Godaften. Jeg er en ung pige på 23 år. Har egentlig en masse tanker der sidder og fylder mit hoved op. Mest af alt er jeg nok allermest bange, bange for at miste og bange for at elske nogle for meget. Jeg er en glad pige i hverdagen, elsker mit job og føler jeg gør en forskel. Jeg har for nyligt smidt 10 kg. Hvilket er et vægttab der stadig mangler små 20 kg endnu. Så der stadig vej! Men jeg lever mit liv normalt og går ikke med deprimerende tanker til hverdag når jeg sammen med nogle jeg virkelig elsker og holder af. Men så en aften som i aften, sidder jeg her alene på mit værelse (er for nyligt flyttet hjem til min mor efter at have boet sammen med ekskæreste i 2 års tid) og jeg sidder og grubler over min barndom. Jeg er en pige der ikke husker særlig godt, har faktisk aldrig fået det undersøgt for det har ligesom bare været en del af mig, at jeg “glemmer” ting og har en hukommelse der husker 2-3 år tilbage Maks og husker bare generelt dårligt. Nå men ja. Jeg kan INTET huske fra min barndom. Og det irritere mig!! Da jeg var 6 mdr gammel valgte min mor at flytte fra min far og hjem til min mormor som boede alene i et stort dejligt hus! Min far var dybt alkoholiker og min mor siger det var han stort set i al den tid hun kendte ham hvilket var 25 år eller sådan. Nå men ja vi flyttede og så min far sjældent, det skal siges han ikke har været sød ved min mor eller mig og min storebror der er 2 år ældre end jeg. Vi havde en fra kommunen der skulle være der når vi så vores far. Men jeg husker intet fra denne tid og min mor har aldrig været særlig glad for at snakke om den tid. Min far døde da jeg var 3 år gammel. Han blev fundet i sin lejlighed, kvalt i sit eget bræk. Vi var på sommerferie med hele min familie på det tidspunkt det skete. Og jeg husker stadig intet. Min barndom var ligeså normal som alle andres. Jeg boede bare ikke sammen med mor og far. Men med mor og mormor i et dejligt hus! Jeg havde en god skolegang og masser af gode venner! og har aldrig haft svært ved at fortælle min far døde da jeg var 3. Det rør mig egentlig sjældent. I 2011 da jeg er 18 år gammel og skal til at starte på gymnasiet dør min mormor af blodkræft. Min verden går under og jeg var forfærdeligt ked af det og er jeg stadig den dag i dag. Min mormor har ALTID været som en mor for mig. Hun har faktisk været mere end mor for mig en min rigtige mor. Da min mor arbejdede rigtig meget da hun skulle forsøge 2 børn alene og boede i et kæmpe hus hun betalte halvdelen i. Og alligevel ku hun ikke få det til at køre rundt (hvilket betyder hun sidder i en ret så stor gæld den dag i dag.). Så min mormor var den der var der mest med os. Lavede mad, nussede os, og ja var der til at snakke med. Ikke at sige at min mor ikke var der! Hun er den bedste mor jeg kunne ønske mig! Men min mormor betød bare ligeså meget. Min mor får en dyb depression da min mormor dør, hun drikker snaps om morgenen når hun står op, gemmer flaskerne væk. Går på arbejde fuld og kommer hjem og drikker sig mere fuld. Er ked af det hele tiden og sover stort set hele dagen. Jeg husker den tid som mørk, følelseskold og virkelig deprimerende. Vi jo alle sammen kede af det. Vi en stor familie der har mistet det sidste familiemedlem af den “ældre” generation. Men min mor kan bare ikke formå at holde sig sammen. Da vi står og skal finde nyt sted at bo, hun sku skaffe penge til depositum til lejlighed. Rydde huset. Så der skete en masse ting og forstår godt hun ikke kunne overskue tingene tildsidst og hun endte som hun gjorde. Der gik noget tid inden min bror og jeg tog kontakt til andre familiemedlemmer om min mors daværende situation. Og hun fik hjælp og kom til psykolog og en alkoholterepeut. Og hun