Hej.
Jeg har en samtale hos min psykolog på fredag, men lige nu føler jeg bare tankerne fiser rundt, og derfor håber jeg at dette kan lette det hele lidt ved at skrive herinde.
Jeg har først for 1 års tid siden indset at når jeg fik et forhold til en kæreste, har det vakt meget stress hos mig, så snart forholdet blev en smule seriøst.
Jeg var single fra nov 2013 og frem til oktober 2015, for at i den periode og få ro på mig selv. Mødte så en sød fyr i oktober sidste år.
Mine tidligere forhold bestod meget af løgne og tillidsbrud og utroskab, og derfor brugte jeg fra 2013-2015 til at få hjælp til at bearbejde dette.
Det har os kørt rimeligt i mit nuværende forhold, men her efter snart 5 mdr. sammen, begynder en masse tanker og dukke op. Jeg begynder og få en fornemmelse af at jeg ikke kan stole på ham, at jeg er angst for at han ser en anden end mig, han kan gøre nogle ting, som jeg finder meget mistænksomt, og som jeg ikke kan ruste af mig.
Han ved godt jeg har det sådan, men han ved ikke hvordan han kan overbevise mig om at han er reel nok. Jeg har før siddet med en fyr, der har sagt akkurat samme ting, og senere fandt jeg ud af at han ikke var til og stole på alligevel.
Der skal så lidt til fra hans side, så er jeg der straks med den her mistroiskhed.
Min “historie” er at jeg boede sammen med min mor fra jeg var 0-10 år, og min far smuttede lige efter jeg var født, og har ikke kendt ham. Min mor havde mange skiftende partnere, så her fik jeg ikke ligefrem det bedste syn på mænd.
Flyttede så ud til mine plejeforældre og boede der fra jeg var 10 til jeg var 19. Men på trods af en nogenlunde stabil tid hos dem, har det ikke gjort at jeg stoler mere på mine kærester af den grund. Idag snakker jeg ikke længere med min mor.
Ting som at han ikke lige skriver på de samme tidspunkter i hverdagene, gør mig bekymret, for hvad laver han siden han ikke skriver/svarer, han har efter en periode slået hans forbindelse fra hans mobil til hans Ipad fra, i starten kørte de sammen, men nu er den forbindelse væk, det får mig til og finde det mistænksomt, og så er der bare den her generelle fornemmelse jeg har i min mave med at noget “er galt”.
Forrige lørdag fik jeg en underlig reaktion, vi havde være til noget fest om fredagen, og “plejede” vores kroppe hele lørdagen hos min kæreste, men lørdag aften fik jeg det så underligt i min krop. Fik lyst til og bare skulle væk, blev rastløs, og fik en slags kvalme, og sagde til min kæreste, at jeg kørte hjem til mig selv, og han forstod ingenting hvad der skete, det gjorde jeg egentlig heller ikke.
Da jeg kom ud i bilen og kørte, brød jeg totalt sammen, og var SÅ forvirret, for jeg forstod slet ikke selv hvad der lige skete, og gør stadigvæk ikke. Ved ikke om det er en reaktion, på at jeg er bange for at knytte mig til ham, og om det er fordi jeg er bange for at “overgive” mig helt til ham, eller hvad der lige skete.
Jeg ved ikke om i har hørt om lign. fra andre, men ved ikke lige hvordan jeg skal håndtere denne her mistro til ham. Men jeg ved os godt at noget ved hans opførsel, gør jo at det trigger mig til at blive mistænksom.
Håber på et godt råd 🙂
Mvh…..
Svar:
Kære du
Hvor er det dejligt, at du skriver herind, når tankerne fiser rundt.
Jeg kan godt forstå, du reagerer så stærkt på de følelser af mistro og ubehag som du mærker. Jeg kan selv mærke ubehaget ved følelserne fra dit brev og det gør mig rigtig ondt, at du skal døje sådan med det. Jeg håber inderligt, at jeg kan hjælpe dig til at føle en smule ro.
Det er desværre meget almindeligt at være præget af mangel på tillid til mennesker, der står dig nært, med en baggrund som den, du beskriver.
Du har ikke haft mange at kunne stole på, du har oplevet mange svigt og når du endda har oplevet at tidligere kærester har været berettiget din mistillid, ja, så er det meget svært at finde troen på, at din følelse af mistillid “bare” er en følelse.
Det er svært for mig at sige, om din mistillid har bund i virkeligheden eller om den kan handle om noget inden i dig selv, men mit gæt er, at den rummer et element af mindreværd hos dig, en følelse af ikke at være god nok til det forhold, som du er i.
Tror du en mulighed kan være, at du igennem dit liv med mange forskellige “fædre”, som har forladt dig og en mor, der har forladt dig, sidder med en følelse af, at være sådan en, som man forlader og frygter dette?
Måske er det denne frygt for at blive forladt, som er så stærk hos dig, at du føler dig syg, sådan som du beskriver, at du blev det den aften, du og din kæreste plejede jer efter en tur I byen.
Du er selv lidt inde på, at det er sådan det kan hænge sammen.
Du spørger til, om du kan være bange for at binde dig til ham og man kan sige, at med hver en tilknytning til et andet menneske, ligger en risiko for at blive forladt. Så den iagttagelse har du sandsynligvis ret i. Måske er det det at blive forladt, som du prøver at flygte fra? Hvad tænker du mon om det?
Du håber på et godt råd herfra og jeg vil gerne give dig to med på vejen.
1) Tro på at du er god nok
For det er du. Du er ikke årsagen til, at du bliver forladt.
2) Kom til gruppeterapi i Tuba
Jeg ved godt, at du allerede går til psykolog og det synes jeg er både stærkt og rigtig godt, at du gør. I Tuba tilbyder vi blandt andet gruppeterapi og jeg tænker, at den form kunne være rigtig god for dig til at få spejlet nogle af dine oplevelser med mistillid. Der er nemlig mange derude, som kan nikke genkendende til din problematik. Det eneste du skal gøre, er at skrive en mail til den nærmeste Tuba-afdeling og fortælle dem, at du er interesseret. Men det kræver at dine forældre, eller plejeforældre har haft misbrugsproblemer. Det skriver du ikke om de har.
Du har været hos din psykolog, når du modtager dette svar, og jeg håber, at du har fået lidt ro på alle dine tanker. Jeg håber også, at du alligevel kan bruge mit svar og mine tanker til noget. Jeg sender dig al mulig styrke og kærlige tanker til din videre rejse.
Kærlig hilsen
Maya