Hej*

Hej TUBA

Det er første gang jeg skriver til jer, på trods af at jeg har haft kendskab til hjemmesiden i flere år.

Jeg kan starte med kort, at introducere mig selv. Jeg er 19 år og har en lillebror på 17 og en halvstoresøster (på min fars side) på 27 år. Mine forældre er skilt, og jeg er opvokset hos min mor. Min far er alkoholiker og det har betydet at størstedelen af de gange jeg har set ham, har foregået hos min mor. Da jeg var yngre så jeg ham oftere, end jeg gør nu – i dag ser jeg ham ca. 4-5 gange om året.

Jeg har altid sagt til mig selv, at jeg håndterede situationen med min far godt og at jeg var afklaret omkring hans misbrug, men efterhånden som jeg er blevet ældre har jeg også måtte erkende at det i realiteten ikke forholder sig sådan. Jeg føler at der er begravet en smerte dybt i mig, og at jeg klarer mig bedst i hverdagen ved at lægge låg på de følelser jeg har omkring det og undgå at forholde mig til min far. Jeg holder – måske lidt ubevidst – en afstand til ham, fordi jeg ikke kan klare at skulle have et tæt forhold til ham, hvis han nu snart skulle dø af sit alkoholmisbrug. Jeg har få veninder jeg snakker med min far om, dog holder jeg altid en slags distance når jeg omtaler ham. De fleste af dem jeg omgåes med i hverdagen, ved ikke at min far har misbrugsproblemer, mest af alt fordi jeg skammer mig lidt, og ikke ønsker at de får et indtryk af ham på forhånd, hvis de en dag skulle møde ham. Derudover har jeg heller ikke fundet det specielt relevant. Jeg kan til gengæld mærke, at det rammer mig rigtig meget og er noget jeg har svært ved at snakke om, hvis jeg taler med min mor om det – mest af alt fordi jeg ikke kan tage den her distance til ham, når det er hende jeg snakker med. Derfor er jeg blevet bevidst om, at det er noget jeg fortrænger, men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal få bearbejdet, den smerte og svigt jeg føler, simplethen fordi jeg er bange for den smerte det vil medføre i mig. Min storesøster har tidligere haft anoreksi og min lillebror har lidt af en depression, hvilket betyder at begge mine søskende har haft rig kontakt med psykiatere og psykologer, som måske har kunnet hjælpe dem til at beabejde de følelser de havde – de har i hvert fald haft professionelle at snakke med problemet med. Jeg føler at det måske kunne være en ide for mig, at snakke med en psykolog, men på en anden måde føler jeg mig også lidt ynkelig og pylret over at skulle snakke med nogen om det. Jeg har aldrig snakket med min far om mine følelser omkring alt det her, og jeg er egentlig i tvivl om, han overhovedet forstår hvor meget det har påvirket mig, især i min barndom. Jeg har lyst til at fortælle ham det, selvom jeg ved det vil være ekstremt hårdt for mig at skulle konfrontere ham, og selvom jeg ville være bange for at skulle sorge ham.

Det jeg egentlig prøver at komme frem til er, at jeg føler mig tynget af min situation i hverdagen og kan mærke at der ligger følelser dybt begravet i mig som jeg har virkelig svært ved at forholde mig til. Jeg vil gerne have bearbejdet de her følelser, så jeg kan snakke mere åbent om det uden at skulle distancere mig selv – min søster er i hvert fald langt mere afklaret omkring det – men hun har også fået en masse hjælp i sine yngre år. Så har I, TUBA, forslag til hvordan jeg kan få bearbejdet de her følelser på en måde? Nogle gange kan jeg ikke finde ud af, om det er okay at jeg har de her følelser og føler mig så såret, jeg er jo ikke engang opvokset hos ham, men det sidder dybt i mig og jeg har en del dårlige minder fra min barndom, hvor han har skulle passe mig og min lillebror og minder hvor jeg husker ham som dybt ubehagelig.

Jeg håber at I vil tage jer tid til at besvare mit brev.