holdt den 3 ugers tid. Men lige siden dengang har der været op og nedture. Hun drikker øl VÆR DAG. dog mellem 1-5 og hun er sjældent fuld. Men det sker. Og hun er tit og ofte træt og ked af det. Hun har forhen snakket om at begå selvmord, at hun savner mormor, at hun er grim og fed, at hun aldrig finder en mand (hun har ikke været sammen med nogle siden min far 1993-1994), at hun har grimme tænder, at hun ingen penge har, ikke kan komme på ferie, ikke kan give sine børn de ting hun gerne vil) Der mange ting!! Mit dilemma er nu, jeg er 23 år. Husker intet fra min barndom, husker få ting fra min ungdom (12-18 årig). Jeg har så mange ting og tanker om dengang og især fra min fars tid. Som er før 3. Hvilket jo nok ikke kan lade sig gøre nogle sinde. Har en mor der er halvt deprimeret, og ikke er til at hjælpe og så har jeg bare været igennem super mange ting som jeg føler har svækket mig og min selvtillid. Bla pga nogle ekstra kg på sidebenene og et liv der altid har været ét srort spørgsmålstegn og meget forvirrende. Jeg vil have min mor er glad, jeg vil have jeg er glad, og forstår hvorfor jeg er som jeg er i dag. Nu vil jeg sove. Hvis jeg kan. Kh en meget forvirret ung kvinde med en masse spørgsmål til livets gang.
Svar:
Kære du
Du beskriver rigtig fint nogle vigtige begivenheder som har haft stor betydning for dit liv og hvordan du ahr det i dag, jeg vil lige ridse det op.
- 0-3 år, far er alkoholmisbruger, du husker ikke ret meget fra den tid
- 3 år, far dør
- 3-18 år, almindeligt liv med mor og mormor, god skolegang og masser af gode venner
- 18 år, mormor dør (den person du ahr været tættest knytet til9 mor udvikler depression og alkoholmisbrug
- nu, forvirring, svækket selvtillid og ønske om at forstå, hvorfor du er blevet den du er
Får jeg mon det væsentligste med?
Jeg vil starte med at sige, at det er helt almindeligt at du ikke kan huske hvad der skete, da du var mellem 0 og 3 år. I gennemsnit kan vi huske tilbage fra vi er 3,5 år, så der er ikke noget i vejen med dig.
Jeg kan forstå at du har et ønske om at vide, hvad der skete dengang. Måske kan din bror huske noget? Du skriver at der var en fra kommunen tilstede, når I var sammen med din far, derfor kan det også være at den kommunen ahr noget liggende omkring jer fra dengang, det kan du søge agtindsigt i, ved at henvende dig til kommunen.
Jeg kan ikke give dig noget svar på det med din hukommelse, måske er det noget fysisk eller psykisk, det kan du undersøge sammen med en læge eller en psykolog.
Jeg kommer til at tænke på om der mon er en sammenhæng mellem tabet af din mormor og det at du er bange for at miste i dag. Når man mister en man elsker, får man erfaring med hvor ondt det gør. Måske er du bange for igen at mærke den smerte, hvis du elsker nogen?
Et liv med kærlighed er også et liv med frygt, når man knytter sig til et andet menneske risikerer man at miste. Måske kan det give dig noget bugbart at få bearbejdet tabet af din mormor, så du igen tør knytte dig til et andet menneske?
Jeg kan sagtens forstå dit behov for at undersøge, hvordan du er blevet den du er i dag. Måske leder du efter en rød tråd i din opvækst? Det med at se sammenhængen mellem opvæksten og nutiden er noget mange arbejder med i terapi. Du er meget velkommen til at kontakte vores afdeling i København, hvis du ønsker at gå i terapi. Det er gratis. Alt du skal gøre er, at sende en mail til , hvor du skriver at du er voket op i en familie med misbrugsproblmer og at du gerne vil tale med nogen om det.
Kunne terapi mon være noget for dig tror du?
Det var de tanker jeg fik lyst til at dele med dig, da jeg læste dit brev.
Jeg håber du fik sovet.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA