Jeg er en ung kvinde på 18 år, som bl.a. læser psykologi. Denne undervisning har fået mig til at tænke over nogle ting:
Min far har været alkoholafhængig stort set hele min barndom. Der var også på et tidspunkt, hvor han røg hash. Min halvstorebror og jeg besøgte ham hver 2. weekend, og mange af de negative oplevelser holdt jeg hemmelig for min mor, for jeg vidste, at så måtte jeg ikke se min far mere. Dette stod på fra jeg var ca. 5-9 år eller sådan noget.
Han boede i en lille 2-værelses lejlighed, og han havde ofte alkoholiske venner boende. De boede i værelset, og vi sov i stuen. Min far fik besøg af en pige på ca. min alder, som han kendte fra et tidligere forhold, men som ikke var hans barn. Så vi sov enten 4 mennesker i en lille sovesofa til 2 personer eller også sov en af os på 2 sammensatte stole.
Ofte havde han heller ikke mad i huset. Jeg husker, at han ofte havde en lille pakke rugbrød og en for gammel salami spegepølse.
En sommer havde han ikke noget sted at bo. Så han havde lånt en campingvogn og boede ved en sø i en skov. Min mor læssede mig så af ved det hun troede var hans lejlighed, så kørte min far, jeg og min bror ud i skoven, og om søndagen blev jeg igen hentet ved lejligheden.
Min bror og jeg var ofte udenfor til en 12-1 tide, da vi var henholdsvis 10 og 8 år.
Min far har også tit kørt galt med os, fordi han har kørt spritkørsel.
Da jeg var 8 år gammel, fik min mor så stress, depression og angst. Fra jeg startede i skole i børnehaveklassen (7 år) til hun mistede jobbet pga. sygdom (8 år) stod jeg ofte selv op om morgen, spiste morgenmad og tog tøj på og tog i skole, fordi hun var på arbejde. Og stort set altid var jeg det sidste barn, som blev hentet i SFO’en efter skole. SFO’en lukkede kl. 17, og min mor havde en speciel aftale med en af pædagogerne om, at hun blev efter lukketid, hvis jeg ikke var blevet hentet. Og kl. blev ofte 18.30. Jeg kan huske, at jeg kedede mig sådan!
Nogle gange når min mor skulle aflevere mig hos min far, og han var fuld, tog hun mig med hjem igen, og andre gange afleverede hun mig alligevel. For det var jo også aflastning for hende.
Da jeg var 10 år, flyttede min far til Nordjylland, fordi han fandt en dame deroppe. Væk fra både mig og min bror. Og det tror jeg aldrig rigtig, jeg har tilgivet ham for… Han skred bare til fordel for hende?!
Men nu er jeg kommet dertil, hvor jeg føler, at jeg har brug for at bearbejde alle disse følelser fra en lidt rodet barndom.
Jeg tror, at min barndom påvirker mig negativt, til den jeg er i dag.
Jeg har lavt selvværd.
Jeg har ingen selvtillid.
Jeg er bange for at kvaje mig og snakker ikke ret meget. Er helt stille i større mængder.
Jeg er helt vildt genert og tør ikke snakke til fremmede.
Jeg tror ikke på mig selv.
Jeg stoler ikke på nogen. Ikke engang min kæreste igennem 3,5 år eller min egen mor.
Alt hvad folk siger til mig, tager jeg med et gran salt, for så bliver jeg ikke skuffet.
Jeg forventer intet af folk, for så bliver jeg ikke skuffet, hvis de ikke lever op til forventningerne.
Jeg mister hurtigt fokus.
Jeg mister hurtigt interessen for nye ting.
Jeg fuldfører sjældent hvad jeg har sat mig for.
Jeg er i det hele taget lidt i et konstant sort hul. Jeg kan godt være glad, men jeg føler det aldrig rigtig helt ind i sjælen.
Jeg frygter mange ting.
Jeg har ofte mareridt, men sover generelt rigtig meget.
Men jeg er ellers en rigtig sød pige, som simpelthen så gerne vil behage andre.
Men hvem kan jeg snakke med? Min kæreste skal ikke plages. Heller ikke mine forældre, da det jo handler om dem.
Jeg har ikke råd til selv at betale psykolog, men tvivler på, at min læge vil henvise mig.
Jeg er ikke interesseret i at fortælle min lange, triste, dunkle, brokke, “det er synd for mig”-historie til flere end højst nødvendigt.
På en måde føler jeg ikke, at jeg fortjener hjælp. Jeg hader at være til besvær for andre, opg jeg følte mig på et tidspunkt kastet lidt rundt imellem mine forældre. Da min mor havde det skidt sov jeg også ofte hos hendes veninder. Jeg har ofte følt, at folk ville “af” med mig, og at jeg ikke er god nok.
Jeg har fx altid været rigtig dygtig til faget Dansk i folkeskolen og strøget lige igennem. Så går jeg ind og får 4 til folkeskolens afgangseksamen, og min mor blev bare SÅ skuffet over mig.
Som sagt – på en måde føler jeg ikke, jeg fortjener hjælp. Og jeg tør ikke rigtig søge det. Her i {by} er der SÅ mange tilbud til unge som mig med problemer, men jeg tør ikke bare møde op og åbne mig, for jeg frygter hvad andre tænker om mig. Jeg ville egentlig også rigtig gerne ringe ind til jer og få en tid til en samtale, men jeg er bange for, at jeg er til besvær, eller ikke kan finde ud af at sætte ord på mine følelser. Selvom det lyder dumt.
Jeg føler mig bare så kørt fast i mit liv lige nu.
Svar:
Kære du
Ja, du fortjener hjælp. Og ja, du er meget velkommen i TUBA.
Så enkelt kan det siges 🙂
Du er ikke til besvær for os, vi bliver kun glade, hvis vi sammen kan finde ud af noget, som kan hjælpe dig til at håndtere de ting du bøvler med i dit liv.
Jeg kan forstå på dig, at du er bange for, at du ikke kan finde ud af, at sætte ord på dine følelser. I det her brev oplever jeg at du har sat rigtig fint ord på dine følelser. Jeg synes du beskriver rigtig godt, hvad det er du gerne vil have hjælp til at bearbejde. Jeg ved også, at der er mange andre unge i TUBA der arbejder med netop de ting, det er derfor nogle problemstillinger vores terapeuter i afdelingerne kender rigtig meget til.
Jeg vil klart opfrodre dig til at kontakte enten TUBA eller en anden hjælpemulighed du kender til.
I TUBA kan du sagtens sende en mail. Feks kan du kopiere det brev du har sendt her til brevkassen og sende det til afdelingen. Det er en god ide også at skrive dit telefonnr, så vil du blive kontaktet af afdelingen enten på mail eller tlf.
Jeg synes du fortjener at opsøge den hjælp du har brug for, jeg mener også at du er berettiget til at få den og jeg ved at du passer ind her i TUBA – jeg håber du kan gøre brug af det mod du har brugt til at skrive til brevkassen, til også at kontakte afdelingen i {by}. Du er meget velkommen.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA