Hejsa.
Jeg er datter af en alkoholisk far og en mor der forlod mit hjem da jeg var 11år. Livet før hun forlod os, husker jeg ikke, men tiden efter står tydeligt frem selv i dag.
Min far drak dagligt og blev både agressiv og ked af det. Jeg vidste aldrig hvad jeg kom hjem til, når jeg trådte ind af døren. Var det dagen hvor jeg skulle samle min grædende far op fra gulvet og trøste ham, fortælle ham at det hele nok skulle gå og at min mor var en kælling der bare havde forladt os.
Eller var det dagen hvor hans agressivitet og løse næver bare ventede på en grund….
Usikkerheden gjorde mig til en pleaser der blev i stand til at omstille og tilpasse min ageren på de fem sekunder det tog mig at gå ind af hans værkstedsdør… Jeg lærte meget, meget hurtigt hvordan jeg fik hans vrede vendt mod mig i stedet for mod min lillebror. Og at hans kærlighed var afhængig af hvor godt jeg kunne udføre mine opgaver og tilfredsstille hans behov. Jeg blev den lille husmor, rengøringskone, indkøber osv. Jeg fandt desværre bare aldrig ud af hvordan jeg skulle være mig:-(
I dag er jeg sygemeldt med stress og svær depression. Jeg blev pædagog fordi jeg er god til at identificere andres behov. Jeg gjorde faktisk min barndom til min levevej:-/
Jeg kan bare ikke holde til det! Jeg ved seriøst ikke hvem jeg er, hvilke behov jeg har, hvilke ønsker jeg har for fremtiden osv. Jeg retter stadig ind efter hvad andre forventer..
Derfor er mit spørgsmål:
Hvordan finder jeg ind til mig? Hvordan kan jeg lære at jeg har en værdi bare i at være mig? Hvordan holder jeg op med at tilfredsstille alle andre for blot at glemme mig selv?
Jeg har en helt klar opfattelse af at jeg ikke er værd at elske – at folk kun synes om mig hvis jeg gør alt for dem – at hvis folk kendte den rigtige mig så ville de gå deres vej?
Ødet er sgu trist at tænke sådan om sig selv!
Har i et par gode råd?
{Navn}
Svar:
Kære {Navn}
Dit brev gjorde stærkt indtryk på mig at læse. Jeg vil starte med at sige at alle mennesker har værdi og dermed også dig. Din opvækst og oplevelser du har med dig, læser jeg har haft stor indflydelse på dit liv og gjort det svært at finde dig selv og måske også turde være den du egentlig er. Det er først og fremmest flot af dig at skrive til TUBA og det er på alle måder relevant at du henvender dig til os.
Jeg læser i dit brev, om en opvækst uden forældre som rollemodeller. Alle børn har brug for og ret til at spejle sig i nogle gode rollemodeller, da det er medvirkende til at kunne danne sin egen identitet. Jeg opfatter at dette på ingen måde har været muligt for dig, med en mor der forlod jer og en alkoholiseret far, som samtidig har udsat dig for fysisk, og som jeg læser det, også psykisk vold.
Du skriver at din uddannelse til pædagog medførte at din barndomsoplevelser blev din levevej. Det at hjælpe andre kan siges at være med forskelligt formål. Den måde du har været der for din far har bestemt ikke været hensigtsfuld for dig, men i jobbet som pædagog kan du måske i stedet tænke at dine ressourcer, i form af den støtte du yder, medvirker til noget positivt og er derfor med et brugbart og værdifuld formål. Jeg tænker det kan være gavnlig at få vendt måden du opfatter dig selv i dit job som pædagog på, da du måske på sigt ville kunne se det som et job, hvor du også selv får noget igen igennem de relationer og oplevelser du får med dig. På den måde vil du måske ikke på samme måde opleve at det kun er dig der giver i jobbet uden at mærke nogen glæde, men omvendt også opleve at modtage en masse positivt fra dem du arbejder med. Jeg tænker dog som sagt det er en proces du skal igennem og med professionel støtte finde redskaber til hvordan du når håndtere dette og får bearbejdet din opvækst, så det bliver muligt for dig at se på dig selv og livet med nye øjne.
Jeg kan ikke give dig et entydigt og korrekt svar på dine spørgsmål, da det at finde sig selv er en individuel proces.
Noget du kan starte med at eksperimentere med for at finde ind til dig selv og lære at mærke dig selv er, at begynde at stille dig selv spørgsmål om dig selv, du kan f.eks. spørge dig selv ”Hvordan har jeg det lige nu?”, ”Hvad kan jeg lide? Og hvad kan jeg ikke lide?” ”Hvad interesserer jeg mig for?”, ”Hvad har jeg lyst til?”. Jeg gætter på at du ikke er vant til at stille dig selv den slags spørgsmål, du har formentlig ikke lært det, formentlig har dine forældre ikke stillet dig den slags spørgsmål. Når du begynder at besvare spørgsmålene, vil du langsomt begynde at flytte fokus fra andre og over på dig selv. Det kan være svært og tage lang tid, du må være kærlig og tålmodig med dig selv i den proces. Husk på, at de svar du leder efter indeni, har været gemt væk i lang tid.
Mit bedste bud er, at dine dine forældres manglende kompetencer i forhold til at se dig, har forsinket og besværliggjort din proces med at komme til at elske dig selv. Kærligheden til dig selv bor inde i dig, for at finde ind til den, skal du behandle dig selv på den samme kærlige måde, som du ville ønske dine forældre havde behandlet dig. Giver det mon mening at tale om det, på den her måde?
Mange har gavn af, at have en terapeut at tale med, i den proces det er, at finde ind til sig selv igen. TUBA tilbyder terapiforløb, hvor du igennem samtaler med en terapeut kan få støtte til bearbejdelsen og derved også arbejde med at finde din egen identitet samt troen på dig selv og din værdi som menneske. Hvis du selv tænker det kunne være en brugbar hjælp for dig, vil jeg anbefale dig at kontakte din nærmeste TUBA afdeling for at komme i et terapiforløb. Du kan se vores afdelinger her www.tuba.dk/hjælp
Det at gennemgå sådan en proces kræver vilje og troen på at det kan lykkes. Jeg tænker du er en kvinde, som på trods af din opvækst har nogle ressourcer og en vilje til at kæmpe for dette. Du har gennemført en uddannelse og det viser i sig selv, at du kæmper for ting skal lykkes i dit liv. Husk på det er et godt skridt på vejen når man som dig har disse ressourcer i en svær tid.
Bedste hilsner
Malene, TUBA