svar – ellers er du rigtig meget velkommen til at skrive ind til os igen. Du kan også skrive ind på chatten, og chatte med en rådgiver og få luft for al den smerte du bærer rundt på. Chatten har åbent mandag, onsdag og torsdag fra kl. 18 til 21.
Jeg ønsker dig alt det bedste, og håber at du får den hjælp, du har brug for.
De bedste hilsner
Mette, TUBA